Rådets henstilling af 21. oktober 2024 om Grækenlands økonomiske, budgetmæssige, beskæftigelsesmæssige og strukturelle politikker C/2024/6815
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Meddelelse
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/notice/C/2024/6815/oj@2024-10-21/da
Indhold
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,
som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,
som henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1263 af 29. april 2024 om effektiv samordning af de økonomiske politikker og om multilateral budgetovervågning samt om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1466/97, særlig artikel 3, stk. 3,
som henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer, særlig artikel 6, stk. 1,
som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,
som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,
som henviser til konklusioner fra Det Europæiske Råd,
som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,
som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,
som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,
som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og
som tager følgende i betragtning:
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/241, der oprettede genopretnings- og resiliensfaciliteten (faciliteten), trådte i kraft den 19. februar 2021. Faciliteten yder finansiel støtte til medlemsstaterne til gennemførelsen af reformer og investeringer og bidrager således med en finanspolitisk impuls finansieret af Unionen. I overensstemmelse med prioriteterne for det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker bidrager faciliteten til den økonomiske og sociale genopretning og til gennemførelsen af bæredygtige reformer og investeringer, navnlig reformer og investeringer, der skal fremme den grønne og den digitale omstilling og gøre medlemsstaternes økonomier mere modstandsdygtige. Den bidrager også til at styrke de offentlige finanser og sætte skub i vækst og jobskabelse på mellemlang og lang sigt samt til at forbedre den territoriale samhørighed i Unionen og støtte den fortsatte gennemførelse af den europæiske søjle for sociale rettigheder.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/435 (REPowerEU-forordningen), der blev vedtaget den 27. februar 2023, tager sigte på en udfasning af Unionens afhængighed af import af russiske fossile brændstoffer. Dette vil bidrage til energisikkerhed og diversificering af Unionens energiforsyning og samtidig øge udbredelsen af vedvarende energi, energilagringskapaciteten og energieffektiviteten. Grækenland tilføjede et nyt REPowerEU-kapitel til sin nationale genopretnings- og resiliensplan for at finansiere vigtige reformer og investeringer, der vil bidrage til at nå REPowerEU-målene.
(3) Den 16. marts 2023 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse med titlen EU's konkurrenceevne på lang sigt efter 2030 for at give input til den politiske beslutningstagning og skabe gode rammebetingelser for at øge væksten. I meddelelsen opstilles der ni gensidigt forstærkende indsatsområder til fremme af konkurrenceevnen. Blandt disse indsatsområder udgør adgang til privat kapital, forskning og innovation, uddannelse og færdigheder og et velfungerende indre marked særligt vigtige politiske prioriteter, som bør være genstand for reformer og investeringer med henblik på at håndtere de aktuelle produktivitetsmæssige udfordringer samt styrke Unionens og medlemsstaternes langsigtede konkurrenceevne. Den 14. februar 2024 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse med titlen Årlig rapport om det indre marked og konkurrenceevnen 2024. I denne meddelelse gennemgås de konkurrencemæssige styrker og udfordringer, der præger det europæiske indre marked, og der gøres status over den årlige udvikling med udgangspunkt i de ni udpegede indsatsområder for konkurrenceevnen.
(4) Den 21. november 2023 vedtog Kommissionen den årlige undersøgelse af bæredygtig vækst 2024, som markerede starten på det europæiske semester 2024 for samordning af de økonomiske politikker. Den 22. marts 2024 godkendte Det Europæiske Råd prioriteterne i den årlige undersøgelse af bæredygtig vækst 2024, som er struktureret omkring de fire dimensioner af konkurrencedygtig bæredygtighed. Den 21. november 2023 vedtog Kommissionen på grundlag af forordning (EU) nr. 1176/2011 ligeledes rapporten om varslingsmekanismen 2024, hvori Grækenland blev udpeget som en af de medlemsstater, der kan være berørt eller kan være i risiko for at blive berørt af ubalancer, og for hvilken der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse. Samme dag vedtog Kommissionen en udtalelse om Grækenlands udkast til budgetplan 2024. Kommissionen vedtog også en henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet samt et forslag til den fælles beskæftigelsesrapport 2024, hvori gennemførelsen af retningslinjerne for beskæftigelsen og principperne for den europæiske søjle for sociale rettigheder analyseres. Rådet vedtog henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet (henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet 2024) den 12. april 2024 og den fælles beskæftigelsesrapport den 11. marts 2024.
