Gelex

Rådets henstilling af 21. oktober 2024 om Ungarns økonomiske, budgetmæssige, beskæftigelsesmæssige og strukturelle politikker C/2024/6824

Version 2024-10-21
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Meddelelse

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/EU/notice/C/2024/6824/oj@2024-10-21/da

Indhold
  1. Indledning

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1263 af 29. april 2024 om effektiv samordning af de økonomiske politikker og om multilateral budgetovervågning samt om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1466/97, særlig artikel 3, stk. 3,

som henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer, særlig artikel 6, stk. 1,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,

som henviser til konklusioner fra Det Europæiske Råd,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/241, der oprettede genopretnings- og resiliensfaciliteten (faciliteten), trådte i kraft den 19. februar 2021. Faciliteten yder finansiel støtte til medlemsstaterne til gennemførelsen af reformer og investeringer og bidrager således med en finanspolitisk impuls finansieret af Unionen. I overensstemmelse med prioriteterne for det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker bidrager faciliteten til den økonomiske og sociale genopretning og til gennemførelsen af bæredygtige reformer og investeringer, navnlig reformer og investeringer, der skal fremme den grønne og den digitale omstilling og gøre medlemsstaternes økonomier mere modstandsdygtige. Den bidrager også til at styrke de offentlige finanser og sætte skub i vækst og jobskabelse på mellemlang og lang sigt samt til at forbedre den territoriale samhørighed i Unionen og støtte den fortsatte gennemførelse af den europæiske søjle for sociale rettigheder.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/435 (REPowerEU-forordningen), der blev vedtaget den 27. februar 2023, tager sigte på en udfasning af Unionens afhængighed af import af russiske fossile brændstoffer. Dette vil bidrage til energisikkerhed og diversificering af Unionens energiforsyning og samtidig øge udbredelsen af vedvarende energi, energilagringskapaciteten og energieffektiviteten. Ungarn tilføjede et nyt REPowerEU-kapitel til sin nationale genopretnings- og resiliensplan for at finansiere vigtige reformer og investeringer, der vil bidrage til at nå REPowerEU-målene.

(3) Den 16. marts 2023 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse med titlen EU's konkurrenceevne på lang sigt efter 2030 for at give input til den politiske beslutningstagning og skabe gode rammebetingelser for at øge væksten. I meddelelsen opstilles der ni gensidigt forstærkende indsatsområder til fremme af konkurrenceevnen. Blandt disse indsatsområder udgør adgang til privat kapital, forskning og innovation, uddannelse og færdigheder og et velfungerende indre marked særligt vigtige politiske prioriteter, som bør være genstand for reformer og investeringer med henblik på at håndtere de aktuelle produktivitetsmæssige udfordringer samt styrke Unionens og medlemsstaternes langsigtede konkurrenceevne. Den 14. februar 2024 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse med titlen Årlig rapport om det indre marked og konkurrenceevnen 2024. I denne meddelelse gennemgås de konkurrencemæssige styrker og udfordringer, der præger det europæiske indre marked, og der gøres status over den årlige udvikling med udgangspunkt i de ni udpegede indsatsområder for konkurrenceevnen.

(4) Den 21. november 2023 vedtog Kommissionen den årlige undersøgelse af bæredygtig vækst 2024, som markerede starten på det europæiske semester 2024 for samordning af de økonomiske politikker. Den 22. marts 2024 godkendte Det Europæiske Råd prioriteterne i den årlige undersøgelse af bæredygtig vækst 2024, som er struktureret omkring de fire dimensioner af konkurrencedygtig bæredygtighed. Den 21. november 2023 vedtog Kommissionen på grundlag af forordning (EU) nr. 1176/2011 ligeledes rapporten om varslingsmekanismen 2024, hvori Ungarn blev udpeget som en af de medlemsstater, der kan være berørt eller kan være i risiko for at blive berørt af ubalancer, og for hvilken der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse. Kommissionen vedtog også en henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet samt et forslag til den fælles beskæftigelsesrapport 2024, hvori gennemførelsen af retningslinjerne for beskæftigelsen og principperne for den europæiske søjle for sociale rettigheder analyseres. Rådet vedtog henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet (henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet 2024) den 12. april 2024 og den fælles beskæftigelsesrapport den 11. marts 2024.

