Rådets afgørelse (EU) 2024/420 af 23. januar 2024 om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Stabiliserings- og Associeringsrådet EU-Albanien til nedsættelsen af blandede rådgivende udvalg med henholdsvis Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget og ændringen af Stabiliserings- og Associeringsrådets forretningsorden
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/420@2024-01-23/da
Indhold
- Indledning
- UDKAST til AFGØRELSE nr. …/… TRUFFET AF STABILISERINGS- OG ASSOCIERINGSRÅDET EU-ALBANIEN den … om nedsættelse af blandede rådgivende udvalg med henholdsvis Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Den Europæiske Unions Regionsudvalg og om ændring af Stabiliserings- og Associeringsrådets forretningsorden
- (2) a)
- Artikel 1
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 217 sammenholdt med artikel 218, stk. 9,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Albanien på den anden side (aftalen) blev indgået af Unionen ved Rådets og Kommissionens afgørelse 2009/332/EF, Euratom og trådte i kraft den 1. april 2009.
(2) Ved aftalens artikel 116 oprettes et stabiliserings- og associeringsråd (Stabiliserings- og Associeringsrådet).
(3) Ved aftalens artikel 117, stk. 2, foreskrives det, at Stabiliserings- og Associeringsrådet skal fastsætte sin forretningsorden.
(4) Ved aftalens artikel 120, stk. 4, foreskrives det, at Stabiliserings- og Associeringsrådet kan beslutte at nedsætte andre særlige udvalg eller instanser til at bistå det i udførelsen af dets hverv. Den foreskriver også, at Stabiliserings- og Associeringsrådet i sin forretningsorden skal fastsætte de nærmere retningslinjer for sådanne udvalgs og instansers sammensætning og opgaver samt for deres funktionsmåde.
(5) De albanske myndigheder har udtrykt interesse for at nedsætte to blandede rådgivende udvalg, ét med Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og ét med Regionsudvalget.
(6) Formålet med de påtænkte blandede rådgivende udvalg er at bistå Stabiliserings- og Associeringsrådet med henblik på at fremme en dialog og et samarbejde mellem henholdsvis arbejdsmarkedsparter og andre civilsamfundsorganisationer i Unionen og i Albanien og mellem lokale og regionale myndigheder i Unionen og i Albanien.
(7) Unionen indledte tiltrædelsesforhandlinger med Albanien den 19. juli 2022. Intensiveringen af den politiske dialog inden for rammerne af aftalen vil gavne Albaniens fremskridt på dets EU-vej, navnlig ved at styrke forbindelserne mellem myndigheder på lokalt og regionalt plan samt med arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer i Unionen og i Albanien.
(8) De påtænkte blandede rådgivende udvalg med henholdsvis Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget bør derfor nedsættes ved en ændring af Stabiliserings- og Associeringsrådets forretningsorden, jf. aftalens artikel 120, stk. 4.
(9) Det er derfor hensigtsmæssige at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Stabiliserings- og Associeringsrådet til ændringen af Stabiliserings- og Associeringsrådets forretningsorden, da denne ændring vil få retsvirkninger for Unionen —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den holdning, som skal indtages på Unionens vegne i Stabiliserings- og Associeringsrådet oprettet ved artikel 116 i stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Albanien på den anden side (Stabiliserings- og Associeringsrådet) til nedsættelsen af blandede rådgivende udvalg med henholdsvis Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget og ændringen af Stabiliserings- og Associeringsrådets forretningsorden, baseres på det udkast til Stabiliserings- og Associeringsrådets afgørelse, der er knyttet til nærværende afgørelse. Mindre ændringer af nævnte udkast til afgørelse kan godkendes af Unionens repræsentanter, uden at Rådet træffer yderligere afgørelse.
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Bruxelles, den 23. januar 2024. På Rådets vegne D. Clarinval Formand
UDKAST til AFGØRELSE nr. …/… TRUFFET AF STABILISERINGS- OG ASSOCIERINGSRÅDET EU-ALBANIEN den … om nedsættelse af blandede rådgivende udvalg med henholdsvis Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Den Europæiske Unions Regionsudvalg og om ændring af Stabiliserings- og Associeringsrådets forretningsorden
STABILISERINGS- OG ASSOCIERINGSRÅDET HAR —
under henvisning til stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Albanien på den anden side (aftalen), særlig artikel 120, stk. 4, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Dialogen og samarbejdet mellem arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer samt mellem lokale og regionale myndigheder i Den Europæiske Union og i Republikken Albanien (Albanien) kan i høj grad bidrage til udviklingen af deres forbindelser og de europæiske integrationsbestræbelser.
