Rådets henstilling af 21. oktober 2024 om Østrigs økonomiske, budgetmæssige, beskæftigelsesmæssige og strukturelle politikker C/2024/6827
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Meddelelse
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/notice/C/2024/6827/oj@2024-10-21/da
Indhold
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,
som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,
som henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1263 af 29. april 2024 om effektiv samordning af de økonomiske politikker og om multilateral budgetovervågning samt om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1466/97, særlig artikel 3, stk. 3,
som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen,
som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet,
som henviser til konklusioner fra Det Europæiske Råd,
som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,
som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,
som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,
som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og
som tager følgende i betragtning:
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/241, der oprettede genopretnings- og resiliensfaciliteten (faciliteten), trådte i kraft den 19. februar 2021. Faciliteten yder finansiel støtte til medlemsstaterne til gennemførelsen af reformer og investeringer og bidrager således med en finanspolitisk impuls finansieret af Unionen. I overensstemmelse med prioriteterne for det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker bidrager faciliteten til den økonomiske og sociale genopretning og til gennemførelsen af bæredygtige reformer og investeringer, navnlig reformer og investeringer, der skal fremme den grønne og den digitale omstilling og gøre medlemsstaternes økonomier mere modstandsdygtige. Den bidrager også til at styrke de offentlige finanser og sætte skub i vækst og jobskabelse på mellemlang og lang sigt samt til at forbedre den territoriale samhørighed i Unionen og støtte den fortsatte gennemførelse af den europæiske søjle for sociale rettigheder.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/435 (REPowerEU-forordningen), der blev vedtaget den 27. februar 2023, tager sigte på en udfasning af Unionens afhængighed af import af russiske fossile brændstoffer. Dette vil bidrage til energisikkerhed og diversificering af Unionens energiforsyning og samtidig øge udbredelsen af vedvarende energi, energilagringskapaciteten og energieffektiviteten. Østrig tilføjede et nyt REPowerEU-kapitel til sin nationale genopretnings- og resiliensplan for at finansiere vigtige reformer og investeringer, der vil bidrage til at nå REPowerEU-målene.
(3) Den 16. marts 2023 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse med titlen EU's konkurrenceevne på lang sigt efter 2030 for at give input til den politiske beslutningstagning og skabe gode rammebetingelser for at øge væksten. I meddelelsen opstilles der ni gensidigt forstærkende indsatsområder til fremme af konkurrenceevnen. Blandt disse indsatsområder udgør adgang til privat kapital, forskning og innovation, uddannelse og færdigheder og et velfungerende indre marked særligt vigtige politiske prioriteter, som bør være genstand for reformer og investeringer med henblik på at håndtere de aktuelle produktivitetsmæssige udfordringer samt styrke Unionens og medlemsstaternes langsigtede konkurrenceevne. Den 14. februar 2024 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse med titlen Årlig rapport om det indre marked og konkurrenceevnen 2024. I denne meddelelse gennemgås de konkurrencemæssige styrker og udfordringer, der præger det europæiske indre marked, og der gøres status over den årlige udvikling med udgangspunkt i de ni udpegede indsatsområder for konkurrenceevnen.
(4) Den 21. november 2023 vedtog Kommissionen den årlige undersøgelse af bæredygtig vækst 2024, som markerede starten på det europæiske semester 2024. Den 22. marts 2024 godkendte Det Europæiske Råd prioriteterne i den årlige undersøgelse af bæredygtig vækst 2024, som er struktureret omkring de fire dimensioner af konkurrencedygtig bæredygtighed. Den 21. november 2023 vedtog Kommissionen på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 ligeledes rapporten om varslingsmekanismen 2024, hvori Østrig ikke blev udpeget som en af de medlemsstater, der kan være berørt eller kan være i risiko for at blive berørt af ubalancer, og for hvilken der skulle gennemføres en dybdegående undersøgelse. Samme dag vedtog Kommissionen en udtalelse om Østrigs udkast til budgetplan 2024. Kommissionen vedtog også en henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet samt et forslag til den fælles beskæftigelsesrapport 2024, hvori gennemførelsen af retningslinjerne for beskæftigelsen og principperne for den europæiske søjle for sociale rettigheder analyseres. Rådet vedtog henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet (henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet 2024) den 12. april 2024 og den fælles beskæftigelsesrapport den 11. marts 2024.