(5) Den 30. april 2024 trådte Unionens nye ramme for økonomisk styring i kraft. Rammen omfatter den nye forordning (EU) 2024/1263 om effektiv samordning af de økonomiske politikker og om multilateral budgetovervågning, Rådets ændrede forordning (EF) nr. 1467/97 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud samt Rådets ændrede direktiv 2011/85/EU om krav til medlemsstaternes budgetmæssige rammer. Formålet med den nye ramme for økonomisk styring er at fremme sunde og holdbare offentlige finanser, bæredygtig og inklusiv vækst og modstandsdygtighed gennem reformer og investeringer samt forhindre uforholdsmæssigt store offentlige underskud. Den nye ramme for økonomisk styring fremmer også det nationale ejerskab og lægger større vægt på det mellemfristede sigte, samtidig med at der fokuseres på en mere effektiv og sammenhængende håndhævelse. Hver medlemsstat skal forelægge Rådet og Kommissionen en national mellemfristet plan for finans- og strukturpolitiske tiltag. En national mellemfristet plan for finans- og strukturpolitiske tiltag indeholder en medlemsstats finanspolitiske tilsagn samt reform- og investeringstilsagn og dækker en planlægningsperiode på fire eller fem år afhængigt af den nationale valgperiodes normale varighed. Nettoudgiftskursen i de nationale mellemfristede planer for finans- og strukturpolitiske tiltag skal stemme overens med kravene i forordning (EU) 2024/1263, herunder kravene om, at den offentlige gæld bringes eller fastholdes på en troværdig nedadgående kurs ved udgangen af tilpasningsperioden, eller om, at den forbliver på et forsvarligt niveau på under 60 % af bruttonationalproduktet (BNP), og om, at det offentlige underskud bringes og/eller fastholdes under traktatens referenceværdi på 3 % af BNP på mellemlang sigt. Hvis en medlemsstat giver tilsagn om at gennemføre et sæt relevante reformer og investeringer i overensstemmelse med kriterierne i forordning (EU) 2024/1263, kan tilpasningsperioden forlænges med op til tre år. Til støtte for udarbejdelsen af disse nationale mellemfristede planer for finans- og strukturpolitiske tiltag offentliggjorde Kommissionen den 21. juni 2024 en vejledning om de oplysninger, som medlemsstaterne skal fremlægge i deres nationale mellemfristede planer for finans- og strukturpolitiske tiltag og i deres årlige statusrapporter. I overensstemmelse med artikel 5 og 36 i forordning (EU) 2024/1263 meddelte Kommissionen medlemsstaterne referencekurser og tekniske oplysninger, hvor det var relevant. Medlemsstaterne skal forelægge deres nationale mellemfristede planer for finans- og strukturpoliske tiltag senest den 20. september 2024, medmindre medlemsstaten og Kommissionen bliver enige om at forlænge fristen med en rimelig periode. I overensstemmelse med deres nationale retlige rammer kan medlemsstaterne drøfte deres udkast til mellemfristede planer med deres nationale parlamenter, anmode de uafhængige finanspolitiske institutioner om at afgive en udtalelse og gennemføre en høring af arbejdsmarkedets parter og andre nationale interessenter.
(6) I 2024 forløber det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker fortsat sideløbende med gennemførelsen af faciliteten. At gennemføre genopretnings- og resiliensplanerne fuldt ud er fortsat et vigtigt element i opfyldelsen af de politiske prioriteter under det europæiske semester, eftersom planerne bidrager effektivt til at håndtere alle eller en betydelig del af de udfordringer, der er identificeret i de relevante landespecifikke henstillinger, der er blevet udstedt i de senere år. De landespecifikke henstillinger fra 2019, 2020, 2022 og 2023 er fortsat lige relevante for de genopretnings- og resiliensplaner, der er blevet revideret, ajourført eller ændret i henhold til artikel 14, 18 og 21 i forordning (EU) 2021/241.
(7) Den 27. april 2021 indgav Grækenland sin nationale genopretnings- og resiliensplan til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 18, stk. 1, i forordning (EU) 2021/241. Kommissionen har i medfør af artikel 19 i forordning (EU) 2021/241 vurderet genopretnings- og resiliensplanens relevans, effektivitet, virkningsfuldhed og sammenhæng i overensstemmelse med vurderingsretningslinjerne i bilag V til nævnte forordning. Den 13. juli 2021 vedtog Rådet en gennemførelsesafgørelse om godkendelse af vurderingen af Grækenlands genopretnings- og resiliensplan, som blev ændret den 8. december 2023 i henhold til artikel 18, stk. 2, i forordning (EU) 2021/241 for at ajourføre det maksimale finansielle bidrag til den ikketilbagebetalingspligtige finansielle støtte samt for at tilføje kapitlet om REPowerEU. Tilrådighedsstillelsen af trancher er betinget af, at Kommissionen i overensstemmelse med artikel 24, stk. 5, i forordning (EU) 2021/241 har vedtaget en afgørelse om, at Grækenland på tilfredsstillende vis har opfyldt de relevante milepæle og mål, der er anført i Rådets gennemførelsesafgørelse. En tilfredsstillende opfyldelse forudsætter, at opfyldelsen af forudgående milepæle og mål ikke er blevet tilbagerullet.
(8) Den 30. april 2024 forelagde Grækenland sit nationale reformprogram for 2024 og sit stabilitetsprogram for 2024 i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1466/97. Det nationale reformprogram for 2024 afspejler i overensstemmelse med artikel 27 i forordning (EU) 2021/241 også Grækenlands halvårlige rapportering om de fremskridt, der er gjort med opfyldelsen af genopretnings- og resiliensplanen.
