Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/3195 af 18. december 2024 om regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/696 for så vidt angår placeringen af GOVSATCOM-centret
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/3195@2024-12-18/da
Indhold
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/696 af 28. april 2021 om oprettelse af Unionens rumprogram og Den Europæiske Unions Agentur for Rumprogrammet og om ophævelse af forordning (EU) nr. 912/2010, (EU) nr. 1285/2013 og (EU) nr. 377/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU, særlig artikel 67, stk. 2, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I artikel 67, stk. 1, i forordning (EU) 2021/696 fastsættes det, at jordsegmentet af Den Europæiske Unions statslige satellitkommunikationskomponent (GOVSATCOM) af Unionens rumprogram skal omfatte den nødvendige infrastruktur til levering af tjenester til GOVSATCOM-brugere, navnlig GOVSATCOM-centret.
(2) GOVSATCOM-centret skal være det vigtigste element i jordsegmentet, og det skal omfatte alle centrale funktioner til at organisere og forvalte efterspørgsel og udbud. Centret skal på en sikker måde forbinde GOVSATCOM-brugerne med leverandørerne af GOVSATCOM-kapacitet og -tjenester. Der bør for at afbøde risikoen for tjenestekontinuiteten oprettes et GOVSATCOM-center på flere fysiske placeringer.
(3) For at tiltrække de bedst mulige bud skulle udvælgelsen af en placering af GOVSATCOM-centret foregå ved en åben og gennemsigtig proces. Kommissionen sendte med henblik herpå en indkaldelse om tilkendegivelser af interesse i at huse centre til alle medlemsstater. For at afspejle procedurerne i Unionens finansforordning har et udvalg bestående af repræsentanter for Kommissionen og Den Europæiske Unions Agentur for Rumprogrammet (udvalget) evalueret disse forslag i forhold til operationelle og finansielle kriterier vedrørende tekniske krav til GOVSATCOM-centrene, sikkerhed (herunder de generelle sikkerhedskrav i artikel 34, stk. 2, i forordning (EU) 2021/696), og som er fastsat i Kommissionens afgørelse C (2023) 3204) risici, tidsplanen for ibrugtagning og omkostninger. Denne evaluering havde til formål at opnå det mest fordelagtige forhold mellem pris og kvalitet.
(4) Tyskland, Grækenland og Italien foreslog at placere GOVSATCOM-centret i henholdsvis Köln, Agios Ioannis og Fucino. Efter evalueringen af forslagene og tilbagetrækningen af det italienske forslag, anbefalede udvalget at lade anlæggene i Agios Ioannis og Köln huse centrene.
(5) Denne afgørelse bør træde i kraft dagen efter offentliggørelsen for at sikre en gnidningsløs gennemførelse af programmet, og medlemsstaterne skal underrettes herom hurtigst muligt med henblik på at sikre rettidig og operationel ibrugtagning af infrastrukturen til GOVSATCOM-centret, så det kan være i drift i tide til GOVSATCOM's endelige operationelle kapacitet.
(6) Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelsen fra det programudvalg, der ved artikel 107 i forordning (EU) 2021/696 er nedsat i GOVSATCOM-konfigurationen —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
GOVSATCOM-centrene skal placeres i Agios Ioannis (Grækenland) og Köln (Tyskland), forudsat at Kommissionen og hver af de berørte medlemsstater, som huser et GOVSATCOM-center har indgået en værtsaftale i form af en administrativ aftale.
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 18. december 2024. På Kommissionens vegne Ursula von der Leyen Formand