Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2024/2939 af 14. november 2024 om ændring af afgørelse (EU) 2016/2248 om fordelingen af de monetære indtægter til de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har euroen som valuta (ECB/2016/36) (ECB/2024/33)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/2939@2024-11-14/da
STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 32, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Styrelsesrådet besluttede den 13. marts 2024 at indføre ændringer i de operationelle rammer for gennemførelsen af pengepolitikken. Forrentningen af forskellen mellem værdien af en national centralbanks aktiver, der kan øremærkes, og værdien af dens passivgrundlag bør ændres for at minimere påvirkningen af de monetære indtægter, der opstår som følge af ændringer i den nationale centralbanks positioner for finansielle nettoaktiver. Desuden bør Eurosystem-interne tilgodehavender og forpligtelser forrentes ved at anvende et objektivt kriterium til at definere prisen på penge. I den forbindelse anses renten på indlånsfaciliteten for passende.
(2) I den harmoniserede balance (HB) bør hverken de nationale centralbanker indberette Eurosystemets saldi under HB-passivposten 10.2 Forpligtelser i tilknytning til udstedelse af ECB-gældsbeviser eller ECB under HB-aktivpost 9.3 Tilgodehavender i tilknytning til udstedelsen af ECB-gældsbeviser. HB-passivpost 10.2 bør indberette TARGET-forpligtelser separat fra de andre Eurosystem-interne forpligtelser, som indberettes under HB-passivpost 10.4 Andre forpligtelser inden for Eurosystemet (netto). HB-aktivpost 9.3 bør ligeledes indberette TARGET-tilgodehavender separat fra andre Eurosystem-interne tilgodehavender. Med henblik på allokering af monetære indtægter bør sammensætningen af passivgrundlaget og listen over aktiver, der kan øremærkes, ændres for at afspejle disse aspekter.
(3) Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2016/2248 (ECB/2016/36) bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1 Ændring
1. Artikel 1, litra j), i afgørelse (EU) 2016/2248 (ECB/2016/36) affattes således:
j) referencerente: den senest foreliggende rentesats, som anvendes på den indlånsfacilitet, som tilbydes af Eurosystemet i henhold til artikel 21-23 i Den Europæiske Centralbanks retningslinje (EU) 2015/510 (ECB/2014/60)
2. Bilag I og II ændres i overensstemmelse med bilaget til denne afgørelse.
Artikel 2 Ikrafttrædelse
Denne afgørelse træder i kraft den 1. januar 2025.
Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 14. november 2024. Christine Lagarde Formand for ECB
ANNEX
BILAG 1.2.
Bilag I til afgørelse (EU) 2016/2248 (ECB/2016/36) ændres således: Bilag II til afgørelse (EU) 2016/2248 (ECB/2016/36) ændres således:
BILAG 1. a)
I afsnit A affattes stk. 4 således:
4. Eurosystem-interne nettopassiver hidrørende fra TARGET-transaktioner, forrentet med referencerenten (passivpost 10.2 i HB).
b)
I afsnit A udgår stk. 6.
BILAG 1.2. a)
I afsnit A affattes stk. 4 således:
4. Eurosystem-interne nettotilgodehavender hidrørende fra TARGET-transaktioner, forrentet med referencerenten (aktivpost 9.3 i HB).
b)
I afsnit A affattes stk. 5 således:
5. Eurosystem-interne nettotilgodehavender vedrørende euroseddelomløbet, herunder tilgodehavender som følge af anvendelsen af artikel 4 i denne afgørelse (del af aktivpost 9.4 i HB).
c)
I afsnit A affattes stk. 8 således:
8. Tilgodehavender og sikkerhed, der opstår som følge af misligholdelse fra godkendte modparters side i forbindelse med Eurosystemets pengepolitiske operationer, og/eller finansielle aktiver og tilgodehavender i forhold til tredjeparter, som er overtaget og/eller erhvervet i forbindelse med realisation af sikkerheder, der er stillet af misligholdende modparter i Eurosystemet i forbindelse med Eurosystemets kreditoperationer, og som er blevet omklassificeret fra aktivpost 5 i HB (del af aktivpost 11.6 i HB).