(9) Den 19. juni 2024 offentliggjorde Kommissionen landerapporten for Grækenland 2024. Heri foretages der en vurdering af Grækenlands fremskridt med gennemførelsen af de relevante landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget af Rådet mellem 2019 og 2023, og der gøres status over Grækenlands gennemførelse af genopretnings- og resiliensplanen. På grundlag af denne analyse er der i landerapporten udpeget mangler med hensyn til de udfordringer, som enten ikke håndteres eller kun håndteres delvist i genopretnings- og resiliensplanen, ligesom der også afdækkes nye udfordringer. Rapporten indeholder også en vurdering af Grækenlands fremskridt med gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder og opfyldelsen af Unionens overordnede mål vedrørende beskæftigelse, færdigheder og fattigdomsbekæmpelse samt af fremskridtene med gennemførelsen af De Forenede Nationers verdensmål for bæredygtig udvikling.
(10) Kommissionen har foretaget en dybdegående undersøgelse for Grækenland i henhold til artikel 5 i forordning (EU) nr. 1176/2011. De væsentligste resultater af Kommissionens undersøgelse af de makroøkonomiske sårbarheder i Grækenland med henblik på nævnte forordning blev offentliggjort i april 2024. Den 19. juni 2024 konkluderede Kommissionen, at Grækenland er berørt af makroøkonomiske ubalancer, efter at der blev konstateret uforholdsmæssigt store ubalancer i 2023. Grækenland står navnlig over for sårbarheder relateret til høj offentlig gæld og en stor beholdning af misligholdte lån i en situation med høj arbejdsløshed, og disse sårbarheder er fortsat relevante, men er aftaget markant og forventes at aftage yderligere. Stillingen over for udlandet er fortsat svag. Den offentlige gældskvote er fortsat med at falde, og selv om den fortsat er høj med næsten 162 % i 2023, synes de kortsigtede risici for gældsholdbarheden at være begrænsede. Den nominelle vækst i BNP har været en vigtig drivkraft bag den hastigt faldende gældskvote i de senere år, og den forventede yderligere forbedring af budgetsaldoen ventes at sikre, at den fortsætter med at falde. Underskuddet på betalingsbalancens løbende poster, som steg markant i årene 2020-2022, blev betydeligt indsnævret i 2023, men er fortsat højt på baggrund af en kraftig indenlandsk efterspørgsel. Der ventes kun marginale forbedringer af de løbende poster i år og næste år, da den robuste vækst i investeringerne ventes at holde importen på et højt niveau. Den stærkt negative nettostilling over for udlandet (NIIP) i forhold til BNP blev også forbedret sidste år som følge af en høj nominel vækst i BNP, men den er fortsat den svageste i Unionen. Antallet af misligholdte lån er faldet kraftigt i de seneste år og fortsatte med at falde i 2023, men afviklingen af misligholdte lån uden for banksektoren er fortsat langsom, og de tynger derfor fortsat økonomien. Beskæftigelsen steg, og arbejdsløsheden faldt yderligere, men er stadig forholdsvis høj. Efter flere års vedholdende politiske tiltag og omfattende strukturreformer er de identificerede sårbarheder blevet tydeligt mindsket. Det er fortsat vigtigt at opretholde den forsigtige finanspolitiske kurs og fortsætte den rettidige gennemførelse af genopretnings- og resiliensplanen for at forbedre konkurrenceevnen og genoprette balancen i økonomien, herunder med hensyn til stillingen over for udlandet.
(11) Ifølge data valideret af Eurostat faldt Grækenlands offentlige underskud fra 2,5 % af BNP i 2022 til 1,6 % i 2023, mens den offentlige gæld faldt fra 172,7 % af BNP ved udgangen af 2022 til 161,9 % ved udgangen af 2023.
(12) Den 12. juli 2022 henstillede Rådet, at Grækenland i 2023 skulle træffe foranstaltninger for at sikre en forsigtig finanspolitik, navnlig ved at begrænse væksten i nationalt finansierede primære løbende udgifter til under den potentielle produktionsvækst på mellemlang sigt, under hensyntagen til fortsat midlertidig og målrettet støtte til de husholdninger og virksomheder, som er mest sårbare over for stigninger i energipriserne, og til personer på flugt fra Ukraine. Samtidig blev det henstillet, at Grækenland skulle tilpasse de løbende udgifter til den omskiftelige situation. Det blev også henstillet til Grækenland at øge de offentlige investeringer i den grønne og den digitale omstilling og i energisikkerhed under hensyntagen til REPowerEU-initiativet, herunder ved at anvende faciliteten og andre EU-midler. Ifølge Kommissionens skøn var den finanspolitiske kurs i 2023 ekspansiv med 0,5 % af BNP i en situation med høj inflation. Væksten i nationalt finansierede primære løbende udgifter (ekskl. diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden) i 2023 indebar et kontraktivt bidrag på 0,6 % af BNP til den finanspolitiske kurs, hvilket er i overensstemmelse med Rådets henstilling af 12. juli 2022. Det kontraktive bidrag fra nationalt finansierede primære løbende udgifter skyldtes reduktionen på 2,7 % af BNP i omkostningerne ved (målrettede og generelle) nødstøtteforanstaltninger til husholdninger og virksomheder som reaktion på energiprisstigninger. De vigtigste drivkræfter bag væksten i de nationalt finansierede primære løbende udgifter (ekskl. diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden) var sociale overførsler, herunder pensioner. Udgifter finansieret af tilskud under faciliteten og andre EU-midler beløb sig til 2,5 % af BNP i 2023. Nationalt finansierede investeringer udgjorde 2,6 % af BNP i 2023, hvilket svarer til en stigning på 0,2 procentpoint i forhold til 2022. Grækenland finansierede yderligere investeringer ved hjælp af faciliteten og andre EU-midler. Grækenland finansierede offentlige investeringer i den grønne og den digitale omstilling og i energisikkerhed såsom støtte til udbredelsen af nye vedvarende energikilder til elnettet, der fremmes gennem opgradering af transmissionsinfrastrukturen, og ydelse af finansiel bistand til små og mellemstore virksomheder for at sætte dem i stand til at indføre digitale løsninger. Disse offentlige investeringer finansieres gennem faciliteten og andre EU-midler.
