Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komités afgørelse (FUSP) 2024/3178 af 28. november 2024 om udnævnelse af den øverstbefalende for specialuddannelseskommandoen for Den Europæiske Unions militære bistandsmission til støtte for Ukraine (EUMAM Ukraine) og om ophævelse af afgørelse (FUSP) 2022/2097 (EUMAM Ukraine/1/2024)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/3178@2024-11-28/da
DEN UDENRIGS- OG SIKKERHEDSPOLITISKE KOMITÉ HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 38,
under henvisning til Rådets afgørelse (FUSP) 2022/1968 af 17. oktober 2022 om Den Europæiske Unions militære bistandsmission til støtte for Ukraine (EUMAM Ukraine), særlig artikel 5, stk. 1, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Den 17. oktober 2022 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2022/1968 om Den Europæiske Unions militære bistandsmission til støtte for Ukraine (EUMAM Ukraine).
(2) Artikel 2, stk. 3, i afgørelse (FUSP) 2022/1968 fastsætter, at en medlemsstat skal stille en multinational specialuddannelseskommando (ST-C) til rådighed, som skal lede uddannelsesaktiviteter på sit område.
(3) I henhold til artikel 5, stk. 1, i afgørelse (FUSP) 2022/1968 bemyndigede Rådet Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) til at træffe de relevante afgørelser, i overensstemmelse med artikel 38 i traktaten om Den Europæiske Union, om udnævnelse af de EU-øverstbefalende for EUMAM Ukraine, herunder den øverstbefalende for specialuddannelseskommandoen.
(4) Den 27. oktober 2022 vedtog PSC afgørelse (FUSP) 2022/2097 om udnævnelse af generalløjtnant Andreas MARLOW til øverstbefalende for specialuddannelseskommandoen for EUMAM Ukraine fra samme dato.
(5) Den 12. november 2024 foreslog de tyske myndigheder udnævnelsen af generalmajor Olaf ROHDE som øverstbefalende for specialuddannelseskommandoen.
(6) Den 14. november 2024 støttede den øverstbefalende for EU-missionen denne foreslåede udnævnelse.
(7) Den 15. november 2024 blev EU's Militærkomité enig om at indstille, at generalmajor Olaf ROHDE udnævnes til øverstbefalende for specialuddannelseskommandoen.
(8) Der bør træffes afgørelse om udnævnelse af generalmajor Olaf ROHDE til øverstbefalende for specialuddannelseskommandoen for EUMAM Ukraine.
(9) Afgørelse (FUSP) 2022/2097 bør ophæves —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Generalmajor Olaf ROHDE udnævnes herved til øverstbefalende for specialuddannelseskommandoen for Den Europæiske Unions militære bistandsmission til støtte for Ukraine (EUMAM Ukraine).
Artikel 2
Afgørelse (FUSP) 2022/2097 ophæves.
Artikel 3
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Bruxelles, den 28. november 2024. På Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komités vegne D. Pronk Formand