(5) Den 30. april 2024 trådte Unionens nye ramme for økonomisk styring i kraft. Rammen omfatter den nye forordning (EU) 2024/1263 om effektiv samordning af de økonomiske politikker og om multilateral budgetovervågning, Rådets ændrede forordning (EF) nr. 1467/97 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud samt Rådets ændrede direktiv 2011/85/EU om krav til medlemsstaternes budgetmæssige rammer. Formålet med den nye ramme for økonomisk styring er at fremme sunde og holdbare offentlige finanser, bæredygtig og inklusiv vækst og modstandsdygtighed gennem reformer og investeringer samt forhindre uforholdsmæssigt store offentlige underskud. Den nye ramme for økonomisk styring fremmer også det nationale ejerskab og lægger større vægt på det mellemfristede sigte, samtidig med at der fokuseres på en mere effektiv og sammenhængende håndhævelse. Hver medlemsstat skal forelægge Rådet og Kommissionen en national mellemfristet plan for finans- og strukturpolitiske tiltag. En national mellemfristet plan for finans- og strukturpolitiske tiltag indeholder en medlemsstats finanspolitiske tilsagn samt reform- og investeringstilsagn og dækker en planlægningsperiode på fire eller fem år afhængigt af den nationale valgperiodes normale varighed. Nettoudgiftskursen i de nationale mellemfristede planer for finans- og strukturpolitiske tiltag skal stemme overens med kravene i forordning (EU) 2024/1263, herunder kravene om, at den offentlige gæld bringes eller fastholdes på en troværdig nedadgående kurs ved udgangen af tilpasningsperioden, eller om, at den forbliver på et forsvarligt niveau på under 60 % af bruttonationalproduktet (BNP), og om, at det offentlige underskud bringes og/eller fastholdes under traktatens referenceværdi på 3 % af BNP på mellemlang sigt. Hvis en medlemsstat giver tilsagn om at gennemføre et sæt relevante reformer og investeringer i overensstemmelse med kriterierne i forordning (EU) 2024/1263, kan tilpasningsperioden forlænges med op til tre år. Til støtte for udarbejdelsen af disse nationale mellemfristede planer for finans- og strukturpolitiske tiltag offentliggjorde Kommissionen den 21. juni 2024 en vejledning om de oplysninger, som medlemsstaterne skal fremlægge i deres nationale mellemfristede planer for finans- og strukturpolitiske tiltag og i deres årlige statusrapporter. I overensstemmelse med artikel 5 og 36 i forordning (EU) 2024/1263 meddelte Kommissionen medlemsstaterne referencekurser og tekniske oplysninger, hvor det var relevant. Medlemsstaterne skal forelægge deres nationale mellemfristede planer for finans- og strukturpolitiske tiltag senest den 20. september 2024, medmindre medlemsstaten og Kommissionen bliver enige om at forlænge fristen med en rimelig periode. I overensstemmelse med deres nationale retlige rammer kan medlemsstaterne drøfte deres udkast til mellemfristede planer med deres nationale parlamenter, anmode de uafhængige finanspolitiske institutioner om at afgive en udtalelse og gennemføre en høring af arbejdsmarkedets parter og andre nationale interessenter.
(6) I 2024 forløber det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker fortsat sideløbende med gennemførelsen af faciliteten. At gennemføre genopretnings- og resiliensplanerne fuldt ud er fortsat et vigtigt element i opfyldelsen af de politiske prioriteter under det europæiske semester, eftersom planerne bidrager effektivt til at håndtere alle eller en betydelig del af de udfordringer, der er identificeret i de relevante landespecifikke henstillinger, der er blevet udstedt i de senere år. De landespecifikke henstillinger fra 2019, 2020, 2022 og 2023 er fortsat lige relevante for de genopretnings- og resiliensplaner, der er blevet revideret, ajourført eller ændret i henhold til artikel 14, 18 og 21 i forordning (EU) 2021/241.
(7) Den 30. april 2021 indgav Østrig sin nationale genopretnings- og resiliensplan til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 18, stk. 1, i forordning (EU) 2021/241. Kommissionen har i medfør af artikel 19 i forordning (EU) 2021/241 vurderet genopretnings- og resiliensplanens relevans, effektivitet, virkningsfuldhed og sammenhæng i overensstemmelse med vurderingsretningslinjerne i bilag V til nævnte forordning. Den 13. juli 2021 vedtog Rådet en gennemførelsesafgørelse om godkendelse af vurderingen af Østrigs genopretnings- og resiliensplan, som blev ændret den 9. november 2023 i henhold til artikel 21, stk. 1, i forordning (EU) 2021/241, for at tage hensyn til, at Østrig på grund af objektive omstændigheder ikke længere fuldt ud kan opfylde sin genopretnings- og resiliensplan, samt for at tilføje kapitlet om REPowerEU. Tilrådighedsstillelsen af trancher er betinget af, at Kommissionen i overensstemmelse med artikel 24, stk. 5, i forordning (EU) 2021/241 har vedtaget en afgørelse om, at Østrig på tilfredsstillende vis har opfyldt de relevante milepæle og mål, der er anført i Rådets gennemførelsesafgørelse. En tilfredsstillende opfyldelse forudsætter, at opfyldelsen af forudgående milepæle og mål ikke er blevet tilbagerullet.
