Gelex

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2026/1182 af 26. maj 2026 om forlængelse af den foranstaltning, som Ungarns nationale center for folkesundhed og farmaci har truffet med henblik på tilladelse til tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af det biocidholdige produkt Biobor JF i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 (meddelt under nummer C(2026) 3295) (Kun den ungarske udgave er autentisk)

GældendeVersion 2026-05-26fra 2026-05-27
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2026/1182@2026-05-26/da

Indhold
  1. Indledning
    1. Artikel 1
    2. Artikel 2

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter, særlig artikel 55, stk. 1, tredje afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Den 28. oktober 2025 vedtog Ungarns nationale center for folkesundhed og farmaci (den ungarske kompetente myndighed) en afgørelse i overensstemmelse med artikel 55, stk. 1, første afsnit, i forordning (EU) nr. 528/2012 med henblik på tilladelse indtil den 25. april 2026 til tilgængeliggørelse på markedet og professionelle brugeres anvendelse af det biocidholdige produkt Biobor JF til antimikrobiel behandling af brændstoftanke og brændstofsystemer i luftfartøjer (foranstaltningen). Den ungarske kompetente myndighed gav i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 55, stk. 1, andet afsnit, Kommissionen og de øvrige medlemsstaters kompetente myndigheder meddelelse om foranstaltningen og begrundelsen herfor.

(2) Ifølge oplysningerne fra den ungarske kompetente myndighed var foranstaltningen nødvendig for at beskytte folkesundheden. Mikrobiologisk kontaminering af brændstoftanke og brændstofsystemer i luftfartøjer forårsages af mikroorganismer såsom bakterier, skimmel og gær, der vokser i stillestående vand og lever af kulbrinter i brændstoffet i grænsefladen mellem brændstof og vand. Uden behandling kan mikrobiologisk kontaminering af brændstoftanke og brændstofsystemer i luftfartøjer føre til funktionsfejl i luftfartøjets motor og bringe luftfartøjets luftdygtighed i fare og dermed bringe passagerernes og besætningens sikkerhed i fare. Det er derfor af afgørende betydning at opdage, forebygge og behandle mikrobiologisk kontaminering for at undgå driftsproblemer med luftfartøjer.

(3) Biobor JF indeholder reaktionsmasse af 2,2'-[(1-methylpropan-1,3-diyl)bis(oxy)]bis[4-methyl-1,3,2-dioxaborinan] og 2,2'-oxybis(4,4,6-trimethyl-1,3,2-dioxaborinan) som aktivstof. Biobor JF er et biocidholdigt produkt af produkttype 6 (konserveringsmidler for produkter under opbevaring) som defineret i bilag V til forordning (EU) nr. 528/2012. Reaktionsmasse af 2,2'-[(1-methylpropan-1,3-diyl)bis(oxy)]bis[4-methyl-1,3,2-dioxaborinan] og 2,2'-oxybis(4,4,6-trimethyl-1,3,2-dioxaborinan) er ikke blevet vurderet til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 6. Da dette stof ikke er opført blandt de kombinationer af stof og produkttype, der indgår i undersøgelsesprogrammet af 17. marts 2022 i bilag II til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1062/2014, er det ikke omfattet af arbejdsprogrammet for systematisk undersøgelse af alle eksisterende aktivstoffer i biocidholdige produkter, der er omhandlet i forordning (EU) nr. 528/2012. Artikel 89 i forordning (EU) nr. 528/2012, der giver medlemsstaterne mulighed for fortsat at anvende deres gældende ordning eller praksis for at gøre et givet biocidholdigt produkt tilgængeligt på markedet eller tage dette i brug, finder derfor ikke anvendelse på det pågældende aktivstof, der skal vurderes og godkendes, før biocidholdige produkter, der indeholder det, kan blive godkendt også på nationalt plan.

(4) Den 12. november 2025 modtog Kommissionen i overensstemmelse med artikel 55, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 528/2012 en begrundet anmodning fra den ungarske kompetente myndighed om tilladelse til at forlænge foranstaltningen. Den begrundede anmodning blev fremsat på grundlag af bekymringer for, at mikrobiologisk kontaminering af brændstoftanke og brændstofsystemer i luftfartøjer fortsat kan bringe luftfartssikkerheden i fare, og med den begrundelse, at Biobor JF er af afgørende betydning for at kunne bekæmpe en sådan mikrobiologisk kontaminering.

(5) Ifølge oplysninger fra den ungarske kompetente myndighed blev det eneste alternative biocidholdige produkt, som luftfartøjs- og flymotorproducenterne havde anbefalet til behandling af mikrobiologisk kontaminering, nemlig Kathon™ FP 1.5, trukket tilbage fra markedet i marts 2020 på grund af alvorlige problemer med flymotoradfærd, der blev bemærket efter behandling af flymotorer med det pågældende produkt. Biobor JF er derfor det eneste tilgængelige produkt til denne anvendelse, som anbefales af luftfartøjs- og flymotorproducenter.

(6) Som anført af den ungarske kompetente myndighed er det ikke altid muligt at foretage mekanisk behandling af mikrobiologisk kontaminering af luftfartøjers brændstoftanke og brændstofsystemer, og de procedurer, som anbefales af motorproducenterne, kræver behandling med et biocidholdigt produkt, selv når det er muligt at foretage mekanisk rensning. Hertil kommer, at mekanisk behandling ville udsætte arbejdstagerne for giftige gasser og derfor bør undgås.

(7) Producenten af Biobor JF har taget skridt i retning af at søge om godkendelse af produktet. En ansøgning om godkendelse af det aktivstof, som Biobor JF indeholder, blev indgivet i juni 2025 til Det Europæiske Kemikalieagentur. Godkendelsen af aktivstoffet og godkendelsen af det biocidholdige produkt ville udgøre en langsigtet løsning, men der er behov for betydelig tid til at fuldføre de respektive godkendelsesprocedurer.

(8) Manglende bekæmpelse af mikrobiologisk kontaminering af brændstoftanke og brændstofsystemer i luftfartøjer kan bringe luftfartssikkerheden i fare, og faren kan ikke i tilstrækkelig grad kontrolleres ved at anvende et andet biocidholdigt produkt eller gennem nogen andre metoder. Det er derfor hensigtsmæssigt at tillade den ungarske kompetente myndighed at forlænge foranstaltningen til efter den 25. april 2026.

(9) Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Ungarns nationale center for folkesundhed og farmaci kan forlænge foranstaltningen med henblik på tilladelse til tilgængeliggørelse på markedet for og professionelle brugeres anvendelse af det biocidholdige produkt Biobor JF til antimikrobiel behandling af brændstoftanke og brændstofsystemer i luftfartøjer indtil den 28. oktober 2027.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Ungarns nationale center for folkesundhed og farmaci.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. maj 2026. På Kommissionens vegne Olivér Várhelyi Medlem af Kommissionen

Versioner

  1. 2026-05-26