(5) Den 30. april 2024 trådte Unionens nye ramme for økonomisk styring i kraft. Rammen omfatter den nye forordning (EU) 2024/1263 om effektiv samordning af de økonomiske politikker og om multilateral budgetovervågning, Rådets ændrede forordning (EF) nr. 1467/97 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud samt Rådets ændrede direktiv 2011/85/EU om krav til medlemsstaternes budgetmæssige rammer. Formålet med den nye ramme for økonomisk styring er at fremme sunde og holdbare offentlige finanser, bæredygtig og inklusiv vækst og modstandsdygtighed gennem reformer og investeringer samt forhindre uforholdsmæssigt store offentlige underskud. Den nye ramme for økonomisk styring fremmer også det nationale ejerskab og lægger større vægt på det mellemfristede sigte, samtidig med at der fokuseres på en mere effektiv og sammenhængende håndhævelse. Hver medlemsstat skal forelægge Rådet og Kommissionen en national mellemfristet plan for finans- og strukturpolitiske tiltag. En national mellemfristet plan for finans- og strukturpolitiske tiltag indeholder en medlemsstats finanspolitiske tilsagn samt reform- og investeringstilsagn og dækker en planlægningsperiode på fire eller fem år afhængigt af den nationale valgperiodes normale varighed. Nettoudgiftskursen i de nationale mellemfristede planer for finans- og strukturpolitiske tiltag skal stemme overens med kravene i forordning (EU) 2024/1263, herunder kravene om, at den offentlige gæld bringes eller fastholdes på en troværdig nedadgående kurs ved udgangen af tilpasningsperioden, eller om, at den forbliver på et forsvarligt niveau på under 60 %af bruttonationalproduktet (BNP), og om, at det offentlige underskud bringes og/eller fastholdes under traktatens referenceværdi på 3 %af BNP på mellemlang sigt. Hvis en medlemsstat giver tilsagn om at gennemføre et sæt relevante reformer og investeringer i overensstemmelse med kriterierne i forordning (EU) 2024/1263, kan tilpasningsperioden forlænges med op til tre år. Til støtte for udarbejdelsen af disse nationale mellemfristede planer for finans- og strukturpolitiske tiltag offentliggjorde Kommissionen den 21. juni 2024 en vejledning om de oplysninger, som medlemsstaterne skal fremlægge i deres nationale mellemfristede planer for finans- og strukturpolitiske tiltag og i deres årlige statusrapporter. I overensstemmelse med artikel 5 og 36 i forordning (EU) 2024/1263 meddelte Kommissionen medlemsstaterne referencekurser og tekniske oplysninger, hvor det var relevant. Medlemsstaterne skal forelægge deres nationale mellemfristede planer for finans- og strukturpolitiske tiltag senest den 20. september 2024, medmindre medlemsstaten og Kommissionen bliver enige om at forlænge fristen med en rimelig periode. I overensstemmelse med deres nationale retlige rammer kan medlemsstaterne drøfte deres udkast til mellemfristede planer med deres nationale parlamenter, anmode de uafhængige finanspolitiske institutioner om at afgive en udtalelse og gennemføre en høring af arbejdsmarkedets parter og andre nationale interessenter.

(6) I 2024 forløber det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker fortsat sideløbende med gennemførelsen af faciliteten. At gennemføre genopretnings- og resiliensplanerne fuldt ud er fortsat et vigtigt element i opfyldelsen af de politiske prioriteter under det europæiske semester, eftersom planerne bidrager effektivt til at håndtere alle eller en betydelig del af de udfordringer, der er identificeret i de relevante landespecifikke henstillinger, der er blevet udstedt i de senere år. De landespecifikke henstillinger fra 2019, 2020, 2022 og 2023 er fortsat lige relevante for de genopretnings- og resiliensplaner, der er blevet revideret, ajourført eller ændret i henhold til artikel 14, 18 og 21 i forordning (EU) 2021/241.

(7) Den 11. maj 2021 indgav Ungarn sin nationale genopretnings- og resiliensplan til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 18, stk. 1, i forordning (EU) 2021/241. Kommissionen har i medfør af artikel 19 i forordning (EU) 2021/241 vurderet genopretnings- og resiliensplanens relevans, effektivitet, virkningsfuldhed og sammenhæng i overensstemmelse med vurderingsretningslinjerne i bilag V til nævnte forordning. Den 15. december 2022 vedtog Rådet en gennemførelsesafgørelse om godkendelse af vurderingen af Ungarns genopretnings- og resiliensplan, som blev ændret den 8. december 2023 i henhold til artikel 18, stk. 2, i forordning (EU) 2021/241 for at medtage REPowerEU-kapitlet. Tilrådighedsstillelsen af trancher er betinget af, at Kommissionen i overensstemmelse med artikel 24, stk. 5, i forordning (EU) 2021/241 har vedtaget en afgørelse om, at Ungarn på tilfredsstillende vis har opfyldt de relevante milepæle og mål, der er anført i Rådets gennemførelsesafgørelse.

(8) Den 30. april 2024 forelagde Ungarn sit nationale reformprogram for 2024 og sit konvergensprogram for 2024 i overensstemmelse med artikel 8, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1466/97. Det nationale reformprogram for 2024 afspejler i overensstemmelse med artikel 27 i forordning (EU) 2021/241 også Ungarns halvårlige rapportering om de fremskridt, der er gjort med opfyldelsen af genopretnings- og resiliensplanen.

(9) Den 19. juni 2024 offentliggjorde Kommissionen landerapporten for Ungarn 2024. Heri foretages der en vurdering af Ungarns fremskridt med gennemførelsen af de relevante landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget af Rådet mellem 2019 og 2023, og der gøres status over Ungarns gennemførelse af genopretnings- og resiliensplanen. På grundlag af denne analyse er der i landerapporten udpeget mangler med hensyn til de udfordringer, som enten ikke håndteres eller kun håndteres delvist i genopretnings- og resiliensplanen, ligesom der også afdækkes nye udfordringer. Rapporten indeholder også en vurdering af Ungarns fremskridt med gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder og opfyldelsen af Unionens overordnede mål vedrørende beskæftigelse, færdigheder og fattigdomsbekæmpelse samt af fremskridtene med gennemførelsen af De Forenede Nationers verdensmål for bæredygtig udvikling.

