Rådets afgørelse (EU) 2024/444 af 29. januar 2024 om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne på Verdenshandelsorganisationens 13. ministerkonference til inkorporeringen af aftalen om investeringsfremme til udvikling i overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/444@2024-01-29/da
Indhold
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Marrakeshoverenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO-overenskomsten) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 94/800/EF og trådte i kraft den 1. januar 1995.
(2) I medfør af artikel X:9 i WTO-overenskomsten kan Verdenshandelsorganisationens ministerkonference (WTO) ved konsensus beslutte at inkorporere en aftale i bilag 4 til WTO-overenskomsten.
(3) WTO's 13. ministerkonference, som finder sted den 26.-29. februar 2024, vil kunne træffe en beslutning om at inkorporere aftalen om investeringsfremme til udvikling i bilag 4 til WTO-overenskomsten.
(4) Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på WTO's 13. ministerkonference, da beslutningen får bindende virkning for Unionen.
(5) Forhandlinger om en aftale om investeringsfremme til udvikling blev formelt indledt i september 2020. Kommissionen førte forhandlingerne på Unionens vegne. Forhandlingerne blev afsluttet den 6. juli 2023.
(6) Da ikke alle WTO-medlemmer deltog i forhandlingerne, har de WTO-medlemmer, der deltog i forhandlingerne, til hensigt at indsende en anmodning til ministerkonferencen om at inkorporere aftalen om investeringsfremme til udvikling som en plurilateral aftale i bilag 4 til WTO-overenskomsten. Unionen bør være part i denne anmodning som et forberedende skridt til en mulig beslutning på ministerkonferencen —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på WTO's 13. ministerkonference, er at tilslutte sig den konsensus, som WTO-medlemmerne er nået frem til for så vidt angår inkorporeringen af aftalen om investeringsfremme til udvikling i bilag 4 til WTO-overenskomsten.
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Bruxelles, den 29. januar 2024. På Rådets vegne H. Lahbib Formand