Gelex

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2026/2073 af 11. september 2026 om godkendelse af undtagelser fra Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2026/467 for så vidt angår betingelserne for støtteberettigelse til forsvarsprodukter inden for rammerne af finansiel bistand til Ukraine

GældendeVersion 2026-09-11fra 2026-09-15
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2026/2073@2026-09-11/da

Indhold
  1. Indledning
    1. Artikel 1
    2. Artikel 2

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2026/467 af 24. februar 2026 om gennemførelse af et forstærket samarbejde om oprettelsen af støttelånet til Ukraine for 2026 og 2027, særlig artikel 13, stk. 5, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I overensstemmelse med artikel 14 i forordning (EU) 2026/467 skal Ukraine udarbejde en tidsplan for hver aktivitet, udgift eller foranstaltning vedrørende et forsvarsprodukt eller et andet produkt til forsvarsformål, hvortil det har til hensigt at anmode om bistand, for at støtte sine forsvarsindustrielle kapaciteter i henhold til artikel 8, stk. 2, litra a), nr. iii), i forordning (EU) 2026/467.

(2) En sådan tidsplan skal indeholde en beskrivelse af forsvarsproduktet eller det andet produkt til forsvarsformål og oplysninger om overholdelse af betingelserne for støtteberettigelse i artikel 13 i forordning (EU) 2026/467.

(3) Ved artikel 13, stk. 5, i forordning (EU) 2026/467 er der fastsat undtagelser for Ukraine fra betingelserne for støtteberettigelse for så vidt angår forsvarsprodukter. Kommissionen skal godkende sådanne undtagelser ved hjælp af gennemførelsesretsakter, idet den tager hensyn til rådgivning, ekspertise og støtte fra Ekspertgruppen vedrørende Ukraines Forsvarsindustrielle Kapaciteter, og i afventning af en positiv udtalelse fra det udvalg, der er omhandlet i nævnte forordnings artikel 27.

(4) Den 18. august 2026 forelagde Ukraine i overensstemmelse med artikel 14 i forordning (EU) 2026/467 Kommissionen en produkttidsplan (den 19. produkttidsplan) klassificeret på et niveau svarende til RESTREINT UE/EU RESTRICTED i overensstemmelse med Kommissionens afgørelse (EU, Euratom) 2015/444 vedrørende små droner (de pågældende forsvarsprodukter).

(5) For de pågældende forsvarsprodukter anmodede Ukraine om at blive omfattet af undtagelsen i artikel 13, stk. 5, litra a), i forordning (EU) 2026/467 for så vidt angår omkostningerne til komponenter til sådanne produkter, som har oprindelse uden for Unionen, EØS-EFTA-landene og Ukraine, jf. nævnte forordnings artikel 13, stk. 4, litra g).

(6) Til støtte for sin anmodning fremlagde Ukraine oplysninger for at påvise, at der er et presserende behov for de pågældende forsvarsprodukter som reaktion på Ruslands angrebskrig. Ukraine understregede navnlig betydningen af disse produkter i en situation med intensiverede angreb fra Ruslands side på civile mål og kritisk infrastruktur, opskalering af Ruslands produktionskapacitet og Ruslands forventede yderligere mobilisering af militært personel. Dette pres forstærkes ved manglen på forsvarsbistand til Ukraine som følge af reduktionen af den bilaterale støtte fra partnerlandene i 2026. De pågældende forsvarsprodukter vil derfor gøre det muligt for Ukraine at imødegå intensiverede angreb fra Rusland i dets angrebskrig, sikre bedre beskyttelse af civil og kritisk infrastruktur samt modtage produkter, der er uundværlige på det operationelle og strategiske plan.

(7) Ukraine fremlagde desuden oplysninger, der viser, at der ikke findes et tilsvarende produkt, der imødekommer landets presserende behov, og som opfylder betingelserne i artikel 13, stk. 4, litra g), i forordning (EU) 2026/467, som vil være tilgængeligt i det nødvendige omfang. Det er relevant at bemærke, at Ukraine i parallelle procedurer er i færd med at indkøbe tilsvarende forsvarssystemer og -produkter, der opfylder kravene i artikel 13, stk. 4, herunder kravene til omkostningerne til komponenter. Ukraine forklarede, at forsyningen af produkter, der imødekommer de operationelle behov til den specifikke type små droner, er udtømt, jf. forordningens artikel 13, stk. 4, litra g), og at alternative leverandører ikke vil være i stand til at levere i det omfang, der er nødvendigt for at opfylde Ukraines presserende behov.

(8) Ukraine dokumenterede desuden, at leveringstiden for de pågældende forsvarsprodukter vil stå i et rimeligt forhold til situationens hastende karakter og Ukraines umiddelbare operationelle behov. Der forudses i produkttidsplanen korte leveringstider, hvor alle leverancer forventes afsluttet inden udgangen af 2026.

(9) Den 26. august 2026 hørte Kommissionen Ekspertgruppen vedrørende Ukraines Forsvarsindustrielle Kapaciteter, der er nedsat på grundlag af artikel 15 i forordning (EU) 2026/467, om Ukraines undtagelsesanmodning og modtog rådgivning samme dato.

(10) I lyset af ovennævnte omstændigheder og under hensyntagen til rådgivningen fra Ekspertgruppen vedrørende Ukraines Forsvarsindustrielle Kapaciteter finder Kommissionen, at betingelserne for undtagelsen i artikel 13, stk. 5, i forordning (EU) 2026/467 er opfyldt. Den undtagelse, som Ukraine anmodede om den 18. august 2026, bør derfor godkendes.

(11) Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 27, stk. 1, i forordning (EU) 2026/467.

(12) I betragtning af den hastende karakter af Ukraines behov for at fremskaffe de pågældende forsvarsprodukter, og for at muliggøre en hurtig gennemførelse af undtagelsen bør denne afgørelse træde i kraft på dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende –

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Kommissionen godkender anvendelsen af undtagelserne i overensstemmelse med artikel 13, stk. 5, litra a), i forordning (EU) 2026/467, som Ukraine anmodede om i den 19. produkttidsplan, som Kommissionen modtog den 18. august 2026.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. september 2026. På Kommissionens vegne Ursula von der Leyen Formand

Versioner

  1. 2026-09-11