Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/766 af 1. marts 2024 om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1119 for så vidt angår beregningen af CO2-besparelserne og den statistiske fejlmargin for visse hybride elkøretøjer med ikke-ekstern opladning (EØS-relevant tekst)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2024/766@2024-03-01/da
Indhold
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/631 af 17. april 2019 om fastsættelse af præstationsnormer for nye personbilers og nye lette erhvervskøretøjers CO2-emissioner og om ophævelse af forordning (EF) nr. 443/2009 og (EU) nr. 510/2011, særlig artikel 11, stk. 4, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Den 25. juli 2023 indgav fabrikanten BMW AG (ansøgeren) i overensstemmelse med artikel 12a i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 725/2011 som gældende på nævnte dato en anmodning om ændring af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1119 med henblik på at tilpasse beregningen af CO2-besparelserne og den statistiske fejlmargin for visse hybride elkøretøjer med ikke-ekstern opladning til den metode, der er fastsat i Kommissionens forordning (EU) 2017/1151.
(2) Forordning (EU) 2017/1151 som ændret ved Kommissionens forordning (EU) 2023/443 omfatter en alternativ tilgang til korrektion af ubalancen i batteriopladning i visse hybride elkøretøjer med ikke-ekstern opladning, der er baseret på en generisk emissionsfaktor afhængigt af motortypen. Ansøgeren anmodede om tilladelse til at anvende denne tilgang til beregning af CO2-besparelserne og den statistiske fejlmargin for den innovative teknologi, der blev godkendt ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1119.
(3) I betragtning af ansøgerens argumenter bør den prøvningsmetode, der er fastsat i bilaget til gennemførelsesafgørelsen (EU) 2019/1119, ændres for at sikre, at køretøjsfabrikanter, der anvender den alternative tilgang, der blev indført ved forordning (EU) 2023/443, ikke udsættes for en unødig prøvningsbyrde, når de ansøger om certificering af CO2 -besparelser i overensstemmelse med gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1119.
(4) Skønt ansøgeren anmodede om at anvende den alternative tilgang baseret på en generatorvirkningsgrad på 0,67, er det hensigtsmæssigt at følge fremgangsmåden som fastsat i forordning (EU) 2017/1151 konsekvent og anvende den alternative tilgang baseret på en generatorvirkningsgrad på 1 til bestemmelse af CO2-besparelserne og den statistiske fejlmargin samt at tilpasse prøvningsmetoden i bilaget til gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1119 i overensstemmelse hermed.
(5) Gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1119 bør derfor ændres —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Bilaget til gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1119 ændres som angivet i bilaget til nærværende afgørelse.
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 1. marts 2024. På Kommissionens vegne Ursula von der Leyen Formand
ANNEX
BILAG
I bilaget til gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1119 foretages følgende ændringer:
1. I punkt 4.1.2 tilføjes følgende afsnit: Alternativt kan de samlede CO2-besparelser ved belysningspakken efter anmodning fra fabrikanten beregnes i overensstemmelse med den prøvningsmetode, der er beskrevet i punkt 4.1.1., med koefficienten η A sat til 1.
2. I punkt 4.2.2. tilføjes følgende afsnit efter formel 9: Hvis den prøvningsmetode, der er omhandlet i punkt 4.1.2, sidste afsnit, anvendes, skal den statistiske fejlmargin for belysningspakken beregnes i overensstemmelse med punkt 4.2.1, med koefficienten ηΑ sat til 1.