Gelex

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/459 af 1. februar 2024 om oprettelse af konsortium for en europæisk digital infrastruktur for netværksforbundne lokale digitale tvillinger til CitiVERSE (LDT CitiVERSE EDIC)

GældendeVersion 2024-02-01fra 2024-02-07
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/459@2024-02-01/da

Indhold
  1. Indledning
    1. Artikel 1
    2. Artikel 2
  2. ANNEX
  3. BILAG VÆSENTLIGE ELEMENTER I VEDTÆGTERNE FOR LDT CitiVERSE EDIC
  4. 1)
    1. Artikel 2 Navn, hjemsted og arbejdssprog
  5. 2)
    1. Artikel 30 Varighed
    2. Artikel 31 Afvikling
  6. 3)
    1. Artikel 22 Ansvar og forsikring
  7. 4)
    1. Artikel 21 Fritagelse for moms og punktafgifter

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2022/2481 af 14. december 2022 om etablering af politikprogrammet for det digitale årti 2030, særlig artikel 14, stk. 3, litra a), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Afgørelse (EU) 2022/2481 giver Kommissionen beføjelse til at oprette konsortier for en europæiske digital infrastruktur (EDIC'er).

(2) Den 20. december 2023 opfordrede Estland, Frankrig, Kroatien, Letland, Portugal, Slovenien og Spanien Kommissionen til at oprette konsortium for en europæisk digital infrastruktur for netværksforbundne lokale digitale tvillinger til CitiVERSE (LDT CitiVERSE EDIC). Tjekkiet tilsluttede sig denne anmodning den 4. januar.

(3) Som værtsmedlemsstat har Spanien afgivet en erklæring i overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, litra d), i afgørelse (EU) 2022/2481, hvori det anerkender LDT CitiVERSE EDIC som et internationalt organ som omhandlet i artikel 143, stk. 1, litra g), og artikel 151, stk. 1, litra b), i Rådets direktiv 2006/112/EF, og som en international organisation, som omhandlet i artikel 11, stk. 1, litra b), i Rådets direktiv (EU) 2020/262, fra datoen for EDIC'ets oprettelse.

(4) Kommissionen vurderede ansøgningen i henhold til artikel 14, stk. 2, i afgørelse (EU) 2022/2481 og konkluderede, at den opfyldte betingelserne i artikel 13-21 i afgørelse (EU) 2022/2481.

(5) I overensstemmelse med artikel 14, stk. 3, i afgørelse (EU) 2022/2481 er det udvalg, som er nedsat i henhold til nævnte afgørelses artikel 23, stk. 1, blevet hørt om oprettelsen af LDT CitiVERSE EDIC, og det har afgivet en positiv udtalelse.

(6) Kunstig intelligens (AI) er en central drivkraft i udviklingen og udrulningen af lokale digitale tvillinger, der hjælper byerne med at operere mere effektivt. Da Europa-Kommissionen er i spidsen for indsatsen for at støtte ansvarlig innovation inden for pålidelig kunstig intelligens, vil LDT CitiVERSE EDIC støtte et nyt område for anvendelse af innovative tiltag inden for kunstig intelligens og give udviklere af kunstig intelligens og nyetablerede virksomheder nye muligheder.

(7) LDT CitiVERSE EDIC's opgave er at implementere netværksforbundne lokale digitale tvillinger til CitiVERSE i området for flerlandeprojekter for europæisk fælles datainfrastruktur og AI-tjenester. LDT CitiVERSE EDIC skal i forbindelse med sine aktiviteter på området udvikle en delt fælles aktion for EU-medlemsstaterne med henblik på at indføre et stærkt digitalt økosystem baseret på delte infrastrukturkomponenter og de mest avancerede datateknologier, AI-baserede tjenester og tilknyttede elementer for cloudbaserede intelligente samfund.

(8) Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Det Digitale Årti, der er nedsat i medfør af artikel 23, stk. 1, i afgørelse (EU) 2022/2481 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1. Herved oprettes konsortium for en europæisk digital infrastruktur for netværksforbundne lokale digitale tvillinger til CitiVERSE (LDT CitiVERSE EDIC).