(8) Den 19. juni 2024 offentliggjorde Kommissionen landerapporten for Østrig 2024. Heri foretages der en vurdering af Østrigs fremskridt med gennemførelsen af de relevante landespecifikke henstillinger, der blev vedtaget af Rådet mellem 2019 og 2023, og der gøres status over Østrigs gennemførelse af genopretnings- og resiliensplanen. På grundlag af denne analyse er der i landerapporten udpeget mangler med hensyn til de udfordringer, som enten ikke håndteres eller kun håndteres delvist i genopretnings- og resiliensplanen, ligesom der også afdækkes nye udfordringer. Rapporten indeholder også en vurdering af Østrigs fremskridt med gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder og opfyldelsen af Unionens overordnede mål vedrørende beskæftigelse, færdigheder og fattigdomsbekæmpelse samt af fremskridtene med gennemførelsen af De Forenede Nationers verdensmål for bæredygtig udvikling.
(9) Ifølge data valideret af Eurostat faldt Østrigs offentlige underskud fra 3,3 % af BNP i 2022 til 2,7 % i 2023, mens den offentlige gæld faldt fra 78,4 % af BNP ved udgangen af 2022 til 77,8 % ved udgangen af 2023.
(10) Den 12. juli 2022 henstillede Rådet, at Østrig traf foranstaltninger med henblik på i 2023 at sikre, at væksten i nationalt finansierede primære løbende udgifter var i overensstemmelse med en overordnet neutral finanspolitisk kurs, under hensyntagen til fortsat midlertidig og målrettet støtte til de husholdninger og virksomheder, der er mest sårbare over for stigninger i energipriserne, og til personer på flugt fra Ukraine. Samtidig skulle Østrig være rede til at tilpasse de løbende udgifter til den omskiftelige situation. Det blev også henstillet til Østrig at øge de offentlige investeringer i den grønne og den digitale omstilling og i energisikkerhed under hensyntagen til REPowerEU-initiativet, herunder ved at anvende faciliteten og andre EU-midler. Ifølge Kommissionens skøn var den finanspolitiske kurs i 2023 kontraktiv med 0,9 % af BNP i en situation med høj inflation. Væksten i nationalt finansierede primære løbende udgifter (ekskl. diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden) i 2023 indebar et kontraktivt bidrag på 0,5 % af BNP til finanspolitikken. Dette omfatter stigningen på 0,2 % af BNP i omkostningerne ved målrettede nødstøtteforanstaltninger til fordel for de husholdninger og virksomheder, der er mest sårbare over for stigninger i energipriserne. Væksten i nationalt finansierede primære løbende udgifter i 2023 var i overensstemmelse med Rådets henstilling af 12. juli 2022. Udgifter finansieret af tilskud under faciliteten og andre EU-midler beløb sig til 0,2 % af BNP i 2023. Nationalt finansierede investeringer udgjorde 3,5 % af BNP i 2023, hvilket svarer til et fald på 0,1 procentpoint i forhold til 2022. Østrig finansierede yderligere investeringer ved hjælp af faciliteten og andre EU-midler. Landet har finansieret offentlige investeringer i den grønne og den digitale omstilling og i energisikkerhed, som f.eks. at skabe bedre bredbåndsadgang i landdistrikter og fjerntliggende områder og støtte husholdninger i at erstatte opvarmningssystemer, der anvender fossile brændstoffer, med opvarmningsteknologi baseret på vedvarende energi. Disse offentlige investeringer finansieres delvis gennem faciliteten og andre EU-midler.