(13) Ifølge stabilitetsprogrammet for 2024 forventes der i det makroøkonomiske scenario, der ligger til grund for budgetfremskrivningerne, en realvækst i BNP på 2,5 % i 2024 og 2,6 % i 2025, mens inflationen målt ved det harmoniserede forbrugerprisindeks (HICP) forventes at ligge på 2,6 % i 2024 og 2,0 % i 2025. Det offentlige underskud ventes at falde til 1,2 % af BNP i 2024 og 0,9 % af BNP i 2025, mens den offentlige gældskvote ventes at falde til 152,7 % ved udgangen af 2024 og 146,3 % ved udgangen af 2025. Stabilitetsprogrammet for 2024 indeholder ingen budgetfremskrivninger efter 2025.
(14) Ifølge Kommissionens forårsprognose 2024 ventes det reale BNP at stige med 2,2 % i 2024 og 2,3 % i 2025, mens inflationen målt ved HICP ventes at være på 2,8 % i 2024 og 2,1 % i 2025.
(15) Ifølge Kommissionens forårsprognose 2024 ventes det offentlige underskud at udgøre 1,2 % af BNP i 2024, mens den offentlige gældskvote vil falde til 153,9 % ved udgangen af 2024. Faldet i underskuddet i 2024 afspejler hovedsagelig den afdæmpede vækst i de sociale ydelser i forhold til væksten i indtægterne. Ifølge Kommissionens skøn vil den finanspolitiske kurs være ekspansiv med 0,3 % af BNP i 2024.
(16) Ifølge Kommissionens forårsprognose 2024 forventes der at blive finansieret udgifter via ikketilbagebetalingspligtig støtte (tilskud) under faciliteten i 2024 svarende til 1,5 % af BNP sammenlignet med 1,0 % af BNP i 2023. De udgifter, der finansieres med tilskud under faciliteten, vil muliggøre investeringer af høj kvalitet og produktivitetsfremmende reformer, uden at dette har direkte indvirkning på Grækenlands offentlige saldo eller gæld. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2024 forventes under 0,1 % af BNP at blive finansieret via lån fra faciliteten i både 2023 og 2024.
(17) Den 14. juli 2023 henstillede Rådet, at Grækenland skulle sikre en forsigtig finanspolitik, navnlig ved at begrænse den nominelle stigning i nationalt finansierede primære nettoudgifter i 2024 til højst 2,6 %. Medlemsstaterne blev i forbindelse med gennemførelsen af deres budgetter for 2023 og udarbejdelsen af deres udkast til budgetplaner for 2024 opfordret til at tage hensyn til, at Kommissionen ville foreslå Rådet at indlede underskudsbaserede procedurer i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud på grundlag af de endelige data for 2023. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2024 forventes Grækenlands nationalt finansierede primære nettoudgifter at stige med 1,8 % i 2024, hvilket er under den anbefalede maksimale vækstrate. Dette er i overensstemmelse med Rådets henstilling.
(18) Derudover henstillede Rådet, at Grækenland skulle træffe foranstaltninger med henblik på at afvikle de gældende energistøttenødforanstaltninger hurtigst muligt i 2023 og 2024 og bruge de deraf følgende besparelser til at nedbringe det offentlige underskud. Rådet henstillede endvidere, at hvis nye stigninger i energipriserne nødvendiggør nye eller fortsatte støtteforanstaltninger, skulle Grækenland sikre, at sådanne støtteforanstaltninger er rettet mod at beskytte sårbare husholdninger og virksomheder, er finanspolitisk overkommelige og opretholder incitamenter til energibesparelser. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2024 forventes nettobudgetomkostningerne ved energistøttenødforanstaltninger at udgøre 0,0 % af BNP i 2023, 0,1 % i 2024 og 0,1 % i 2025. Navnlig antages det, at det forhøjede varmetilskud og tilbageførslen af en særlig afgift på diesel til landbrugerne fortsat vil være gældende i 2024 og 2025, om end med en mindre indvirkning. Energistøttenødforanstaltningerne er blevet afviklet i 2023 og 2024. Dette er i overensstemmelse med Rådets henstilling.