(10) Kommissionen har foretaget en dybdegående undersøgelse for Ungarn i henhold til artikel 5 i forordning (EU) nr. 1176/2011. De væsentligste resultater af Kommissionens undersøgelse af de makroøkonomiske sårbarheder i Ungarn med henblik på nævnte forordning blev offentliggjort i april 2024. Den 19. juni 2024 konkluderede Kommissionen, at Ungarn er berørt af makroøkonomiske ubalancer. Ungarn står navnlig over for sårbarheder relateret til prispres og eksterne og offentlige finansieringsbehov, som fortsat er aktuelle, selv om et forbedret eksternt miljø har afbødet visse kortsigtede risici. Det store underskud på betalingsbalancens løbende poster blev lukket i 2023, da den indenlandske efterspørgsel faldt som følge af en recession i Ungarn og lavere energipriser. Sammen med en strammere pengepolitik bidrog disse faktorer til at mindske den meget høje inflation. Ikke desto mindre er kerneinflationen fortsat blandt de højeste i Unionen, og enhedslønomkostningerne er fortsat steget kraftigt, hvilket lægger pres på konkurrenceevnen. De løbende poster forventes at vende tilbage til et lille underskud i 2024, i takt med at den indenlandske efterspørgsel stiger, mens økonomien og den eksterne finansiering fortsat afhænger af udviklingen i energipriserne og risikopræmierne. Boligpriserne aftog, og overvurderingen aftog i 2023 på baggrund af højere renter. Som følge af ekspansive politikker i tidligere år og svagere vækst end forventet siden recessionen i 2023 er der fortsat tale om et stort budgetunderskud. Underskuddet forventes at falde noget, men at forblive betydeligt, hvilket fortsat øger inflationen og behovet for ekstern låntagning. Den offentlige gældskvote og rentebyrden forventes at forblive høj. De politiske fremskridt har været begrænsede på alle områder, navnlig de finanspolitiske og strukturelle områder, hvilket har bidraget til, at de konstaterede sårbarheder fortsat er aktuelle. En finanspolitisk tilpasning vil bidrage til at mindske kerneinflationen og styrke stillingen over for udlandet samt begrænse stigninger i den offentlige gæld, og iværksættelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud bør understøtte en sådan tilpasning. En rettidig og effektiv gennemførelse af genopretnings- og resiliensplanen forventes at bidrage til at mindske sårbarhederne, og det vil blive styrket af udfasningen af forvridende indgreb på markederne og af reformer, der støtter den finanspolitiske konsolidering.

(11) Ifølge data valideret af Eurostat steg Ungarns offentlige underskud fra 6,2 %af BNP i 2022 til 6,7 %i 2023, mens den offentlige gæld faldt fra 74,1 %af BNP ved udgangen af 2022 til 73,5 %ved udgangen af 2023. Som bebudet i Kommissionens meddelelse af 8. marts 2023 med titlen Finanspolitiske retningslinjer for 2024 tager Kommissionen i overensstemmelse med de gældende regler det første skridt til at indlede underskudsbaserede procedurer i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud på grundlag af endelige data for 2023. Den 19. juni 2024 udsendte Kommissionen en rapport i medfør af traktatens artikel 126, stk. 3. I rapporten vurderes budgetsituationen i Ungarn, eftersom landets offentlige underskud i 2023 oversteg traktatens referenceværdi på 3 %af BNP. I rapporten konkluderes det, at Kommissionen på baggrund af denne vurdering og efter at have gennemgået udtalelsen fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg, jf. traktatens artikel 126, stk. 4, i juli 2024 agter at foreslå, at der indledes en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i Ungarn, ved at foreslå Rådet, at det vedtager en afgørelse i henhold til traktatens artikel 126, stk. 6, om konstatering af en situation med et uforholdsmæssigt stort underskud i Ungarn.

(12) Den 12. juli 2022 henstillede Rådet, at Ungarn traf foranstaltninger med henblik på i 2023 at sikre, at væksten i nationalt finansierede primære løbende udgifter var i overensstemmelse med en overordnet neutral finanspolitisk kurs, under hensyntagen til fortsat midlertidig og målrettet støtte til de husholdninger og virksomheder, der er mest sårbare over for stigninger i energipriserne, og til personer på flugt fra Ukraine. Samtidig henstillede Rådet, at Ungarn er rede til at tilpasse de løbende udgifter til den omskiftelige situation. Det henstillede også til Ungarn at øge de offentlige investeringer i den grønne og den digitale omstilling og i energisikkerhed under hensyntagen til REPowerEU-initiativet, herunder ved at anvende faciliteten og andre EU-midler. Ifølge Kommissionens skøn var den finanspolitiske kurs i 2023 kontraktiv, med 4,7 %af BNP, i en situation med høj inflation. Væksten i nationalt finansierede primære løbende udgifter (ekskl. diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden) i 2023 indebar et kontraktivt bidrag på 1,7 %af BNP til finanspolitikken. Væksten i nationalt finansierede primære løbende udgifter i 2023 var i overensstemmelse med Rådets henstilling af 12. juli 2022. Det er imidlertid vigtigt at bemærke, at dette i vid udstrækning skyldtes de meget høje nettoudgifter i 2022 i forhold til 2023, herunder ikke-målrettede udgifter på flere områder, som bidrog til makroøkonomiske ubalancer, finansieret af ekstraordinære fortjenester og sektorskatter, der pålægges virksomheder, hovedsagelig i energi-, finans- og detailsektoren. Nationalt finansierede investeringer udgjorde 4,6 %af BNP i 2023, hvilket svarer til en stigning på 0,2 procentpoint i forhold til 2022. Ungarn finansierede offentlige investeringer i den grønne og den digitale omstilling og i energisikkerhed, bl.a. i form af forbedringer af energieffektiviteten og digitalisering inden for sundhedspleje og uddannelse. Ungarn har endnu ikke indgivet en betalingsanmodning under faciliteten.

