Gelex

Kommissionens afgørelse (EU) 2024/415 af 1. februar 2024 om adgang for Centralkommissionen for Sejlads på Rhinen til den europæiske besætningsdatabase

GældendeVersion 2024-02-01fra 2024-02-22
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/415@2024-02-01/da

Indhold
  1. Indledning
    1. Artikel 1
    2. Artikel 2

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/2397 af 12. december 2017 om anerkendelse af erhvervskvalifikationer for sejlads på indre vandveje og om ophævelse af Rådets direktiv 91/672/EØF og 96/50/EF, særlig artikel 25, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til artikel 25, stk. 2, i direktiv (EU) 2017/2397 skal medlemsstaterne uden unødigt ophold registrere kvalifikationscertifikater, søfartsbøger og logbøger i Kommissionens databaser.

(2) Med henblik herpå har Kommissionen oprettet den europæiske besætningsdatabase for kvalifikationscertifikater og søfartsbøger og den europæiske skrogdatabase for logbøger og i delegeret forordning (EU) 2020/473fastsat betingelser for anvendelsen af disse databaser.

(3) Ved Kommissionens afgørelse (EU) 2023/1555 fik Schweiz adgang til den europæiske besætningsdatabase og den europæiske skrogdatabase i overensstemmelse med artikel 25, stk. 4, i direktiv 2017/2397, da schweizisk personale også sejler på Unionens indre vandveje, samtidig med at kravene i direktiv (EU) 2017/2397 overholdes.

(4) Centralkommissionen for Sejlads på Rhinen (CCNR) har ved brev af 13. juni 2022 anmodet om adgang til den europæiske besætningsdatabase. Det er en international organisation for sejlads på indre vandveje baseret på den reviderede konvention om sejlads på Rhinen af 17. oktober 1868. Belgien, Frankrig, Tyskland, Nederlandene og Schweiz er medlemmer. Den anmoder om læseadgang for internationale organisationer i overensstemmelse med punkt 2.2. i bilag I til delegeret forordning (EU) 2020/473, jf. anmodning ved brev af 17. oktober 2022.

(5) CCNR samarbejder med Unionen på grundlag af en administrativ aftale fra 2003 og en yderligere administrativ ordning fra 2013. På dette grundlag yder CCNR teknisk bistand til Unionen i forbindelse med gennemførelsen af markedsobservationer, herunder undersøgelser af arbejdsmarkedet for indre vandveje. CCNR fungerer også som sekretariat for Det Europæiske Udvalg for Udarbejdelse af Standarder for Sejlads på Indre Vandveje (CESNI), som fastsætter standarder for sejlads på indre vandveje. I denne rolle bistår CCNR CESNI med faktuel viden, statistik og støtte med hensyn til indhold. At give CCNR adgang til den europæiske besætningsdatabase vil derfor tjene til at føre statistik og lette evalueringen af direktiv (EU) 2017/2397, jf. direktivets artikel 25, stk. 2.

(6) For at kunne føre statistik og lette evalueringen af direktiv (EU) 2017/2397 har CCNR ikke brug for adgang til personoplysninger, men kun til aggregerede statistiske data. Den europæiske besætningsdatabase indeholder bestemmelser om adgang, der kun gør det muligt at se sådanne aggregerede statistiske data, som CCNR har brug for. I sit brev af 17. oktober 2022 forsikrer CCNR desuden om, at den ikke råder over en tilsvarende database, som den kunne give adgang til, jf. artikel 25, stk. 4, i direktiv (EU) 2017/2397.

(7) Efter at have vurderet CCNR's anmodning mener Kommissionen, at CCNR bør have adgang til den europæiske besætningsdatabase –

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Centralkommissionen for Sejlads på Rhinen gives adgang til aggregerede statistiske data i den europæiske besætningsdatabase. Adgangen omfatter ikke adgang til personoplysninger.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 1. februar 2024. På Kommissionens vegne Ursula von der Leyen Formand

Versioner

  1. 2024-02-01