(2) Det er hensigtsmæssigt at tilrettelægge et sådant samarbejde ved at nedsætte to blandede rådgivende udvalg:
(2) a)
et udvalg mellem Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på den ene side og arbejdsmarkedets parter og andre organisationer i civilsamfundet i Albanien på den anden side, og
b)
et udvalg mellem Den Europæiske Unions Regionsudvalg på den ene side og valgte repræsentanter for de lokale og regionale myndigheder i Albanien på den anden side.
(3) Stabiliserings- og Associeringsrådets forretningsorden, der blev vedtaget ved afgørelse nr. 1/2009, bør derfor ændres for i henhold til aftalens artikel 120, stk. 4, at nedsætte det påtænkte blandede rådgivende udvalg med Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og det påtænkte blandede rådgivende udvalg med Den Europæiske Unions Regionsudvalg —
TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:
Artikel 1
I afgørelse nr. 1/2009 tilføjes følgende artikler:
Artikel 1
Artikel 14 Det Blandede Rådgivende Udvalg med Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
1. Der nedsættes herved et blandet rådgivende udvalg med Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, som har til opgave at bistå stabiliserings- og associeringsrådet med henblik på at fremme dialogen og samarbejdet mellem arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer i Den Europæiske Union og i Albanien. Dialogen og samarbejdet omfatter alle relevante aspekter af forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Albanien, som opstår under gennemførelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen. Dialogen og samarbejdet tager især sigte på følgende:
a) forberedelse af arbejdsgivere, arbejdstagere og andre civilsamfundsorganisationer i Albanien på at fungere inden for rammerne af et fremtidigt medlemskab af Den Europæiske Union
b) forberedelse af arbejdsgivere, arbejdstagere og andre civilsamfundsorganisationer i Albanien på deres deltagelse i arbejdet i Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg efter Albaniens tiltrædelse
c) udveksling af oplysninger om aktuelle emner af gensidig interesse, især status over tiltrædelsesprocessen, samt forberedelsen af arbejdsgivere, arbejdstagere og andre civilsamfundsorganisationer i Albanien på denne proces
d) fremme af udvekslingen af erfaringer og skabelse af en struktureret dialog mellem arbejdsgivere, arbejdstagere og andre civilsamfundsorganisationer i Albanien og arbejdsgivere, arbejdstagere og andre civilsamfundsorganisationer i medlemsstaterne, herunder etablering af netværker på særlige områder, hvor direkte kontakt og samarbejde kan vise sig at være den mest effektive måde at løse særlige problemer på
e) drøftelse af alle andre spørgsmål, der opstår i forbindelse med gennemførelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen, herunder i forbindelse med Albaniens tiltrædelsesproces.
2. Det Blandede Rådgivende Udvalg med Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg består af seks repræsentanter for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og seks repræsentanter for arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer i Albanien. Der kan også indkaldes observatører til at deltage.
3. Det Blandede Rådgivende Udvalg med Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg udfører sine opgaver på grundlag af stabiliserings- og associeringsrådets høring eller, hvad angår fremme af dialogen mellem erhvervslivet og arbejdsmarkedets parter, på eget initiativ.
4. Medlemmerne vælges med henblik på at sikre, at Det Blandede Rådgivende Udvalg med Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg i størst mulig grad afspejler de forskellige arbejdsmarkedsparter og andre civilsamfundsorganisationer i både Den Europæiske Union og Albanien. Albaniens regering foretager den officielle udnævnelse af de albanske medlemmer på grundlag af forslag fra arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer. Forslagene baseres på inklusive og gennemsigtige udvælgelsesprocedurer blandt arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer.
5. Formandskabet for Det Blandede Rådgivende Udvalg med Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg varetages i fællesskab af et medlem af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og en repræsentant for arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer i Albanien.
6. Det Blandede Rådgivende Udvalg med Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtager sin forretningsorden.
7. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på den ene side og Albaniens regering på den anden side afholder hver især de udgifter til personale, rejser og underhold, de har som følge af deres delegeredes deltagelse i møder i Det Blandede Rådgivende Udvalg og i dets arbejdsgrupper.