(13) Ifølge konvergensprogrammet for 2024 forventes der i det makroøkonomiske scenario, der ligger til grund for budgetfremskrivningerne, en realvækst i BNP på 2,5 %i 2024 og 4,1 %i 2025, mens inflationen målt ved det harmoniserede forbrugerprisindeks (HICP) forventes at ligge på 4,2 %i 2024 og 3,6 %i 2025. Det offentlige underskud ventes at falde til 4,5 %af BNP i 2024 og ligge på 3,7 %af BNP i 2025, mens den offentlige gældskvote ventes at falde til 73,2 %ved udgangen af 2024 og 72,1 %ved udgangen af 2025. Efter 2025 ventes det offentlige underskud gradvis at falde til 2,9 %af BNP i 2026, 2,4 %i 2027 og 1,9 %i 2028. Den offentlige saldo vil således efter planen komme ned under traktatens referenceværdi for underskud på 3 %af BNP i 2026. Samtidig ventes den offentlige gældskvote efter 2025 gradvis at falde til 68,8 %i 2026, 66,0 %i 2027 og 62,8 %i 2028.

(14) Ifølge Kommissionens forårsprognose 2024 ventes det reale BNP at stige med 2,4 %i 2024 og 3,5 %i 2025, mens inflationen målt ved HICP ventes at være på 4,1 %i 2024 og 3,7 %i 2025.

(15) Ifølge Kommissionens forårsprognose 2024 ventes det offentlige underskud at udgøre 5,4 %af BNP i 2024, mens den offentlige gældskvote vil stige til 74,3 %ved udgangen af 2024. Faldet i underskuddet i 2024 afspejler hovedsagelig en gradvis stigning i skatteindtægterne, lavere udgifter til subsidier til forsyningsselskaber for tab som følge af lofter over energipriser til boliger og et fald i de offentlige investeringer. Stigningen i gældskvoten skyldes et stort samlet underskud, en lavere nominel BNP-vækst og yderligere gældsforøgende transaktioner såsom den forventede erhvervelse af Budapests lufthavn af enheder, der er klassificeret som en del af den offentlige sektor, og anvendelsen af finansielle instrumenter, der støttes af REPowerEU-lån. Ifølge Kommissionens skøn vil den finanspolitiske kurs være kontraktiv med 1,0 %af BNP i 2024.

(16) Ifølge Kommissionens forårsprognose 2024 forventes der at blive finansieret udgifter via ikketilbagebetalingspligtig støtte (tilskud) under faciliteten i 2024 svarende til 0,8 %af BNP sammenlignet med 0,3 %af BNP i 2023. De udgifter, der finansieres med tilskud under faciliteten, vil muliggøre investeringer af høj kvalitet og produktivitetsfremmende reformer, uden at dette har direkte indvirkning på Ungarns offentlige saldo eller gæld. Der forventes at blive finansieret udgifter med lån fra faciliteten i 2024 svarende til 0,4 %af BNP sammenlignet med 0,0 %i 2023.

(17) Den 14. juli 2023 henstillede Rådet, at Ungarn skulle sikre en forsigtig finanspolitik, navnlig ved at begrænse den nominelle stigning i nationalt finansierede primære nettoudgifter i 2024 til højst 4,4 %. Medlemsstaterne blev i forbindelse med gennemførelsen af deres budgetter for 2023 og udarbejdelsen af deres budgetter for 2024 opfordret til at tage hensyn til, at Kommissionen ville foreslå Rådet at indlede underskudsbaserede procedurer i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud på grundlag af de endelige data for 2023. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2024 forventes Ungarns nationalt finansierede primære nettoudgifter at stige med 3,6 %i 2024, hvilket er under den anbefalede maksimale vækstrate. Imidlertid var nettoudgifterne i 2023 højere end ventet på tidspunktet for henstillingen (med 1,8 %af BNP). Hvis nettoudgifterne i 2023 havde været de samme som forventet på tidspunktet for henstillingen, ville den deraf følgende vækst i nettoudgifterne i 2024 have ligget 1,5 %af BNP over den anbefalede vækstrate. De nationalt finansierede primære nettoudgifter risikerer derfor ifølge Kommissionen, idet der tages hensyn til basiseffekten fra nettoudgifterne i 2023, der var højere end forventet, ikke at være i fuld overensstemmelse med Rådets henstilling.