(11) Ifølge det makroøkonomiske scenario, der ligger til grund for Østrigs økonomiske fremskrivninger og budgetfremskrivninger, forventes der en realvækst i BNP på 0,2 % i 2024 og 1,8 % i 2025, mens inflationen målt ved forbrugerprisindekset (CPI) forventes at ligge på 3,8 % i 2024 og 2,7 % i 2025. Det offentlige underskud ventes at stige til 2,9 % af BNP i 2024 og 2,8 % af BNP i 2025, mens den offentlige gældskvote ventes at falde til 77,5 % ved udgangen af 2024 og 77,4 % ved udgangen af 2025. Efter 2025 ventes det offentlige underskud at falde gradvist til 2,8 % af BNP i 2026 og 2,7 % i 2027. Den offentlige saldo ventes således at forblive under traktatens referenceværdi på 3 % af BNP i hele programperioden. Samtidig ventes den offentlige gældskvote efter 2025 at forblive stabil 77,4 % i 2026 og 2027. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2024 ventes det reale BNP at stige med 0,3 % i 2024 og 1,6 % i 2025, mens inflationen målt ved det harmoniserede forbrugerprisindeks (HICP) ventes at være på 3,6 % i 2024 og 2,8 % i 2025.
(12) Ifølge Kommissionens forårsprognose 2024 ventes det offentlige underskud at udgøre 3,1 % af BNP i 2024, mens den offentlige gældskvote vil falde til 77,7 % ved udgangen af 2024. Stigningen i underskuddet i 2024 afspejler hovedsagelig inflationens forsinkede virkninger på udgiftssiden (lønninger, pensioner, indekserede sociale ydelser) og yderligere udgifter inden for de nationale finanspolitiske rammer til børnepasning, boliger og klima samt den nyligt vedtagne bolig- og byggepakke. Derudover er flere energirelaterede nødhjælpsforanstaltninger, såsom elprisbremsen, blevet forlænget indtil udgangen af 2024. Ifølge Kommissionens skøn vil den finanspolitiske kurs være ekspansiv med 0,4 % af BNP i 2024.
(13) Ifølge Kommissionens forårsprognose 2024 forventes der at blive finansieret udgifter via ikketilbagebetalingspligtig støtte (tilskud) under faciliteten i 2024 svarende til 0,1 % af BNP sammenlignet med 0,2 % af BNP i 2023. De udgifter, der finansieres med tilskud under faciliteten, vil muliggøre investeringer af høj kvalitet og produktivitetsfremmende reformer, uden at dette har direkte indvirkning på Østrigs offentlige saldo eller gæld.
(14) Den 14. juli 2023 henstillede Rådet, at Østrig skulle sikre en forsigtig finanspolitik, navnlig ved at begrænse den nominelle stigning i nationalt finansierede primære nettoudgifter i 2024 til højst 4,6 %. Medlemsstaterne blev i forbindelse med gennemførelsen af deres budgetter for 2023 og udarbejdelsen af deres udkast til budgetplaner for 2024 opfordret til at tage hensyn til, at Kommissionen ville foreslå Rådet at indlede underskudsbaserede procedurer i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud på grundlag af de endelige data for 2023. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2024 forventes Østrigs nationalt finansierede primære nettoudgifter at stige med 5,9 % i 2024, hvilket er over den anbefalede maksimale vækstrate. Denne overskridelse af den anbefalede maksimale vækstrate for nationalt finansierede primære nettoudgifter svarer til 0,6 % af BNP i 2024. Der er risiko for, at dette ikke vil være i overensstemmelse med Rådets henstilling.
(15) Derudover henstillede Rådet, at Østrig traf foranstaltninger med henblik på at afvikle de gældende energistøttenødforanstaltninger hurtigst muligt i 2023 og 2024 og bruge de deraf følgende besparelser til at nedbringe det offentlige underskud. Rådet henstillede endvidere, at hvis nye stigninger i energipriserne nødvendiggør nye eller fortsatte støtteforanstaltninger, skulle Østrig sikre, at sådanne støtteforanstaltninger er rettet mod at beskytte sårbare husholdninger og virksomheder, er finanspolitisk overkommelige og opretholder incitamenter til energibesparelser. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2024 forventes nettobudgetomkostningerne ved energistøttenødforanstaltninger at udgøre 1,4 % af BNP i 2023, 0,4 % af BNP i 2024 og 0,1 % i 2025. Navnlig forventes elprisbremsen for husholdningerne og nedsættelsen af energiafgiften at forblive i kraft i 2024, om end med en mindre indvirkning. Hvis de deraf følgende besparelser bruges til at nedbringe det offentlige underskud i overensstemmelse med Rådets henstilling, peger fremskrivningerne i retning af en finanspolitisk tilpasning på 1,0 % af BNP i 2024, hvilket skal sammenholdes med et ekspansivt bidrag fra de nationalt finansierede primære nettoudgifter til den finanspolitiske kurs svarende til 0,4 % af BNP i samme år. Energistøttenødforanstaltningerne forventes ikke afviklet hurtigst muligt i 2023 og 2024. Der er risiko for, at dette ikke vil være i overensstemmelse med Rådets henstilling. Derudover forventes de deraf følgende besparelser ikke at blive brugt fuldt ud til at nedbringe det offentlige underskud. Der er risiko for, at dette ikke vil være i overensstemmelse med Rådets henstilling. Nettobudgetomkostningerne ved de energistøttenødforanstaltninger, der er rettet mod at beskytte sårbare husholdninger og virksomheder, anslås at udgøre mindre end 0,1 % af BNP i 2024 (i forhold til 0,4 % i 2023), hvoraf mindre end 0,1 % af BNP bevarer prissignalet for at reducere energiefterspørgslen og forbedre energieffektiviteten (i forhold til 0,4 % i 2023).