8. Andre udgifter i forbindelse med tilrettelæggelsen af møderne afholdes af den part, der er vært for møderne.
Artikel 15 Det Blandede Rådgivende Udvalg med Den Europæiske Unions Regionsudvalg
1. Der nedsættes hermed et blandet rådgivende udvalg med Den Europæiske Unions Regionsudvalg, som har til opgave at bistå stabiliserings- og associeringsrådet med henblik på at fremme dialogen og samarbejdet mellem lokale og regionale myndigheder i Den Europæiske Union og i Albanien. Dialogen og samarbejdet omfatter alle relevante aspekter af forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Albanien, som opstår under gennemførelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen. Dialogen og samarbejdet tager især sigte på følgende:
a) forberedelse af de lokale og regionale myndigheder i Albanien på at fungere inden for rammerne af et fremtidigt medlemskab af Den Europæiske Union
b) forberedelse af de lokale og regionale myndigheder i Albanien på deres deltagelse i Den Europæiske Unions Regionsudvalgs (Regionsudvalgets) arbejde efter Albaniens tiltrædelse
c) udveksling af oplysninger om aktuelle emner af gensidig interesse, især om status for Unionens regionalpolitik og tiltrædelsesprocessen samt forberedelse af de lokale og regionale myndigheder i Albanien på disse politikker og denne proces
d) fremme af en multilateral struktureret dialog mellem lokale og regionale myndigheder i Albanien og lokale og regionale myndigheder i Den Europæiske Unions medlemsstater (medlemsstaterne), herunder etablering af netværker på særlige områder, hvor direkte kontakter og samarbejde mellem lokale og regionale myndigheder i Albanien og lokale og regionale myndigheder i medlemsstaterne kan vise sig at være den mest effektive måde at løse særlige problemer af fælles interesse på
e) regelmæssig udveksling af oplysninger om mellemregionalt samarbejde mellem lokale og regionale myndigheder i Albanien og lokale og regionale myndigheder i medlemsstaterne
f) fremme af udvekslingen af erfaringer og viden inden for regionalpolitik og strukturinterventioner mellem lokale og regionale myndigheder i Albanien og lokale og regionale myndigheder i medlemsstaterne, især knowhow og metoder til udarbejdelsen af lokale og regionale udviklingsplaner og -strategier og den bedst mulige anvendelse af førtiltrædelses- og strukturfondene
g) bistand til de lokale og regionale myndigheder i Albanien gennem udveksling af oplysninger angående den praktiske gennemførelse af nærhedsprincippet i alle aspekter af samfundslivet på lokalt og regionalt plan
h) drøftelse af alle andre spørgsmål, der opstår i forbindelse med gennemførelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen, herunder i forbindelse med Albaniens tiltrædelsesproces.
2. Det Blandede Rådgivende Udvalg med Regionsudvalget består af otte repræsentanter for Regionsudvalget på den ene side og otte valgte repræsentanter for lokale og regionale myndigheder i Albanien på den anden side. Det blandede rådgivende udvalg kan med et flertal af sine medlemmer fra Regionsudvalget og et flertal af sine medlemmer fra Albanien træffe afgørelse om at ændre antallet af repræsentanter. Antallet af repræsentanter for Regionsudvalget og Albanien skal forblive ligeligt og må ikke overstige tretten medlemmer. Der udpeges samme antal suppleanter.
3. Det Blandede Rådgivende Udvalg med Regionsudvalget udfører sit arbejde i samråd med stabiliserings- og associeringsrådet eller, hvad angår fremme af dialogen mellem lokale og regionale myndigheder, på eget initiativ.
4. Det Blandede Rådgivende Udvalg med Regionsudvalget kan fremsætte henstillinger til stabiliserings- og associeringsrådet.
5. Medlemmerne vælges med henblik på at sikre, at Det Blandede Rådgivende udvalg med Regionsudvalget i størst mulig grad afspejler de forskellige niveauer inden for lokale og regionale myndigheder i både Den Europæiske Union og i Albanien. Albaniens regering foretager officielle indstillinger af albanske medlemmer på grundlag af forslag fra organisationer, der repræsenterer lokale og regionale myndigheder i Albanien og sikrer politisk pluralisme og kønsbalance. Disse forslag baseres på inklusive og gennemsigtige udvælgelsesprocedurer blandt repræsentanter, der er valgt ved lokale eller regionale valg.
6. Det Blandede Rådgivende Udvalg med Regionsudvalget vedtager sin forretningsorden.
7. Formandskabet for Det Blandede Rådgivende Udvalg med Regionsudvalget varetages i fællesskab af et medlem af Regionsudvalget og en repræsentant for de lokale og regionale myndigheder i Albanien.
8. Regionsudvalget på den ene side og Albaniens regering på den anden side afholder hver især navnlig de udgifter til rejser og underhold, de har som følge af deres delegeredes og ledsagende personales deltagelse i møder i Det Blandede Rådgivende Udvalg med Regionsudvalget.
9. Andre udgifter i forbindelse med tilrettelæggelsen af møderne afholdes af den part, der er vært for møderne.
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft den første dag i den anden måned efter vedtagelsen.
Udfærdiget i …, den … På Stabiliserings- og Associeringsrådets vegne Formand