(18) Derudover henstillede Rådet, at Ungarn traf foranstaltninger med henblik på at afvikle de gældende energistøttenødforanstaltninger hurtigst muligt i 2023 og 2024 og bruge de deraf følgende besparelser til at nedbringe det offentlige underskud. Rådet henstillede endvidere, at hvis nye stigninger i energipriserne nødvendiggør nye eller fortsatte støtteforanstaltninger, skulle Ungarn sikre, at sådanne støtteforanstaltninger er rettet mod at beskytte sårbare husholdninger og virksomheder, er finanspolitisk overkommelige og opretholder incitamenter til energibesparelser. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2024 forventes nettobudgetomkostningerne ved energistøtteforanstaltninger at udgøre 1,6 %af BNP i 2023, 0,9 %i 2024 og 0,4 %i 2025. Navnlig antages det, at subsidier til forsyningsselskaber for tab som følge af lofter over energipriser til boliger forbliver i kraft i 2024 og 2025. Hvis de deraf følgende besparelser bruges til at nedbringe det offentlige underskud i overensstemmelse med Rådets henstilling, peger fremskrivningerne i retning af en finanspolitisk tilpasning på 0,6 %af BNP i 2024, hvilket skal sammenholdes med et kontraktivt bidrag fra de nationalt finansierede primære nettoudgifter til den finanspolitiske kurs svarende til 1,9 %af BNP i samme år. Ifølge Kommissionen forventes energistøttenødforanstaltningerne ikke afviklet hurtigst muligt i 2023 og 2024. Der er risiko for, at dette ikke vil være i overensstemmelse med Rådets henstilling. De deraf følgende besparelser forventes imidlertid at blive brugt fuldt ud til at nedbringe det offentlige underskud. Dette er i overensstemmelse med Rådets henstilling. Nettobudgetomkostningerne ved de energistøttenødforanstaltninger, der er rettet mod at beskytte sårbare husholdninger og virksomheder, anslås at udgøre 0,0 %af BNP i 2024 (0,1 %i 2023), hvoraf 0,0 %af BNP bevarer prissignalet for at reducere energiefterspørgslen og forbedre energieffektiviteten (0,1 %i 2023).

(19) Rådet henstillede også, at Ungarn bevarer nationalt finansierede offentlige investeringer og sikrer en effektiv udnyttelse af tilskud under faciliteten og af andre EU-midler, navnlig for at fremme den grønne og den digitale omstilling. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2024 forventes de nationalt finansierede offentlige investeringer at falde fra 4,6 %af BNP i 2023 til 4,0 %af BNP i 2024. Dette skyldes hovedsagelig de nedskæringer og udsættelser af nationalt finansierede investeringsprojekter, som myndighederne har bebudet i lyset af de store forventede underskud. Der er risiko for, at dette ikke vil være i overensstemmelse med Rådets henstilling. Samtidig forventes de offentlige investeringer, der finansieres med EU-midler, herunder tilskud under faciliteten, at stige fra 0,8 %af BNP i 2023 til 1,7 %af BNP i 2024. Denne stigning skyldes en forventet stigning i absorptionen af midlerne under Unionens samhørighedspolitik fra programmeringsperioden 2020-2027 og højere udgifter til investeringer, der støttes af faciliteten.

(20) På grundlag af de politiske foranstaltninger, der var kendt på skæringsdatoen for prognosen, og under antagelse af en uændret politik forventes det offentlige underskud ifølge Kommissionens forårsprognose 2024 at udgøre 4,5 %af BNP i 2025. Faldet i underskuddet i 2025 afspejler hovedsagelig højere indtægter fra moms og indkomstskat, som er understøttet af en kraftigere vækst, et yderligere fald i subsidierne til forsyningsselskaber for tab som følge af lofter over energipriser til boliger og lavere renteudgifter som følge af faldende kuponbetalinger på inflationsregulerede detailobligationer. Samtidig forventes den planlagte udfasning af midlertidige ekstraordinære fortjenester og sektorskatter, der er opkrævet siden 2022, i overensstemmelse med deres udløbsklausuler at have en gældsforøgende virkning. Den offentlige gældskvote ventes at falde lidt til 73,8 %ved udgangen af 2025. En forsigtig finanspolitik vil bidrage til at reducere kerneinflationen, som ligger et godt stykke over EU-gennemsnittet og kan føre til tab af konkurrenceevne, hvis den varer ved, og bør også kunne bidrage til at styrke stillingen over for udlandet.

(21) Svagheder i budgetplanlægningen og -gennemførelsen har øget finanspolitikkens ekspansive skævheder og bidraget til de aktuelle makroøkonomiske udfordringer. De makroøkonomiske og budgetmæssige prognoser blev mindre pålidelige på grund af den meget tidlige vedtagelse af de årlige budgetter mellem 2016 og 2023. Forskellige budgetfleksibilitetsregler og store budgetreserver gav mulighed for højere diskretionære udgifter. Ad hoc-udgiftsbeslutninger blev ofte truffet ved regnskabsårets udgang eller blev vedtaget ved regeringsdekreter i løbet af året uden passende parlamentarisk kontrol og offentlig høring, hvilket igen reducerede budgetgennemsigtigheden. De nationale finanspolitiske rammer har ikke ført til en mere forsigtig finanspolitisk kurs på grund af mangler i udformningen af de nationale finanspolitiske regler, navnlig en gældsregel med procykliske træk og den svage håndhævelse af den mellemfristede budgetplanlægning, som udhules yderligere af de særlige bestemmelser i undtagelsestilstanden. Hyppige og betydelige ændringer af de finanspolitiske mål har undermineret budgettets rolle som et anker for markedsdeltagerne og har sat spørgsmålstegn ved troværdigheden af de mellemfristede finanspolitiske planer. Hvis den mellemfristede finanspolitiske planlægning baseres på flerårige udgiftslofter som fastsat i Unionens reviderede finanspolitiske regler, kan det bidrage til at afhjælpe finanspolitikkens ekspansive skævheder. Som følge af begrænsede beføjelser og ressourcer kan det nationale finanspolitiske råd fortsat ikke styre den offentlige debat om finanspolitiske spørgsmål særlig effektivt.

