Gelex

Rådets afgørelse (EU) 2024/414 af 21. december 2023 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af De Forenede Nationers konvention om de internationale virkninger af tvangssalg af skibe, som blev vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling den 7. december 2022 i New York

GældendeVersion 2023-12-21
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/414@2023-12-21/da

Indhold
  1. Indledning
    1. Artikel 1
    2. Artikel 2
    3. Artikel 3
    4. Artikel 4
  2. Erklæring i henhold til artikel 18, stk. 2, i Beijingkonventionen om tvangssalg af skibe, som blev vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling den 7. december 2022 i New York, om Den Europæiske Unions kompetence på de områder, der er omfattet af nævnte konvention, og for hvilke medlemsstaterne har overdraget deres kompetence til Den Europæiske Union
  3. a)
  4. b)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 81, stk. 2, litra b) og c), sammenholdt med artikel 218, stk. 5,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Den 23. maj 2022 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger om en konvention om internationale virkninger af tvangssalg af skibe. Disse forhandlinger blev afsluttet med et positivt resultat med De Forenede Nationers Generalforsamlings vedtagelse af teksten til De Forenede Nationers konvention om de internationale virkninger af tvangssalg af skibe (konventionen) den 7. december 2022 i New York.

(2) Konventionen styrker den eksisterende internationale retlige ramme for skibsfart og sejlads og udgør et nyttigt bidrag til udviklingen af harmoniske internationale økonomiske forbindelser. Det er derfor ønskeligt, at konventionen bringes i anvendelse så snart som muligt.

(3) Unionen er ved at etablere et samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger, der bygger på princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser og udenretslige afgørelser. I den sammenhæng har EU-lovgiver bl.a. vedtaget Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 og (EU) 2020/1784. Unionen har derfor enekompetence på de områder, der er omfattet af nævnte forordninger, mens de øvrige områder, der er omfattet af konventionen, ikke hører under denne kompetence.

(4) Ved konventionens artikel 18, stk. 1, fastsættes, at en organisation for regional økonomisk integration, som har kompetence på visse områder, der er omfattet af konventionen, kan undertegne, acceptere, godkende eller tiltræde konventionen.

(5) Ved konventionens artikel 18, stk. 2, fastsættes, at organisationen for regional økonomisk integration skal afgive en erklæring, hvori det præciseres, på hvilke af de områder, der er omfattet af konventionen, organisationens medlemsstater har overdraget deres kompetence til organisationen. I henhold til konventionens artikel 20, stk. 1, afgives denne erklæring ved undertegnelsen, ratifikationen, accepten, godkendelsen eller tiltrædelsen. Unionen bør derfor afgive en sådan erklæring ved undertegnelsen af konventionen.

(6) Konventionen bør undertegnes på Unionens vegne med forbehold af dens indgåelse på et senere tidspunkt, og den tilknyttede erklæring bør godkendes.

(7) I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager Irland ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(8) I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Der gives herved bemyndigelse til undertegnelse på Unionens vegne af De Forenede Nationers konvention om de internationale virkninger af tvangssalg af skibe, som blev vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling den 7. december 2022 i New York, med forbehold af senere indgåelse af konventionen.

Artikel 2

Den erklæring, der er knyttet til denne afgørelse, godkendes herved på Unionens vegne. Ved undertegnelsen af konventionen afgiver Unionen, i overensstemmelse med konventionens artikel 18, stk. 2, og artikel 20, stk. 1 og 2, erklæringen.

Artikel 3

Formanden for Rådet bemyndiges herved til at udpege den eller de personer, der er beføjet til at undertegne konventionen på Unionens vegne.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. december 2023. På Rådets vegne P. Navarro Ríos Formand

Erklæring i henhold til artikel 18, stk. 2, i Beijingkonventionen om tvangssalg af skibe, som blev vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling den 7. december 2022 i New York, om Den Europæiske Unions kompetence på de områder, der er omfattet af nævnte konvention, og for hvilke medlemsstaterne har overdraget deres kompetence til Den Europæiske Union

I henhold til artikel 18, stk. 1, i Beijingkonventionen om tvangssalg af skibe (konventionen) kan en organisation for regional økonomisk integration bestående af selvstændige stater og med kompetence på visse områder, som reguleres af konventionen, undertegne konventionen. Ved konventionens artikel 18, stk. 2, fastsættes, at organisationen for regional økonomisk integration skal afgive en erklæring, hvori det præciseres, på hvilke af de områder, der er omfattet af konventionen, organisationens medlemsstater har overdraget deres kompetence til organisationen. Den Europæiske Union har besluttet at undertegne konventionen og afgiver herved nævnte erklæring. I det omfang de kan berøre fælles regler eller ændre rækkevidden af de i litra a) og b) omhandlede retsakter, er de områder, der er omfattet af bestemmelser i konventionen, for hvilke Den Europæiske Unions medlemsstater har overdraget deres kompetence, og hvor Den Europæiske Union har enekompetence i den i artikel 3, stk. 2, i TEUF anvendte betydning, følgende:

a)

konventionens artikel 9 (Kompetence til at undgå og suspendere tvangssalg) for så vidt angår kompetencereglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1), og

b)

konventionens artikel 4 (Meddelelse om tvangssalg) for så vidt angår reglerne om forkyndelse af retslige eller udenretslige dokumenter (forkyndelse af dokumenter) i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1784 af 25. november 2020 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civil- og handelsretlige sager (EUT L 405 af 2.12.2020, s. 40).

Den Europæiske Unions kompetence i medfør af traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) er i sagens natur i stadig udvikling. Inden for traktaternes rammer kan de kompetente institutioner træffe afgørelser, som er afgørende for omfanget af Den Europæiske Unions kompetence. Den Europæiske Union forbeholder sig derfor ret til at ændre denne erklæring i overensstemmelse hermed, uden at en sådan ændring udgør en betingelse for, at Den Europæiske Union kan udøve sin kompetence for så vidt angår de områder, der er omfattet af konventionen. Unionen præciserer herved, at konventionen for så vidt angår Unionens kompetence finder anvendelse på medlemsstaternes territorier, hvor TEU og TEUF finder anvendelse i henhold til artikel 52 i TEU, og på de betingelser, der er fastsat i bl.a. artikel 355 i TEUF.

Versioner

  1. 2023-12-21