Gelex

Rådets afgørelse (EU) 2024/2824 af 24. oktober 2024 om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne på den 233. samling i Rådet for Organisationen for International Civil Luftfart til vedtagelsen af ændringsforslag 30 til bilag 9 – Facilitation – til konventionen angående international civil luftfart vedrørende ændringer af nævnte bilags kapitel 1, kapitel 3, afsnit C, D, G og H, og kapitel 8, afsnit H og I

GældendeVersion 2024-10-24
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/2824@2024-10-24/da

Indhold
  1. Indledning
    1. Artikel 1
    2. Artikel 2
    3. Artikel 3

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 77, stk. 2, litra a) og b), sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Konventionen angående international civil luftfart (Chicagokonventionen), der regulerer den internationale lufttransport, trådte i kraft den 4. april 1947. Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO) blev oprettet ved nævnte konvention.

(2) Alle EU-medlemsstater er kontraherende stater i Chicagokonventionen og medlemmer af ICAO, mens Unionen har observatørstatus i visse ICAO-organer. I perioden 2022-2025 er seks EU-medlemsstater repræsenteret i ICAO-Rådet.

(3) I henhold til Chicagokonventionens artikel 37, litra j), skal ICAO-Rådet fra tid til anden vedtage og ændre de internationale standarder og anbefalede fremgangsmåder og procedurer vedrørende told- og indrejsebestemmelser, hvis det er nødvendigt. I henhold til Chicagokonventionens artikel 54, litra l), kan ICAO-Rådet vedtage internationale standarder og anbefalede fremgangsmåder (SARPs) og optage dem som bilag til Chicagokonventionen.

(4) ICAO-Rådet skal på sin 233. samling vedtage ændringsforslag 30 til bilag 9 til Chicagokonventionen (ændringsforslag 30).

(5) Hovedformålet med ændringsforslag 30, der er beskrevet i ICAO-skrivelse EC 6/3 - 24/67, er at gøre bilag 9 til Chicagokonventionen (bilag 9) klarere og mere sammenhængende og effektivt.

(6) Ændringsforslag 30 består af ændringer af bilag 9, kapitel 1 (Definitions and general principles), kapitel 3 (Entry and departure of persons and their baggage), afsnit C (Security of travel documents), afsnit D (Travel documents), afsnit G (Embarkation/Disembarkation Cards) og afsnit H (Inspection of travel documents), og kapitel 8 (Facilitation provisions covering specific subjects), afsnit H (Trafficking in persons) og afsnit I (Wildlife Trafficking).

(7) Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i ICAO-Rådet, bør fastlægges, da ændringsforslag 30 vil være bindende i henhold til folkeretten i overensstemmelse med Chicagokonventionens artikel 90, litra a), og er relevant for EU-retten, nemlig Rådets forordning (EF) nr. 2252/2004 og (EF) nr. 1683/95. Anvendelsesområdet for denne afgørelse bør være begrænset til indholdet af ændringsforslag 30, i det omfang dette indhold berører et område, der i stort omfang allerede er omfattet af fælles EU-regler. Denne afgørelse bør ikke berøre kompetencefordelingen mellem Unionen og medlemsstaterne inden for luftfart.

(8) I henhold til Chicagokonventionens artikel 38 skal enhver stat, der finder det umuligt i praksis at overholde en international standard eller procedure, der er vedtaget af ICAO, eller at bringe sine egne regler eller praksis i fuld overensstemmelse med en sådan international standard eller procedure, eller som anser det for nødvendigt at vedtage bestemmelser eller praksis, der i visse aspekter afviger fra dem, der er fastsat i den internationale standard, straks meddele ICAO uoverensstemmelserne mellem sin egen praksis og den, der er fastsat i den internationale standard.

(9) Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på den 233. samling i ICAO-Rådet eller på en efterfølgende samling til vedtagelsen af de foreslåede ændringer af kapitel 1, kapitel 3, afsnit C, D, G og H, og kapitel 8, afsnit H og I, i bilag 9 til Chicagokonventionen, der er indeholdt i ændringsforslag 30 til nævnte bilag og beskrevet i ICAO-skrivelse EC 6/3 - 24/67, bør være at støtte disse ændringer. Denne holdning bør udtrykkes af de EU-medlemsstater, der er medlemmer af ICAO-Rådet, og som handler i fællesskab i Unionens interesse.

(10) Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne efter ICAO-Rådets vedtagelse af ændringsforslag 30, som vil blive bekendtgjort af ICAO's generalsekretær ved hjælp af ICAO-skrivelsesproceduren, bør være, at der ikke meddeles afslag på godkendelse, men at ændringerne overholdes. Hvis EU-retten afviger fra de nyligt ændrede SARPs efter den påtænkte anvendelsesdato for de pågældende SARPs, gives der meddelelse til ICAO om enhver forskel mellem EU-retten og disse specifikke SARPs. Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne til sådanne forskelle, bør fastlægges i et skriftligt dokument, som Kommissionen forelægger Rådet til drøftelse og godkendelse. Denne holdning bør udtrykkes af alle EU-medlemsstater, som handler i fællesskab i Unionens interesse.

(11) Denne afgørelse udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF; Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(12) I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Inden seks måneder efter, at Rådet har truffet foranstaltning om denne afgørelse til udbygning af Schengenreglerne, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne afgørelse i sin nationale lovgivning, jf. artikel 4 i protokollen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1. Den holdning, der skal indtages på Unionen vegne på den 233. samling i Rådet for Organisationen for International Civil Luftfart eller på en efterfølgende samling, er at støtte de foreslåede ændringer af kapitel 1, kapitel 3, afsnit C, D, G og H, og kapitel 8, afsnit H og I, i bilag 9 til Chicagokonventionen, der er indeholdt i ændringsforslag 30 til nævnte bilag og beskrevet i ICAO-skrivelse EC 6/3 - 24/67.

2. Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne, forudsat at ICAO-Rådet uden nogen væsentlig ændring vedtager de foreslåede ændringer, jf. stk. 1, er i svaret på den relevante ICAO-skrivelse ikke at give meddelelse om afslag på godkendelse, men at give meddelelse om overholdelse af de vedtagne ændringer.

3. Hvis EU-retten afviger fra de ændrede SARPs efter den planlagte anvendelsesdato for disse SARPs, er den holdning, der skal indtages på Unionens vegne, at enhver forskel mellem EU-retten og disse specifikke SARPs skal meddeles ICAO i overensstemmelse med Chicagokonventionens artikel 38. I så fald skal Kommissionen rettidigt og mindst to måneder før en af ICAO fastsat frist for meddelelse af afvigelser forelægge Rådet med henblik på drøftelse og godkendelse et forberedende dokument, der beskriver de detaljerede afvigelser, som medlemsstaterne skal meddele ICAO på Unionens vegne.

Artikel 2

Den holdning, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, udtrykkes af de EU-medlemsstater, der er medlemmer af ICAO-Rådet i overensstemmelse med traktaterne, idet de handler i fællesskab i Unionens interesse. De holdninger, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2 og 3, udtrykkes af EU-medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne, idet de handler i fællesskab i Unionens interesse.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. oktober 2024. På Rådets vegne Bóka J. Formand

Versioner

  1. 2024-10-24