(22) I overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, litra b), i forordning (EU) 2021/241 og med bilag V, kriterium 2.2, til nævnte forordning indeholder genopretnings- og resiliensplanen et omfattende sæt gensidigt forstærkende reformer og investeringer, som skal gennemføres senest i 2026. Disse reformer og investeringer forventes at bidrage effektivt til at håndtere alle eller en betydelig del af de udfordringer, der er identificeret i de relevante landespecifikke henstillinger. Det er afgørende, at der inden for denne stramme tidshorisont gøres hurtige fremskridt med den effektive gennemførelse af genopretnings- og resiliensplanen, herunder med REPowerEU-kapitlet, for at styrke Ungarns langsigtede konkurrenceevne gennem den grønne og den digitale omstilling, samtidig med at der sikres social retfærdighed. For at opfylde tilsagnene i genopretnings- og resiliensplanen senest i august 2026 er det vigtigt, at Ungarn øger tempoet for gennemførelsen af reformer og investeringer betydeligt ved først at sikre en hurtig gennemførelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte Unionens finansielle interesser. Det er fortsat vigtigt systematisk at inddrage lokale og regionale myndigheder, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og andre relevante interessenter for at sikre et bredt ejerskab og således en vellykket gennemførelse af genopretnings- og resiliensplanen.

(23) Som led i midtvejsgennemgangen af programmerne vedrørende samhørighedspolitikken, jf. artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1060, skal Ungarn gennemgå hvert enkelt program, der støttes af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+), Samhørighedsfonden og Fonden for Retfærdig Omstilling (FRO), senest i marts 2025 under hensyntagen til bl.a. de udfordringer, der er identificeret i de landespecifikke henstillinger for 2024, og den nationale energi- og klimaplan. Denne gennemgang danner grundlaget for den endelige tildeling af EU-midler til hvert program. Ungarn har gjort fremskridt med gennemførelsen af programmerne vedrørende samhørighedspolitikken og den europæiske søjle for sociale rettigheder, men der er stadig udfordringer, og der er fortsat betydelige regionale forskelle mellem de mindst og mest udviklede dele af landet samt mellem by- og landområder. Det er afgørende at fremskynde gennemførelsen af samhørighedspolitikken og styrke den administrative kapacitet på subnationalt plan. De aftalte prioriteter for programmerne er fortsat relevante. Det er navnlig vigtigt hurtigt at gennemføre investeringerne i den digitale og grønne omstilling, herunder med hensyn til fremme af grundlæggende digitale færdigheder, virksomhedernes digitale omstilling og indførelse af intelligente byløsninger, naturbaserede teknologier og nettonulteknologier og vandforvaltning samt de territoriale planer for retfærdig omstilling. Ungarn bør også fortsætte arbejdet med integreret territorial udvikling i funktionelle områder og de mindst udviklede distrikter. Samtidig er det stadig en prioritet at gennemføre investeringer i social inklusion og fattigdomsbekæmpelse med fokus på børn og de socialt dårligst stillede områder samt at styrke grundlæggende færdigheder og forbedre adgangen til almen uddannelse og livslang læring af høj kvalitet. I den forbindelse er det fortsat afgørende at foretage strukturreformer af uddannelsessystemet, herunder ved at forbedre adgangen til førskoleundervisning og børnepasning af høj kvalitet, samt at træffe målrettede foranstaltninger til at tackle udfordringerne på arbejdsmarkedet for sårbare grupper og at styrke arbejdsmarkedets parters kapacitet. Ungarn skal løse udestående spørgsmål om grundforudsætninger og den generelle konditionalitetsordning for at kunne gøre fuld brug af fondene under samhørighedspolitikken.

(24) I forbindelse med midtvejsevalueringen af programmerne vedrørende samhørighedspolitikken er det værd at lægge større vægt på behovet for at bekæmpe energifattigdom og fattigdom, der går i arv fra generation til generation, gennem integrerede tiltag med fokus på de mindst udviklede distrikter og kommuner og på behovet for en styrket forvaltning og differentiering af strategien for intelligent specialisering. Ungarn kan udnytte platformen for strategiske teknologier for Europa, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/795, til at fremme investeringer i deep- og digitale teknologier (f.eks. tingenes internet, big data og kunstig intelligens), rene og ressourceeffektive teknologier (f.eks. vedvarende energi og geotermisk energi) og bioteknologier (lægemidler og medicinsk udstyr) og samtidig investere i de færdigheder og kvalifikationer, der er nødvendige for at imødekomme efterspørgslen efter arbejdskraft i disse sektorer.

(25) Foruden de økonomiske og sociale udfordringer, som genopretnings- og resiliensplanen og andre EU-midler er rettet mod, står Ungarn over for en række yderligere udfordringer i forbindelse med erhvervsklimaet, færdighedsniveauet og integrationen af dårligt stillede grupper på arbejdsmarkedet, social bistand og social dialog samt afhængigheden af russiske fossile brændstoffer.