2. LDT CitiVERSE EDIC har status som juridisk person og har i hver medlemsstat den mest vidtgående rets- og handleevne, der tildeles retlige enheder i henhold til den pågældende medlemsstats ret. Det kan blandt andet erhverve, besidde og afhænde løsøre, fast ejendom og intellektuel ejendomsret, indgå aftaler og være part i retssager.

3. De væsentlige elementer i vedtægterne for LDT CitiVERSE EDIC, som er aftalt mellem medlemsstaterne, er knyttet som bilag til denne afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 1. februar 2024. På Kommissionens vegne Ursula von der Leyen Formand

ANNEX

BILAG VÆSENTLIGE ELEMENTER I VEDTÆGTERNE FOR LDT CitiVERSE EDIC

1) Svarer til artikel 17, stk. 1, litra c), i afgørelse (EU) 2022/2481:

[…]

1)

Artikel 2 Navn, hjemsted og arbejdssprog

2. EDIC'ets navn, som er omhandlet i stk. 1, er Konsortium for en europæisk digital infrastruktur for netværksforbundne lokale digitale tvillinger til CitiVERSE (Networked Local Digital Twins towards a CitiVERSE EDIC), i det følgende benævnt LDT CitiVERSE EDIC.

3. LDT CitiVERSE EDIC har sit vedtægtsmæssige hjemsted i Valencia (Spanien).

2) Svarer til artikel 17, stk. 1, litra d), i afgørelse (EU) 2022/2481:

2)

Artikel 30 Varighed

1. LDT CitiVERSE EDIC oprettes på ubestemt tid.

Artikel 31 Afvikling

1. Afviklingen af LDT CitiVERSE EDIC besluttes på generalforsamlingen i overensstemmelse med artikel 11.

2. Uden unødigt ophold og under alle omstændigheder senest ti dage efter vedtagelsen af beslutningen om at afvikle LDT CitiVERSE EDIC underretter LDT CitiVERSE EDIC Europa-Kommissionen herom.

3. Tilbageværende aktiver, når LDT CitiVERSE EDIC har betalt sin gæld, fordeles blandt deltagerne i forhold til deres akkumulerede årlige bidrag til LDT CitiVERSE EDIC, jf. artikel 10, eller overføres til en anden retlig enhed, hvis denne enhed fortsætter EDIC'ets aktiviteter.

4. Når afviklingen er afsluttet, underretter LDT CitiVERSE EDIC uden unødigt ophold og under alle omstændigheder senest ti dage herefter Europa-Kommissionen herom.

3) Svarer til artikel 17, stk. 1, litra e), i afgørelse (EU) 2022/2481:

3)

Artikel 22 Ansvar og forsikring

1. EDIC'et hæfter for sin gæld.

2. Deltagernes finansielle ansvar for LDT CitiVERSE EDIC's gæld er begrænset til deres respektive bidrag til EDIC'et som angivet i bilag III.

3. Den Europæiske Union hæfter ikke for LDT CitiVERSE EDIC's gæld.

4) Svarer til artikel 17, stk. 1, litra i), i afgørelse (EU) 2022/2481:

4)

Artikel 21 Fritagelse for moms og punktafgifter

1. Momsfritagelser på grundlag af artikel 143, stk. 1, litra g), og artikel 151, stk. 1, litra b), i Rådets direktiv 2006/112/EF er begrænset til indkøb foretaget af LDT CitiVERSE EDIC og dettes medlemmer til LDT CitiVERSE EDIC's officielle og eksklusive brug, forudsat at disse indkøb alene foretages til LDT CitiVERSE EDIC's ikkeøkonomiske aktiviteter i overensstemmelse med dets aktiviteter.

2. Momsfritagelser er begrænset til indkøb på over 300 EUR.

3. Fritagelser for punktafgifter på grundlag af artikel 11, stk. 1, litra b), i Rådets direktiv (EU) 2020/262 er begrænset til LDT CitiVERSE EDIC's indkøb til LDT CitiVERSE EDIC's officielle og eksklusive brug, forudsat at disse indkøb alene foretages til LDT CitiVERSE EDIC's ikkeøkonomiske aktiviteter i overensstemmelse med dets aktiviteter, og at indkøbet er på over 300 EUR.

Versioner

  1. 2024-02-01