Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2024/2819 af 24. oktober 2024 om ændring af afgørelse (EU) 2020/440 om et midlertidigt opkøbsprogram på foranledning af den pandemiske nødsituation (ECB/2020/17) (ECB/2024/29)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/2819@2024-10-24/da
STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 127, stk. 2, første led,
under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 12.1, andet afsnit, sammenholdt med artikel 3.1, første led, samt artikel 18.1, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Styrelsesrådet besluttede den 18. marts 2020 under hensyn til de ekstraordinære økonomiske og finansielle omstændigheder, der er forbundet med spredningen af coronavirus i 2019 (COVID-19), at iværksætte et midlertidigt opkøbsprogram på foranledning af den pandemiske nødsituation (PEPP), der omfatter alle de aktivkategorier, der er belånbare under ECB's programmer til opkøb af aktiver, og som består af programmet til opkøb af den offentlige sektors aktiver på det sekundære marked, det tredje program vedrørende køb af særligt dækkede obligationer, programmet til opkøb af værdipapirer af asset-backed typen og programmet til opkøb af virksomhedsobligationer (CSPP).
(2) CSPP blev oprettet ved Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2016/948 (ECB/2016/16). Den indeholder en række sikkerhedsforanstaltninger, der skal sikre, at opkøb og besiddelse af virksomhedsobligationer står i et rimeligt forhold til målene. Foranstaltningerne bør også sikre, at der ved udviklingen af CSPP, og derfor også PEPP, er blevet taget tilstrækkeligt højde for de dermed forbundne finansielle risici, og at disse begrænses gennem risikostyring.
(3) Styrelsesrådet besluttede derfor den 6. august 2024 at ændre den regel, der gælder for værdipapirudlånstransaktioner i forbindelse med erhvervsobligationer, som indehaves af Eurosystemet under CSPP og PEPP, for at afspejle hensyn til risikostyring.
(4) Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2020/440 (ECB/2020/17) bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1 Ændring
Artikel 7 i afgørelse (EU) 2020/440 (ECB/2020/17) affattes således:
Artikel 1 Ændring
Artikel 7 Værdipapirudlån
Med undtagelse af værdipapirer, der ikke længere opfylder kreditkvalitetskravene for værdipapirer, der opkøbes i henhold til programmet til opkøb af virksomhedsobligationer, stiller Eurosystemet værdipapirer, der er opkøbt under PEPP, til rådighed for udlån, herunder repoer, med henblik på at sikre effektiviteten af PEPP.
Artikel 2 Ikrafttrædelse
Denne afgørelse træder i kraft på femtedagen efter dens offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 24. oktober 2024. Christine Lagarde Formand for ECB