(19) Rådet henstillede også, at Grækenland bevarer nationalt finansierede offentlige investeringer og sikrer en effektiv udnyttelse af tilskud under faciliteten og af andre EU-midler, navnlig for at fremme den grønne og den digitale omstilling. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2024 forventes de nationalt finansierede offentlige investeringer at falde fra 2,6 % af BNP i 2023 til 2,4 % af BNP i 2024. Dette skyldes timingen af programmeringsperioden for Unionens strukturfonde. Navnlig antages Unionens medfinansieringssats for investeringerne under det nye program at være højere end for investeringerne i den foregående programmeringsperiode. Det fører til et fald i de medfinansierede nationale udgifter til investeringer. Den finanspolitiske tilpasning i 2024 skyldes ikke primært faldet i investeringerne. Under hensyntagen til disse yderligere faktorer vurderes de offentlige investeringer i 2024 at være i overensstemmelse med Rådets henstilling. Samtidig forventes de offentlige investeringer, der finansieres med EU-midler, herunder tilskud under faciliteten, at stige fra 2,5 % af BNP i 2023 til 3,4 % af BNP i 2024.
(20) På grundlag af de politiske foranstaltninger, der var kendt på skæringsdatoen for prognosen, og under antagelse af en uændret politik forventes det offentlige underskud ifølge Kommissionens forårsprognose 2024 at udgøre 0,8 % af BNP i 2025. Det lavere underskud i 2025 afspejler hovedsagelig faldet i renteudgifterne og den afdæmpede vækst i de offentlige lønudgifter. Den offentlige gældskvote ventes at falde til 149,3 % ved udgangen af 2025. Faldet i gældskvoten i 2025 afspejler hovedsagelig et stigende primært overskud og den nominelle vækst i BNP samt stock-flow-tilpasninger. En forsigtig finanspolitik bør også bidrage til at styrke stillingen over for udlandet.
(21) Med udgangspunkt i bedste praksis og de reformer, der er iværksæt som led i genopretnings- og resiliensplanen, herunder en ny reform, der yderligere skal styrke Grækenlands indsats for at bekæmpe skatteunddragelse, kan den skattepolitiske ramme styrkes yderligere for at sætte Grækenland i stand til at tiltrække flere investeringer og dermed mindske investeringsunderskuddet, der fortsat er betydeligt. Navnlig kunne indførelsen af et mere omfattende system med forhåndstilsagn på skatteområdet i overensstemmelse med Unionens bedste praksis give skatteyderne en åben indsigt i den eksisterende skattelovgivning og dermed give investorerne større retssikkerhed. En øget indsats for at udvide kapaciteten i den uafhængige myndighed for offentlige indtægter kan desuden bidrage til at sikre en større overholdelse af skattereglerne.
(22) Grækenland har fortsat taget skridt til at modernisere sin offentlige forvaltning, men der er stadig potentiale til at øge effektiviteten yderligere. Som følge af den væsentlige tilpasning efter 2010 er den offentlige forvaltnings størrelse og omkostninger stort set blevet tilpasset EU-gennemsnittet. Grækenlands offentlige lønudgifter forblev stabile i 2023 på 10,8 % af BNP, hvilket er lidt over EU-gennemsnittet (10,2 % af BNP). Tilpasningen af løntillæg, herunder for stillinger med ledelsesansvar, der trådte i kraft i begyndelsen af 2024, blev anvendt i hele den offentlige forvaltning og var i overensstemmelse med den fælles lønramme. For at sikre fortsatte fremskridt er det afgørende at: sikre fortsat anvendelse af den fælles lønramme, samtidig med at det nuværende personaleniveau opretholdes ved fortsat at anvende én ind, én ud-reglen for fastansat personale og bibeholde det loft for midlertidigt ansatte, der blev indført i 2022. Genopretnings- og resiliensplanen omfatter foranstaltninger til at gøre den offentlige forvaltning mere effektiv, herunder i form af en ramme for flerniveaustyring, der blev vedtaget i 2023. Med henblik på de forventede forbedringer i koordineringen mellem det centrale, regionale og lokale niveau forventes denne ramme, herunder de planlagte styringsstrukturer og informationssystemer, at træde i kraft i løbet af 2024.
