Gelex

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2025/349 af 21. februar 2025 om forlængelse af godkendelsen af spinosad til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 18, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 (EØS-relevant tekst)

GældendeVersion 2025-02-21fra 2025-03-16
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2025/349@2025-02-21/da

Indhold
  1. Indledning
    1. Artikel 1
    2. Artikel 2

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter, særlig artikel 14, stk. 5,

efter høring af Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Spinosad blev optaget i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF som et aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 18. I henhold til artikel 86 i forordning (EU) nr. 528/2012 betragtedes det derfor indtil den 31. oktober 2022 som godkendt i henhold til nævnte forordning og under overholdelse af de krav, der er fastsat i bilag I til direktiv 98/8/EF.

(2) Der blev i overensstemmelse med artikel 13, stk. 1, i forordning (EU) nr. 528/2012 indgivet to ansøgninger om fornyelse af godkendelsen af spinosad til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 18 (ansøgningerne) den 27. april 2021 og den 28. april 2021.

(3) Nederlandenes kompetente vurderingsmyndighed meddelte den 13. september 2021 Kommissionen, at den i henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning (EU) nr. 528/2012 havde truffet afgørelse om, at det var nødvendigt at foretage en fuldstændig vurdering af ansøgningerne. I henhold til artikel 8, stk. 1, i nævnte forordning skal den kompetente vurderingsmyndighed foretage en fuldstændig vurdering af ansøgningen senest 365 dage efter dens validering.

(4) Den kompetente vurderingsmyndighed kan, hvis det er relevant, stille krav om, at ansøgeren fremlægger tilstrækkelige oplysninger til at foretage vurderingen, jf. artikel 8, stk. 2, i forordning (EU) nr. 528/2012. I så fald stilles fristen på 365 dage i bero for en periode, der ikke må overstige 180 dage i alt, medmindre en længere suspension er begrundet i arten af de anmodede oplysninger eller særlige omstændigheder.

(5) Senest 270 dage efter modtagelsen af en anbefaling fra den kompetente vurderingsmyndighed skal Det Europæiske Kemikalieagentur udarbejde en udtalelse om fornyet godkendelse af aktivstoffet og fremlægge den for Kommissionen, jf. artikel 14, stk. 3, i forordning (EU) nr. 528/2012.

(6) Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/1489 blev godkendelsen af spinosad til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 18 forlænget til den 30. april 2025 for at give tilstrækkelig tid til at behandle ansøgningerne.

(7) Den 26. september 2024 meddelte den kompetente vurderingsmyndighed Kommissionen, at der er behov for en yderligere forlængelse af godkendelsen på grund af forsinkelser i vurderingen af ansøgningerne, og foreslog, at godkendelsen forlænges med yderligere to et halvt år.

(8) Det må derfor antages, at godkendelsen — af årsager, der ikke kan tilskrives ansøgerne — vil udløbe, inden der er truffet afgørelse om fornyelse heraf. Derfor bør den gældende godkendelse forlænges i tilstrækkelig lang tid til, at ansøgningerne kan behandles. Under hensyntagen til fristerne for den kompetente vurderingsmyndigheds vurdering, for Det Europæiske Kemikalieagenturs udarbejdelse og fremlæggelse af sin udtalelse og den tid, der er nødvendig for, at Kommissionen kan træffe afgørelse om, hvorvidt godkendelsen af spinosad til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 18 skal fornyes, bør godkendelsen forlænges til den 31. oktober 2027.

(9) Efter forlængelsen af godkendelsen er spinosad fortsat godkendt til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 18, under forudsætning af at betingelserne i bilag I til direktiv 98/8/EF overholdes —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Godkendelsen af spinosad til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 18 som fastsat i gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/1489 forlænges indtil den 31. oktober 2027.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. februar 2025. På Kommissionens vegne Ursula von der Leyen Formand

Versioner

  1. 2025-02-21