Gelex

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2026/2153 af 28. september 2026 om tilladelse til Slovakiet til at godkende biocidholdige produkter, der indeholder ethylenoxid, til beskyttelse af kulturarv (meddelt under dokument C(2026) 6723) (Kun den slovakiske udgave er autentisk)

GældendeVersion 2026-09-28fra 2026-09-29
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/EU/decision/2026/2153@2026-09-28/da

Indhold
  1. Indledning
    1. Artikel 1
    2. Artikel 2

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter, særlig artikel 55, stk. 3,

efter høring af Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ethylenoxid i produkttype 2 (produkter til desinfektionsmidler og algedræbende midler, som ikke er beregnet til direkte anvendelse på mennesker eller dyr), som defineret i bilag V til forordning (EU) nr. 528/2012, var omfattet af det arbejdsprogram for systematisk undersøgelse af alle eksisterende aktivstoffer i biocidholdige produkter, der er omhandlet i nævnte forordning, som fastsat i bilag II til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1062/2014. Der blev indgivet en ansøgning om godkendelse af ethylenoxid i produkttype 2 den 1. december 2009.

(2) Det blev ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2025/1074 konstateret, at det repræsentative produkt, der var omfattet af ansøgningen om godkendelse, ikke var omfattet af anvendelsesområdet for forordning (EU) nr. 528/2012, og at ethylenoxid derfor ikke burde godkendes som et aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 2.

(3) I henhold til artikel 55, stk. 3, i forordning (EU) nr. 528/2012 indgav Slovakiet den 9. december 2025 en ansøgning til Kommissionen om at blive undtaget fra artikel 19, stk. 1, litra a), i nævnte forordning, hvori landet bad om at få tilladelse til at godkende biocidholdige produkter, der indeholder ethylenoxid, til beskyttelse af kulturarv, herunder arkivsamlinger.

(4) Ifølge oplysningerne fra Slovakiet er det afgørende at anvende ethylenoxid for at beskytte arkiver og andre kulturarvsgenstande, da det synes at være den eneste effektive metode til at bekæmpe de mange forskellige skadegørere, der kan true sådanne genstande. Mikrobiologisk kontaminering er en af de største risikofaktorer, der truer visse kulturarvsgoder. Aktiv biologisk kontaminering er skadelig for de berørte materialer, som gennemgår en omfattende forringelse af funktionaliteten gennem tab af styrke, ændringer i farve eller dannelse af farvepletter. Ifølge Slovakiet udgør det øgede indhold af sporer af mikroorganismer i luften for personer, der håndterer disse materialer (arkivister, bibliotekarer, restauratorer, forskere eller andre ansatte), en betydelig ugunstig faktor, der fører til allergier, bronkitis og andre patologier. Spredning af kontaminering og truslen mod hele samlinger er en væsentlig risiko. Hvis en kontamineret genstand ikke behandles tilstrækkeligt, kan den blive en kilde til spredning af kontaminering til andre, endnu ikke kontaminerede, genstande i samlingen. Ifølge Slovakiet kan ukontrolleret kontaminering på museer og i arkiver og gallerier, hvor genstande opbevares tæt sammen, hurtigt ødelægge et stort antal værdifulde artefakter, da der opstår en dominoeffekt.

(5) Ifølge Slovakiet findes der ingen egnede alternativer til behandling af kulturarvsgenstande, herunder arkivmateriale. Med hensyn til arkivmateriale er afstøvning og polering med ethanol kun effektiv til lokal kontaminering og overfladekontaminering, men ikke til intern kontaminering, da denne metode kan ændre visse trykfarver og pigmenter, kræver langvarig og forsigtig behandling og derfor ikke er egnet til behandling af omfattende svampeangreb. Anoksi er effektiv mod insekter, men ineffektiv mod skimmel og bakterier. Gammastråling er en teknik, der er vanskelig at anvende, da den kræver særligt udstyr. Desuden har gammastråling vist sig at forårsage betydelig nedbrydning af cellulose, hvilket i væsentlig grad reducerer dokumenters stabilitet og holdbarhed. Teknikker med lave temperaturer (frysning) kan standse skimmelvækst, men er ikke effektive mod sporer.

(6) Som anført af Slovakiet i ansøgningen anvendes der produkter, der indeholder ethylenoxid, ved gasdesinfektion foretaget af uddannede fagfolk. På grund af de farlige egenskaber ved ethylenoxid foretages desinfektion med produkter, der indeholder ethylenoxid, udelukkende i desinfektionskamre i specialiserede anlæg, der overholder strenge sikkerhedsregler og miljøstandarder. Hvert af de anlæg, der er bygget til formålet, er udstyret med et rensningssysten (abator), som forhindrer udledning af ethylenoxid til atmosfæren. Efter desinfektion gennemføres en passende lang ventilationsfase for at fjerne gasrester fra genstandene. Forudsat at alle kontrolprocedurer, forskrifter og personaleinstrukser følges, er anvendelsen af denne teknologi sikker.

(7) Oplysningerne og begrundelsen i Slovakiets ansøgning viser, at det er afgørende at anvende ethylenoxid for at beskytte kulturarven, og at der i øjeblikket ikke findes egnede alternativer til behandling af kulturarvsgenstande i Slovakiet, da alle de alternative teknikker, der i øjeblikket er til rådighed, enten ikke er tilstrækkeligt effektive eller kan forårsage skade på de behandlede materialer.

(8) På grundlag af oplysningerne og begrundelserne i Slovakiets ansøgning er det passende at konkludere, at ethylenoxid er afgørende for at beskytte kulturarven i Slovakiet, og at der på nuværende tidspunkt ikke findes egnede alternativer. Slovakiet bør derfor have tilladelse til at godkende tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter, der indeholder ethylenoxid, til beskyttelse af kulturarv –

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Slovakiet kan godkende biocidholdige produkter, der indeholder ethylenoxid, til at beskytte kulturarv indtil den 31. juli 2031.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Den Slovakiske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. september 2026. På Kommissionens vegne Olivér Várhelyi Medlem af Kommissionen

Versioner

  1. 2026-09-28