(23) I overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, litra b), i forordning (EU) 2021/241 og med bilag V, kriterium 2.2, til nævnte forordning indeholder genopretnings- og resiliensplanen et omfattende sæt gensidigt forstærkende reformer og investeringer, som skal gennemføres senest i 2026. Disse reformer og investeringer forventes at bidrage effektivt til at håndtere alle eller en betydelig del af de udfordringer, der er identificeret i de relevante landespecifikke henstillinger. Det er afgørende, at der inden for denne stramme tidshorisont gøres hurtige fremskridt med den effektive gennemførelse af genopretnings- og resiliensplanen, herunder med REPowerEU-kapitlet, for at styrke Grækenlands langsigtede konkurrenceevne gennem den grønne og den digitale omstilling, samtidig med at der sikres social retfærdighed. For at opfylde tilsagnene i genopretnings- og resiliensplanen senest i august 2026 er det vigtigt, at Grækenland fortsætter gennemførelsen af reformer og fremskynder investeringerne ved at sætte ind over for de relevante udfordringer og samtidig sikre en stærk administrativ kapacitet. De græske myndigheder har truffet foranstaltninger til at forbedre gennemførelsen og styrke den administrative kapacitet, og genopretnings- og resiliensplanen indeholder yderligere specifikke foranstaltninger, der forventes at bidrage til at nå målet. De særlige udfordringer for Grækenland omfatter: i) langvarige retssager med henblik på at behandle retskrav mod offentlige udbudsprocedurer, hvilket medfører risiko for forsinkelser i de planlagte investeringer efter august 2026, ii) langsom overdragelse af ejendomsrettigheder og iii) svag koordinering, især hvad angår investeringer og reformer på politikområder, der rækker uden for et enkelt ministeriums ansvarsområde. Det er fortsat afgørende, at lokale og regionale myndigheder, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og andre relevante interessenter inddrages systematisk for at sikre et bredt ejerskab og således en vellykket gennemførelse af genopretnings- og resiliensplanen.
(24) Som led i midtvejsgennemgangen af programmerne vedrørende samhørighedspolitikken, jf. artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1060, skal Grækenland gennemgå hvert enkelt program, der støttes af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+), Samhørighedsfonden og Fonden for Retfærdig Omstilling (FRO), senest i marts 2025 under hensyntagen til bl.a. de udfordringer, der er identificeret i de landespecifikke henstillinger for 2024, og den nationale energi- og klimaplan. Denne gennemgang danner grundlaget for den endelige tildeling af EU-midler til hvert program. Grækenland har gjort fremskridt med gennemførelsen af programmerne vedrørende samhørighedspolitikken og den europæiske søjle for sociale rettigheder, men der er stadig visse udfordringer. Navnlig fortsætter Grækenland med at have en langsom vækst i mere perifere regioner og betydelige forskelle mellem by- og landområder. Det er afgørende at fremskynde gennemførelsen af programmerne vedrørende samhørighedspolitikken og samtidig styrke den administrative kapacitet på nationalt og regionalt plan. De prioriteter, der er fastsat i programmet, er fortsat relevante. Navnlig er tiltag, der skal forbedre virksomhedernes evne til at innovere og have fokus på målrettet erhvervsstøtte, afgørende for at styrke konkurrenceevnen. Som led i den grønne omstilling er der behov for investeringer i affaldshåndtering for at nå målene for genanvendelse og reducere deponering. Det er afgørende at forbedre den samlede vandforvaltning, herunder vand- og spildevandsforvaltning, energiudnyttelse, digitalisering, genbrug af vand, regnvand og bæredygtig afsaltning baseret på vedvarende energikilder. Energiomstillingen kræver en større andel af vedvarende energi, lagringsløsninger og øget energieffektivitet samt bekæmpelse af energifattigdom. Det er også afgørende for at opnå kulstofneutralitet at øge andelen af ren bytransport. Programmerne vedrørende samhørighedspolitikken bør fortsat ud fra en helhedsstrategi investere i færdigheder for at gennemføre børnegarantien, fremme økonomisk overkommelige langtidsplejetjenester og socialt boligbyggeri af høj kvalitet og øge aktiveringen på arbejdsmarkedet og den sociale integration af marginaliserede samfundsgrupper såsom romaer og personer med migrantbaggrund. I forbindelse med midtvejsevalueringen af programmerne vedrørende samhørighedspolitikken bør der lægges større vægt på forebyggelse af og beredskab over for klimarelaterede risici. Grækenland kan også udnytte platformen for strategiske teknologier for Europa, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/795, til at støtte den industrielle omstilling, navnlig produktion og oplagring af ren energi, grøn skibsfart og bioteknologi, og udviklingen af grønne og digitale færdigheder.
(25) Foruden de økonomiske og sociale udfordringer, som genopretnings- og resiliensplanen og andre EU-midler er rettet mod, står Grækenland over for en række yderligere udfordringer i forbindelse med økonomisk vækst, lovgivningsmæssige rammer og opkvalificering af arbejdsstyrken, som vil kunne forbedre landets konkurrenceevne, hvis der bliver taget hånd om dem. Beskæftigelsesfrekvensen er voksende, men er stadig blandt de laveste i Unionen, og adgangen til arbejdsmarkedet er fortsat en udfordring, navnlig for kvinder og unge. På uddannelsesområdet har Grækenland i de seneste år taget skridt til at revidere læseplanerne, herunder som led i genopretnings- og resiliensplanen, og integrere en række kurser om bløde og digitale færdigheder i dem. Resultaterne inden for grundlæggende færdigheder er dog fortsat særlig lave, hvilket skader resultaterne på arbejdsmarkedet, produktiviteten og konkurrenceevnen. Dette kommer bl.a. til udtryk i 15-årige studerendes resultater inden for matematik, læsning og naturvidenskab, som er blevet kraftigt forværret siden 2012 og er blandt de laveste i Unionen ifølge det seneste OECD-program for international elevevaluering. Den høje og stigende andel af elever med dårlige resultater, også blandt elever fra mere gunstigt stillede miljøer, og den lave andel af toppræsterende elever tyder på, at der er strukturelle udfordringer med hensyn til uddannelsessystemets kvalitet og lighed. Grækenland rangerer ifølge data fra Eurostat fra 2019 også lavest blandt medlemsstaterne med hensyn til deltagelse i førskoleundervisning for børn i alderen tre år og opefter og ligger endvidere blandt de midterste medlemsstater, når det drejer sig om børn under tre år, hvoraf 29,6 % er i formel børpasning (baseret på data fra 2023). Dette har vist sig at have en positiv indvirkning på de efterfølgende uddannelsesresultater. Grækenlands uddannelsesresultater undermineres af en række udfordringer, der er forbundet med: i) underfinansieringen af uddannelsessystemet, ii) den utilstrækkelige vægt på kompetencebaserede undervisnings- og læringsmetoder med et stærkt fokus på iværksætterfærdigheder og bløde og tværfaglige færdigheder, iii) den lave grad af selvbestemmelse i skolerne og iv) begrænsede fremskridt i systematisk lærerevaluering.
