Rådets afgørelse (EU) 2026/1132 af 18. maj 2026 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af protokollen om ændring af Europarådets konvention om forebyggelse af terrorisme
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2026/1132@2026-05-18/da
Indhold
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 83, stk. 1, sammenholdt med artikel 218, stk. 5,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Rådet bemyndigede den 15. maj 2023 Kommissionen til på Den Europæiske Unions vegne at deltage i forhandlingerne om revision eller ændring af Europarådets konvention om forebyggelse af terrorisme (konventionen) med henblik på at ændre definitionen af terrorhandlinger i konventionen. Forhandlingerne blev afsluttet med et positivt resultat ved parafering af protokollen om ændring af Europarådets konvention om forebyggelse af terrorisme (protokollen).
(2) Den 9. juli 2025 vedtog Europarådets Ministerkomité protokollen og noterede sig den forklarende rapport. Den 10. december 2025 nåede Europarådets Ministerkomité til enighed om at åbne protokollen for undertegnelse den 26. maj 2026 i Strasbourg i Frankrig.
(3) Protokollen er i overensstemmelse med Unionens sikkerhedsmål som omhandlet i artikel 67, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), nemlig gennem indbyrdes tilnærmelse af straffelovgivningen for at sikre et højt sikkerhedsniveau med henblik på at forebygge og bekæmpe kriminalitet, herunder terrorisme.
(4) Protokollen ændrer konventionen ved at ændre den definition af terrorhandling, der er fastsat i konventionens artikel 1 (den ændrede definition).
(5) Den ændrede definition imødekommer behovet for at vedtage en bredere og mere passende retlig definition af terrorhandling i Europarådet med henblik på at tackle nuværende og fremtidige udfordringer i forbindelse med terrorbekæmpelse.
(6) Den ændrede definition har til hensyn at skabe en væsentlig merværdi for forebyggelse af terrorisme og de negative virkninger heraf samt for internationalt samarbejde, herunder det retlige samarbejde, den gensidige retshjælp og udleveringsanmodningerne mellem de stater, der er parter i protokollen og konventionen.
(7) Med sin deltagelse i forhandlingerne på Unionens vegne har Kommissionen sikret, at protokollen er forenelig med de relevante EU-regler. Navnlig er den ændrede definition forenelig og i overensstemmelse med definitionen af terrorhandling i EU-retten som fastsat i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541.
(8) Protokollens præambel bekræfter, at alle de foranstaltninger, der er truffet i protokollen for at forebygge eller bekæmpe terrorhandlinger, skal være i overensstemmelse med de relevante menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, navnlig dem, der er nedfældet i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, samt andre forpligtelser i henhold til folkeretten, herunder, hvor det er relevant, den humanitære folkeret. Dette er i overensstemmelse med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og Unionens forpligtelser i henhold til folkeretten.
(9) Da Unionen er part i konventionen, er protokollen åben for undertegnelse og ratificering af Unionen. Unionen bør blive part i protokollen sammen med sine medlemsstater, da Unionen og medlemsstaterne har kompetencer på de områder, der er omfattet af den konvention, som protokollen ændrer. Unionen har med vedtagelsen af direktiv (EU) 2017/541 udøvet sin kompetence. På områder med delt kompetence bevarer medlemsstaterne deres kompetence, for så vidt protokollen ikke berører fælles EU-regler eller ændrer deres rækkevidde. Nærværende afgørelse berører ikke medlemsstaternes undertegnelse af protokollen i overensstemmelse med deres interne procedurer.
(10) En hurtig undertegnelse af protokollen fra Unionens side har til formål at fremhæve Unionens støtte til en paneuropæisk definition af terrorhandling, hvilket forventes at styrke den regionale og internationale terrorbekæmpelsesindsats. En hurtig undertegnelse af protokollen har også til formål at lette protokollens rettidige ikrafttræden.
(11) I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til TEUF, deltager Irland ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.
(12) I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.
(13) Protokollen bør derfor undertegnes på Unionens vegne —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Undertegnelsen af protokollen om ændring af Europarådets konvention om forebyggelse af terrorisme på Den Europæiske Unions vegne godkendes hermed med forbehold af indgåelsen af nævnte protokol.
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft dagen efter vedtagelsen.
Udfærdiget i Bruxelles, den 18. maj 2026. På Rådets vegne K. Kallas Formand