Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2024/3244 af 19. december 2024 om ændring af Rådets beslutning 2008/971/EF for så vidt angår forstligt formeringsmateriale af kategorien afprøvet, mærkning heraf og navnene på de myndigheder, der er ansvarlige for godkendelse og kontrol af produktionen
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/3244@2024-12-19/da
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 2,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af den lovgivningsmæssige retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,
efter den almindelige lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Rådets direktiv 1999/105/EF finder bl.a. anvendelse på markedsføring af forstligt formeringsmateriale i Unionen. Nævnte direktiv vedrører formeringsmateriale af træarter og kunstige hybrider deraf, som er af betydning for skovdriften i hele eller dele af Unionen.
(2) Ved Rådets beslutning 2008/971/EF fastsættes betingelserne for import til Unionen af forstligt formeringsmateriale af kategorierne lokalitetsbestemt, udvalgt og kvalificeret produceret i tredjelande, der er opført i bilag I til nævnte beslutning, for så vidt angår godkendelse og registrering af grundmateriale og den efterfølgende produktion af forstligt formeringsmateriale af dette grundmateriale. De pågældende tredjelande har gennemført OECD-ordningen for certificering af forstligt formeringsmateriale, som flyttes i international handel (OECD-ordningen vedrørende skovfrø og -planter).
(3) OECD-ordningen for skovfrø og -planter blev ændret i 2013 for at medtage forstligt formeringsmateriale af kategorien afprøvet ud over kategorierne af forstligt formeringsmateriale lokalitetsbestemt, udvalgt og kvalificeret, som har været omfattet af OECD-ordningen for skovfrø og -planter siden 2011.
(4) I henhold til de nationale regler om certificering af forstligt formeringsmateriale (de nationale regler) i Canada, Norge, Serbien, Schweiz, Tyrkiet, Det Forenede Kongerige og USA (de pågældende tredjelande) skal der foretages en officiel markinspektion under indsamlingen og forarbejdningen af frø samt produktionen af plantemateriale bestemt til udplantning.
(5) Ifølge de anførte tredjelandes nationale regler skal systemerne for godkendelse og registrering af grundmateriale og den efterfølgende produktion af forstligt formeringsmateriale af dette grundmateriale være i overensstemmelse med OECD-ordningen for skovfrø og -planter. Disse nationale regler omfatter desuden krav om, at frø og plantemateriale bestemt til udplantning af kategorierne lokalitetsbestemt, udvalgt, kvalificeret og afprøvet skal certificeres officielt, og at frøpakningerne skal lukkes officielt i overensstemmelse med OECD-ordningen vedrørende skovfrø og -planter.
(6) Da der ikke er vedtaget en afgørelse på EU-plan vedrørende ligestilling af forstligt formeringsmateriale i kategorien afprøvet, bemyndigede Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/773 midlertidigt indtil den 31. december 2024 medlemsstaterne til at træffe afgørelse om ligestilling af forstligt formeringsmateriale af kategorien afprøvet, som er produceret i de tredjelande, der er opført i bilag I til beslutning 2008/971/EF, og som omfatter de pågældende tredjelande. Denne bemyndigelse var nødvendig for at undgå enhver risiko for afbrydelse af importen af forstligt formeringsmateriale til medlemsstaterne.
(7) En gennemgang af de nationale regler i de anførte tredjelande for så vidt angår kategorien afprøvet viser, at betingelserne for godkendelse af grundmateriale anses for at svare til betingelserne i direktiv 1999/105/EF, forudsat at betingelserne i bilag II til beslutning 2008/971/EF er opfyldt for så vidt angår frø og plantemateriale bestemt til udplantning.
(8) Nogle myndigheder, som er ansvarlige for godkendelse og kontrol af produktionen, og som er opført i bilag I til beslutning 2008/971/EF, har ændret navn og adresse, og der skal derfor foretages en opdatering.
(9) Det er muligt at anvende genetisk modifikation til produktion af frø eller plantemateriale bestemt til udplantning af kategorien afprøvet. Derfor bør det for at sikre, at brugerne af forstligt formeringsmateriale kan træffe informerede valg, fremgå af OECD-mærkesedlen og leverandørens mærkeseddel eller dokument, om denne type modifikation er blevet anvendt i produktionen af grundmaterialet af denne kategori, ligesom det i øjeblikket er tilfældet for kategorien kvalificeret.
(10) I lyset af tilføjelsen af kategorien afprøvet i bilag II til afgørelse 2008/971/EF bør der tilføjes et nyt bilag til nævnte beslutning med en tabel, der angiver de kategorier, under hvilke forstligt formeringsmateriale af de forskellige typer grundmateriale kan importeres til Unionen, for at sikre klarhed og korrekt anvendelse af nævnte beslutning. Dette er nødvendigt for at sikre juridisk klarhed, overensstemmelse med direktiv 1999/105/EF samt korrekt anvendelse af disse regler og informerede valg blandt de operatører, der anvender nævnte beslutning.
(11) Beslutning 2008/971/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.