(26) Det er fortsat vigtigt at forbedre de offentlige tjenester og øge den økonomiske, finanspolitiske og klimamæssige bæredygtighed. I den forbindelse er der mulighed for yderligere at forbedre forvaltningen af statens aktiver, herunder gennem modernisering af statsejede virksomheder og udvikling af offentlig fast ejendom. En række reformer blev gennemført med gode resultater i visse statsejede virksomheder, hvilket bidrog til at øge den operationelle fleksibilitet og kommercielle autonomi, styrke deres interne forvaltningskapacitet og forbedre deres indkøbs-, løn- og ansættelsespolitikker samt -processer. En gentagelse af en sådan praksis vil være gavnlig for andre statsejede virksomheder og kunne skabe værditilvækst i både samfundet og økonomien. Hellenic Corporation of Assets and Participations og dets datterselskaber spiller en central rolle i forvaltningen af sådanne statslige aktiver. Det overvejes, hvordan man kan gøre selskabet endnu mere effektivt, f.eks. ved at øge dets organisatoriske og funktionelle kapacitet og styrke dets operationelle autonomi og interne investeringsekspertise.
(27) Investeringerne på centralt og regionalt plan er fortsat hæmmet af den langsomme udstedelse af miljøtilladelser, bl.a. på grund af huller i lovgivningen. Miljøtilladelser er en integreret del af den overordnede licensproces for enhver type investering, og processen for opnåelse af en miljøgodkendelse er kompleks og langvarig. Navnlig findes der stadig ingen miljøklassificering for vedvarende energikilder eller betingelser for, hvornår industrielle aktiviteter med en begrænset miljøpåvirkning kan godkendes. Der skal også fastsættes kriterier for tilfælde, der kræver en forenklet tilladelsesprocedure på grund af ikkevæsentlige ændringer. Der mangler retsakter til at løse disse problemer, og derfor har de lovgivningsmæssige forbedringer, der tidligere er indført for at basere miljøtilladelser på mere rationelle og risikobaserede kriterier, ingen indvirkning. Når disse udestående retsakter er vedtaget, vil de få en væsentlig indvirkning på tidspunktet for og kvaliteten af miljøvurderingerne for både nye eller ændrede/fornyede tilladelser til de pågældende investeringer. De lovgivningsmæssige rammer for anvendelsen af miljøvurderingseksperter fra den private sektor er på plads, men det relevante register er fortsat ikke taget i brug, og systemet er endnu ikke sat i drift. Når regelsættet er klart, dvs. når den manglende afledte ret er vedtaget, og systemet med certificerede private miljøvurderingseksperter er sat i drift, vil det styrke Grækenlands erhvervsklima ved at mindske flaskehalse i udstedelsen af miljøtilladelser og øge investorernes tillid. De ovennævnte politiske tiltag forventes at fremme investeringer, som skal øge produktiviteten og udvide eksportgrundlaget og dermed mindske importafhængigheden, forbedre vækstudsigterne og støtte genoprettelsen af balancen over for udlandet samt afviklingen af ubalancer i lagerbeholdningerne.
(28) På trods af den indsats, der er gjort, navnlig ved at øge andelen af vedvarende energi i landets samlede elproduktion, er Grækenland fortsat stærkt afhængigt af fossile brændstoffer, idet olie og gas udgjorde henholdsvis 55 % og 20 % af landets energimiks i 2022. REPowerEU-kapitlet, der er føjet til Grækenlands reviderede genopretnings- og resiliensplan, indeholder en række reformer og investeringer, der forventes at fremskynde Grækenlands dekarboniseringsindsats, men der er stadig behov for yderligere tiltag for at mindske Grækenlands afhængighed af fossile brændstoffer. Grækenland har en af Unionens ældste vognparker, og der anvendes fortsat kun lidt vedvarende energi inden for transport. Derfor er Grækenlands transportsektor fortsat en af de største CO2-udledere. En mere ambitiøs politik kunne sætte tonen for en hurtigere elektrificering af transportsektoren. Dette kunne bl.a. omfatte at udvide de kategorier af køretøjer, der i henhold til den nationale klimalov skal skifte fra forbrændings- til elmotorer, og håndhæve forbuddet mod stærkt forurenende køretøjer.