(26) Erhvervsklimaet forværredes fortsat, primært på grund af flere statslige indgreb i økonomien og hyppige ad hoc-ændringer af regelsættet. Ungarn klarer sig dårligt med hensyn til indikatorer, der måler konkurrenceevne og reguleringskvalitet. Det høje antal skatter steg i 2024. Antallet af sektorspecifikke afgifter, der pålægges visse sektorer og virksomheder, er steget i de senere år. Disse afgifter findes ofte i sektorer med stort udenlandsk ejerskab (f.eks. detailhandel, cement, byggeri og keramiske materialer), hvilket skaber en uforholdsmæssig stor byrde for de berørte virksomheder og påvirker det indre marked. Virksomhederne klager over ulige behandling og vilkårlighed, når myndighederne foretager administrative kontrolbesøg eller træffer afgørelse om tilladelser. Der er en generel opfattelse af, at der anvendes forskellige statslige indgreb til at tvinge udenlandske ejere til at sælge deres virksomheder, hvilket skaber nationale sværvægtere med tilknytning til regeringen eller offentlige myndigheder. Regeringen erklærer i stigende grad investeringsprojekter for at være af strategisk betydning for den nationale økonomi for at fremskynde og lette de administrative procedurer. Regeringen anvender ikke-gennemsigtige kriterier, der ikke kan anfægtes ved domstolene. Regeringen bruger fortsat sine beføjelser til at fritage visse transaktioner fra fusionskontrol. Kriterierne for disse fritagelser er ikke gennemsigtige, og der findes ingen formel procedure for at anfægte dem. Regeringen gør også fortsat udstrakt brug af sine beføjelser til at udstede nøddekreter under ordningen om undtagelsestilstand. Mange af disse dekreter synes ikke at vedrøre den påberåbte nødsituation, hvilket svækker retssikkerheden og forstyrrer den almindelige erhvervsaktivitet.

(27) På trods af visse relevante initiativer og en høj samlet beskæftigelsesfrekvens støder visse dårligt stillede grupper som lavtuddannede, romaer og handicappede stadig på hindringer med hensyn til at få adgang til opkvalificeringsmuligheder og til at komme ind på arbejdsmarkedet. De samme dårligt stillede grupper har også ofte ringe grundlæggende færdigheder i skolen, forlader skolen tidligt, bliver arbejdsløse eller inaktive og tager sjældent en videregående uddannelse. Uddannelsessystemet er baseret på en række uligheder, bl.a. kendetegnet ved en høj koncentration af socioøkonomisk dårligt stillede elever på visse skoler. Mellem 2014 og 2022 blev der afsat betydelige beløb fra Unionens fonde under samhørighedspolitikken for at forebygge skolefrafald og gennemføre aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger. Beskæftigelsesfrekvensen for lavtuddannede og romaer steg betydeligt i denne periode, men er fortsat meget lavere end den samlede beskæftigelsesfrekvens. Forskellen i beskæftigelsesfrekvensen for personer med handicap ligger fortsat et godt stykke over EU-gennemsnittet. Flere sektorer mangler kvalificeret arbejdskraft, hvilket gør det svært for Ungarn at omstille sin økonomi til en vækstmodel med høj merværdi. Ungarn har en af de laveste andele af færdiguddannede fra videregående uddannelser i Unionen, og det skaber udfordringer med hensyn til at imødekomme den stigende efterspørgsel efter en højt kvalificeret arbejdsstyrke. Arbejdsløshedsydelsernes korte varighed gør det vanskeligt for folk at deltage i omskoling og opkvalificering og finde bedre matchende job, der kunne forbedre produktiviteten og konkurrenceevnen. Der har været en betydelig stigning i antallet af udenlandske arbejdstagere i de seneste år, med det modsvarer ikke fuldt ud behovene i de sektorer, der står over for mangel på kvalificeret arbejdskraft og arbejdskraft i det hele taget.

(28) I det seneste årti er fattigdomsindikatorerne blevet markant forbedret i takt med den øgede beskæftigelsesfrekvens. Men andelen af personer, der lider alvorlige materielle og sociale afsavn, er stadig blandt de højeste i Unionen og er blevet forværret blandt børn og romaer og i fjerntliggende områder. De fattigdomsreducerende virkninger af sociale overførsler kan stadig sammenlignes med andre medlemsstater, men er aftaget i de seneste år. På trods af den høje inflation er visse sociale ydelser, såsom minimumsindkomst, familieydelser og familieskattefordele, nominelt forblevet uændrede. Minimumsindkomsten og arbejdsløshedsunderstøttelsen er blandt de laveste i Unionen. Den samlede skattebyrde for lavtlønnede er høj, og der er stor afhængighed af momsafgifter, hvilket har en uforholdsmæssig effekt på lavindkomstgrupper med hensyn til ikkeprogressiv og fast personlig indkomstskat. Andelen af personer, der bruger mere end 40 %af deres husstandsindkomst på boligudgifter, er også steget som følge af inflation, stigninger i energi- og boligpriserne og manglen på målrettede støtteforanstaltninger. Hvis der tages fat på disse udfordringer, vil det også bidrage til at støtte den opadgående sociale konvergens i overensstemmelse med Kommissionens analyse i anden fase på grundlag af elementerne i rammen for social konvergens, der blev iværksat som pilotprojekt i 2024. I overensstemmelse med artikel 3, stk. 3, litra b), i forordning (EU) 2024/1263 skal det europæiske semester omfatte Kommissionens overvågning af gennemførelsen af retningslinjerne for beskæftigelsen, bl.a. via en ramme til at identificere risici for den sociale konvergens.