(12) I betragtning af behovet for at sikre, at denne afgørelse træder i kraft, før udløbet den 31. december 2024 af gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/733, anses det for hensigtsmæssigt at anvende den fravigelse af perioden på otte uger, der er angivet i artikel 4 i protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union (TEU), til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab.
(13) Målet for denne afgørelse, nemlig at udvide den ligestillingsordning for import af forstligt formeringsmateriale, der blev indført ved afgørelse 2008/971/EF, til også at omfatte kategorien afprøvet, kan ikke opfyldes af medlemsstaterne, men kan kun nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne afgørelse ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
(14) Denne afgørelse bør på grund af dens hastende karakter træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende for at sikre, at den træder i kraft inden udløbet af gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/773.
(15) Da gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/773 udløber den 31. december 2024, bør nærværende afgørelse finde anvendelse fra den 1. januar 2025 for at sikre juridisk klarhed og kontinuitet i de respektive regler —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1 Ændring af beslutning 2008/971/EF
I beslutning 2008/971/EF foretages følgende ændringer:
1) Artikel 1, stk. 1, affattes således: Ved denne beslutning fastsættes de betingelser, som skal være opfyldt, når forstligt formeringsmateriale af kategorierne lokalitetsbestemt, udvalgt, kvalificeret og afprøvet produceret i et tredjeland, der er opført i bilag I, importeres til Unionen.
2) Artikel 3, stk. 2, affattes således:
2. Frø og plantemateriale bestemt til udplantning af kategorierne lokalitetsbestemt, udvalgt, kvalificeret og afprøvet af arter og kunstige hybrider deraf opført i bilag I til direktiv 1999/105/EF, som er produceret i tredjelande opført i bilag I til denne beslutning og officielt certificeret af de i bilag I til denne beslutning angivne tredjelandsmyndigheder, betragtes som ligestillet med frø og plantemateriale bestemt til udplantning, der er i overensstemmelse med direktiv 1999/105/EF, forudsat at produktet opfylder betingelserne i bilag II.
3) Bilagene ændres som angivet i bilaget til denne afgørelse.
Artikel 2 Ikrafttræden og anvendelse
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Den finder anvendelse fra den 1. januar 2025.
Udfærdiget i Bruxelles, den 19. december 2024. På Europa-Parlamentets vegne R. Metsola Formand På Rådets vegne Bóka J. Formand
ANNEX
BILAG
I bilagene til beslutning 2008/971/EF foretages følgende ændringer:
1) Bilag I affattes således:
2) Bilag II, afsnit C, affattes således:
2) C.
Yderligere betingelser for frø og plantemateriale bestemt til udplantning af kategorierne kvalificeret og afprøvet produceret i tredjelande Hvad angår frø eller plantemateriale bestemt til udplantning af kategorierne kvalificeret og afprøvet skal det fremgå af OECD-mærkesedlen og leverandørens mærkeseddel eller dokument, om der er anvendt genetisk modifikation ved produktionen af grundmaterialet.
3) Følgende bilag tilføjes:
BILAG I Lande og myndigheder
Land Myndighed med ansvar for godkendelse og kontrol af produktion CA Natural Resources Canada – Canadian Forest Service Atlantic Forestry Centre 1350 Regent Street Fredericton NB E3C 2G6 CH Federal Office for the Environment (FOEN) Department of the Environment, Transport, Energy and Communications (UVEK) Forest Division Federal Plant Protection Service Monbijoustrasse 40 CH-3003 Bern GB Department for Environment, Food & Rural Affairs (DEFRA) Eastbrook Shaftesbury Road Cambridge CB2 8DR NO Norwegian Forest Seed Center c/o Øyvind Meland Edvardsen Box 118, N-2301 Hamar RS Group for Forest Reproductive Material and Genetic Resources Directorate for Forest Ministry of Agriculture, Forestry and Water Management Ministry of AFW – Directorate for Forest Omladinskih brigada 1 Novi Beograd TR Ministry of Agriculture and Forestry General Directorate of Forestry Forest Tree Seeds and Tree Breeding Research Institute Directorate Sogutozu 06560 Ankara US United States Department of Agriculture Forest Service Cooperative Forestry National Seed Laboratory 5675 Riggins Mill Road Dry Branch, Georgia 31020 DELSTATSMYNDIGHEDER, DER KAN UDSTEDE OFFICIELLE CERTIFIKATER (med tilladelse til at udstede OECD-certifikater på basis af en samarbejdsaftale med det amerikanske landbrugsministeriums skovstyrelse (USDA Forest Service)) Washington State Crop Improvement Association, Inc. 2575 NE Hopkins Ct. Pullman, Washington 99163.
BILAG III Kategorier, hvori forstligt formeringsmateriale af de forskellige typer grundmateriale kan importeres til Unionen
Grundmateriale Kategori forstligt formeringsmateriale Lokalitetsbestemt Udvalgt Kvalificeret Afprøvet Frøkilde x Bevoksning x x x Frøplantage x x Familie-forældreplante(r) x x Klon x x Klonblanding x x.