Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/3205 af 10. december 2024 om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1493 om tilladelse til Ungarn til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 26, stk. 1, litra a), og artikel 168 og 168a i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/3205@2024-12-10/da
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, særlig artikel 395, stk. 1, første afsnit,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Artikel 168 og 168a i direktiv 2006/112/EF regulerer afgiftspligtige personers ret til at fradrage moms på levering af varer og ydelser, som anvendes af dem i forbindelse med deres afgiftspligtige transaktioner. Nævnte direktivs artikel 26, stk. 1, litra a), indeholder et krav om at føre momsregnskab, når et erhvervsaktiv af de afgiftspligtige personer eller deres personale anvendes til privat brug eller, mere generelt, anden brug end erhvervsbrug.
(2) Ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1493, som ændret ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1774, fik Ungarn tilladelse til indtil den 31. december 2024 at begrænse retten til at fradrage moms af udgifter til personbiler, der ikke udelukkende anvendes til erhvervsmæssige formål, til 50 %, og Ungarn fik tilladelse til ikke at sidestille levering af ydelser mod vederlag med privat brug af personbiler, der indgår i aktiverne i en afgiftspligtig persons virksomhed, når bilen har været omfattet af en begrænsning af fradragsretten efter nævnte afgørelses artikel 1 (den særlige foranstaltning).
(3) Ved brev registreret i Kommissionen den 26. marts 2024 anmodede Ungarn i overensstemmelse med artikel 395, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2006/112/EF om tilladelse til fortsat at anvende den særlige foranstaltning (anmodningen).
(4) I overensstemmelse med artikel 395, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2006/112/EF fremsendte Kommissionen ved brev af 29. maj 2024 anmodningen til de øvrige medlemsstater. Ved brev af 30. maj 2024 meddelte Kommissionen Ungarn, at den rådede over alle de nødvendige oplysninger for at kunne vurdere anmodningen.
(5) I overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, i gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1493 indsendte Ungarn sammen med anmodningen en rapport med redegørelsen om den procentsats, der er fastsat for begrænsningen af retten til at fradrage moms som omhandlet i nævnte gennemførelsesafgørelses artikel 1. På grundlag af de foreliggende oplysninger, nemlig skatterevisionserfaring og statistiske data vedrørende privat brug af personbiler, anfører Ungarn, at grænsen på 50 % stadig er berettiget og hensigtsmæssig.
(6) I betragtning af, at den særlige foranstaltning har haft positive virkninger på skatteydernes og skatteforvaltningens administrative byrde ved at forenkle momsopkrævningen og forhindre momsunddragelse som følge af ukorrekt registrering finder Kommissionen det hensigtsmæssigt at forlænge den særlige foranstaltning. Ungarn bør derfor gives tilladelse til fortsat at anvende den særlige foranstaltning indtil den 31. december 2027.
(7) Den særlige foranstaltning bør begrænses til den tid, der er nødvendig for at vurdere foranstaltningens effektivitet og hensigtsmæssigheden af den anvendte procentsats.
(8) Den særlige foranstaltning står i et rimeligt forhold til de mål, der forfølges, dvs. at forenkle momsopkrævningen og forhindre visse former for momsunddragelse eller momsundgåelse, da den er af begrænset varighed og omfang. Endvidere er der ingen risiko for, at den særlige foranstaltning giver anledning til momssvig i andre sektorer eller i andre medlemsstater.
(9) Såfremt Ungarn mener, at det er nødvendigt at forlænge den særlige foranstaltning ud over 2027, bør Ungarn senest den 31. marts 2027 indgive en anmodning om forlængelse til Kommissionen. Denne anmodning bør ledsages af en rapport om anvendelsen af den særlige foranstaltning, herunder en redegørelse for den anvendte procentsats.
(10) Ifølge de af Ungarn indgivne oplysninger vil den særlige foranstaltning kun have en ubetydelig indvirkning på Ungarns samlede indtægter fra afgifter, der opkræves ved det endelige forbrug, og den vil ikke få nogen negative indvirkninger på Unionens egne indtægter hidrørende fra moms.
(11) Gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1493 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Artikel 5 i gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1493 affattes således:
Artikel 1
Artikel 5
1. Denne afgørelse udløber den 31. december 2027.
2. En eventuel anmodning om forlængelse af tilladelsen i henhold til denne afgørelse skal indgives til Kommissionen senest den 31. marts 2027 og skal ledsages af en rapport, som indeholder en redegørelse for den procentsats, der er fastsat i artikel 1.
Artikel 2
Denne afgørelse får virkning på dagen for meddelelsen.
Artikel 3
Denne afgørelse er rettet til Ungarn.
Udfærdiget i Bruxelles, den 10. december 2024. På Rådets vegne Varga M. Formand