(29) Trods visse forbedringer er den sociale dialog fortsat ringe og fragmenteret. Trepartsforummet i den private sektor, som tæller regeringen, fagforeninger og arbejdsgiverforeninger, har begrænsede muligheder for at påvirke eller ændre regeringens planer. Den begrænsede sociale dialog stiller arbejdstagerne ringere, herunder i lønforhandlinger, navnlig i den offentlige sektor. Indførelsen af en særskilt beskæftigelsesstatus for visse grupper af offentligt ansatte har svækket deres evne til at forsvare deres kollektive interesser. I nogle tilfælde har det ført til, at kollektive overenskomster er blevet ugyldige og skal genforhandles. Foranstaltninger som begrænsning af lærernes ret til at strejke eller afskaffelse af kollektive overenskomstforhandlinger i sundhedssektoren har gradvist udhulet arbejdstagernes rettigheder. Med den nye lovgivning om opkrævning af medlemskontingenter for fagforeninger i den offentlige sektor kan fagforeningerne blive endnu mindre repræsentative. De relevante fora i den offentlige sektor havde kun ét møde i 2023.

(30) Ungarn er fortsat stærkt afhængig af fossile brændstoffer, og det gør kun langsomme bestræbelser på at øge energisikkerheden ved at bevæge sig væk fra afhængigheden af import fra Rusland. Ungarns andel af vedvarende energikilder udgjorde 25,7 %i 2023, hvilket er 18 procentpoint under EU-gennemsnittet. Andelen af importeret russisk råolie og gas udgjorde 64 %og 75 %i henholdsvis 2021 og 2023. Olie og gas tegner sig for to tredjedele af energiforbruget. Ungarns subsidier til fossile brændstoffer udgør en af de højeste andele af BNP i Unionen som følge af subsidierede energipriser for husholdninger.

(31) I lyset af Kommissionens dybdegående undersøgelse og konklusionerne om tilstedeværelsen af ubalancer afspejler henstilling 1, 3 og 4 henstillinger i henhold til artikel 6 i forordning (EU) nr. 1176/2011. De politiske tiltag, der er nævnt i henstilling 1 og 4, bidrager til at håndtere sårbarheder relateret til de eksterne og offentlige finansieringsbehov og prispresset. De politiske tiltag, der er nævnt i henstilling 3, bidrager til at håndtere sårbarheder relateret til prispresset,

HENSTILLER, at Ungarn i 2024 og 2025 træffer foranstaltninger med henblik på at: forelægge den mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag i rette tid; i overensstemmelse med kravene i den reformerede stabilitets- og vækstpagt begrænse væksten i nettoudgifter i 2025 til et niveau, der blandt andet er nødvendigt for at bringe den offentlige gæld på en troværdig nedadgående kurs på mellemlang sigt og nedbringe det offentlige underskud i retning af traktatens referenceværdi på 3 %af BNP; afvikle energistøttenødforanstaltningerne inden opvarmningssæsonen 2024/2025; tilstræbe en effektiv koordinering og en klar afgrænsning af de makroøkonomiske politikker for at sikre finanspolitisk og ekstern holdbarhed; udfase pris- og rentelofterne for at mindske forvridende virkninger og lette en smidig transmission af pengepolitikken; målrette støtteforanstaltninger i boligsektoren mod lavindkomsthusholdninger; styrke den mellemfristede budgetramme, tilpasse udarbejdelsen af de årlige budgetter til budgetåret og begrænse skønsbeføjelsen i forbindelse med gennemførelsen af de årlige budgetter i lyset af de langvarige forsinkelser betydeligt fremskynde gennemførelsen af programmerne vedrørende samhørighedspolitikken og genopretnings- og resiliensplanen, herunder REPowerEU-kapitlet, og sikre, at reformer og investeringer afsluttes senest i august 2026, ved hurtigt at gennemføre de nødvendige foranstaltninger til at sikre beskyttelsen af Unionens finansielle interesser og løse udestående spørgsmål om grundforudsætninger; i forbindelse med midtvejsevalueringen af programmerne vedrørende samhørighedspolitikken fortsat fokusere på de aftalte prioriteter, træffe foranstaltninger til bedre at bekæmpe fattigdom med fokus på energifattigdom og de mindst udviklede distrikter og kommuner og forbedre strategien for intelligent specialisering, samtidig med at der tages hensyn til de muligheder, som initiativet platformen for strategiske teknologier for Europa giver for at forbedre konkurrenceevnen forbedre de lovgivningsmæssige rammer og styrke konkurrencen inden for produktmarkeder og tjenesteydelser ved at undgå vilkårlige administrative indgreb og selektiv anvendelse af skræddersyet lovgivning, der giver bestemte virksomheder uberettigede fordele eller ulemper, ved systematisk at anvende konkurrencekontrol på forretningstransaktioner og ved at begrænse brugen af nødforanstaltninger til det strengt nødvendige i overensstemmelse med principperne for det indre marked og retsstatsprincippet; forbedre tilstrækkeligheden af den sociale bistand og arbejdsløshedsunderstøttelsen; forbedre uddannelsesniveauet samt adgangen til effektive aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger, navnlig opkvalificerings- og omskolingsmuligheder for de dårligst stillede grupper, og sikre en effektiv social dialog mindske den samlede afhængighed af fossile brændstoffer, fremskynde diversificeringen af gasforsyningen til ikkerussiske kilder og tage skridt til at udfase subsidier til fossile brændstoffer. Udfærdiget i Luxembourg, den 21. oktober 2024. På Rådets vegne Nagy I. Formand

Versioner

  1. 2024-10-21