(29) De stadig hyppigere og alvorligere naturkatastrofer i Grækenland har lagt et stort pres på civilbeskyttelsessystemet. I 2023 blev Grækenland ramt af alvorlige naturbrande og oversvømmelser, som krævede menneskeliv og forårsagede katastrofale skader på det naturlige miljø og omfattende skader på ejendom og infrastruktur. Investeringer i civilbeskyttelse under genopretnings- og resiliensplanen og fondene under samhørighedspolitikken forventes at øge katastrofeberedskabskapaciteten. Der er dog plads til yderligere at styrke forebyggelsesindsatsen. Reformer og investeringer med henblik på at forbedre effektiviteten af tidlig varsling, klimasikring af infrastruktur og andre risikoforebyggelsesforanstaltninger kan supplere beredskabsforanstaltningerne og bidrage til at mindske de skader, som fremtidige naturkatastrofer vil forårsage. Desuden kan investeringerne omfatte foranstaltninger, der opbygger modstandsdygtigheden ved at have fokus på forebyggelse og beredskab samt anvende økosystembaserede tilgange.
(30) I betragtning af de nære indbyrdes forbindelser mellem euromedlemsstaternes økonomier og disse økonomiers kollektive bidrag til Den Økonomiske og Monetære Unions rette virkemåde henstillede Rådet i 2024, at medlemsstaterne i euroområdet træffer foranstaltninger, herunder gennem deres genopretnings- og resiliensplaner, til at efterkomme henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet 2024. For Grækenland bidrager henstilling 1, 2 og 3 til gennemførelse af den første, anden, tredje, fjerde og femte henstilling i henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet 2024.
(31) I lyset af Kommissionens dybdegående undersøgelse og konklusionerne om tilstedeværelsen af ubalancer afspejler henstilling 1, 2 og 3 henstillinger i henhold til artikel 6 i forordning (EU) nr. 1176/2011. De politiske tiltag, der er omhandlet i henstilling 1, bidrager til at håndtere sårbarheder relateret til den offentlige gæld, stillingen over for udlandet og misligholdte lån. De politikker, der er omhandlet i henstilling 2 og 3, støtter den potentielle BNP-vækst og bidrager dermed også til at efterkomme henstilling 1. Henstilling 1, 2 og 3 bidrager dels til at rette op på ubalancer, dels til at gennemføre henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet 2024, jf. betragtning 30.
HENSTILLER, at Grækenland i 2024 og 2025 træffer foranstaltninger med henblik på at: forelægge den mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag i rette tid; i overensstemmelse med kravene i den reformerede stabilitets- og vækstpagt begrænse væksten i nettoudgifter i 2025 til det niveau, der bl.a. er nødvendigt for at bringe den offentlige gæld på en troværdig nedadgående kurs på mellemlang sigt og holde det offentlige underskud under traktatens referenceværdi på 3 % af BNP; fortsætte med at gøre skattesystemet mere investeringsvenligt ved at styrke dets retssikkerhed og fortsat øge skattemyndighedens operationelle autonomi; sikre den offentlige forvaltnings effektivitet og samtidig sikre, at den kan tiltrække de rette færdigheder, bevare sammenhængen med den fælles lønramme og sætte rammen for flerniveaustyring i drift; sikre, at balancen over for udlandet fortsat forbedres ved at fremme en afbalanceret vækst og støtte produktive indenlandske investeringer; fortsætte med at reducere beholdningen af misligholdte lån, som indehaves af banker og kreditservicevirksomheder, herunder ved yderligere at forbedre e-auktionsprocesserne for at reducere andelen af mislykkede auktioner styrke den administrative kapacitet til at forvalte EU-midler, fremskynde investeringer og opretholde momentum i gennemførelsen af reformer; sætte ind over for de relevante udfordringer for at muliggøre en fortsat hurtig og effektiv gennemførelse af genopretnings- og resiliensplanen, herunder REPowerEU-kapitlet, og sikre fuldførelse af reformer og investeringer senest i august 2026; fremskynde gennemførelsen af programmerne vedrørende samhørighedspolitikken; i forbindelse med midtvejsgennemgangen af disse programmer fortsat fokusere på de aftalte prioriteter, træffe foranstaltninger til bedre at dække behovene for forebyggelse af og beredskab over for klimarelaterede risici, idet der tages hensyn til de muligheder, som platformen for strategiske teknologier for Europa giver for at forbedre konkurrenceevnen styrke konkurrenceevnen ved at håndtere dårlige resultater med hensyn til grundlæggende færdigheder, styrke forvaltningen af statens aktiver og færdiggøre de lovgivningsmæssige rammer for miljøtilladelser mindske afhængigheden af fossile brændstoffer ved at fremskynde dekarboniseringen af transportsektoren; styrke forvaltningen af naturkatastrofer ved at indføre et effektivt system for tidlig varsling og risikoforebyggelse. Udfærdiget i Luxembourg, den 21. oktober 2024. På Rådets vegne Nagy I. Formand