(16) Rådet henstillede også, at Østrig bevarer nationalt finansierede offentlige investeringer og sikrer en effektiv udnyttelse af tilskud under faciliteten og af andre EU-midler, navnlig for at fremme den grønne og den digitale omstilling. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2024 forventes de nationalt finansierede offentlige investeringer at falde fra 3,5 % af BNP i 2023 til 3,3 % af BNP i 2024. Dette skyldes usædvanligt høje investeringer i 2023, til dels drevet af den kommunale investeringslov. Under hensyntagen til disse yderligere faktorer anses offentlige investeringer i 2024 for at være i overensstemmelse med Rådets henstilling. Samtidig forventes de offentlige investeringer, der finansieres med EU-midler, herunder tilskud under faciliteten, at ligge stabilt på 0,2 % af BNP i 2024.
(17) På grundlag af de politiske foranstaltninger, der var kendt på skæringsdatoen for prognosen, og under antagelse af en uændret politik forventes det offentlige underskud ifølge Kommissionens forårsprognose 2024 at udgøre 2,9 % af BNP i 2025. Faldet i underskuddet i 2025 afspejler hovedsagelig en mere moderat stigning i lønninger, pensioner og andre sociale ydelser som følge af faldende inflation og udfasning af foranstaltninger til afbødning af virkningerne af høje energipriser. Den offentlige gældskvote ventes at stige til 77,8 % ved udgangen af 2025. Stigningen i gældskvoten i 2025 afspejler hovedsagelig højere renteudgifter i 2024 og lavere nominelle BNP-vækstrater.
(18) Østrigs finanspolitiske rammer er baseret på et komplekst system af overførsler inden for staten mellem føderale og regionale myndigheder, som giver begrænsede incitamenter til at sikre, at de offentlige udgifter forvaltes effektivt. Den manglende skatteautonomi gør finansieringen af udgifter på tværs af føderale niveauer stærkt afhængig af dette system. I 2023 udgjorde delstaternes egne indtægter kun en lille procentdel af alle offentlige indtægter. Samtidig afhænger finansieringen af vigtige tjenester såsom sundhedspleje, børnepasning og offentlig transport delvis af delstaternes og kommunernes udgifter. Demografiske ændringer og den grønne omstilling øger omkostningspresset på delstaterne og kommunerne yderligere, mens indtægterne fra egne kilder ikke er knyttet til udgiftsdynamikkerne. Den nuværende finanspolitiske ramme resulterer i manglende effektivitet og gennemsigtighed, da den slører forbindelsen mellem skattebyrden og de offentlige udgifter. En bedre tilpasning af egne indtægter til de subcentrale statslige udgifter og styrkelse af gennemsigtigheden og koordineringen er afgørende for at forbedre de offentlige udgifters generelle kvalitet. En reform af ejendomsskattesystemet kan anvendes til at forbedre den skattemæssige føderalisme og det overordnede skattesystem.
(19) Skattemikset er fortsat stærkt afhængigt af arbejdsindkomster (lønskatter og socialsikringsbidrag) og forbrug. I 2022 havde Østrig den tredjehøjeste skattekvote i Unionen og en meget høj skattekile. Siden 2023 er de personlige indkomstskattegrupper blevet indekseret efter inflationen, hvilket har forhindret en yderligere stigning i skattekilen som følge af, at lønningerne presses op på et højere skattetrin. Samtidig blev der med den økosociale skattereform i 2022 indført lempelsesforanstaltninger inden for skatter og social sikring, og der blev indført priser på CO2-emissioner i transport- og varmesektoren, hvilket har forbedret skattemikset. Der er dog fortsat en række langvarige strukturelle udfordringer i skattemikset, som stadig ikke er blevet håndteret. Bedre anvendelse af mere vækstfremmende skatter kunne også bidrage til at skabe den nødvendige luft i budgettet og gøre skattesystemet mere rimeligt.
(20) Sundhedsudgifterne er blandt de højeste i Unionen, idet mange sundhedsydelser stadig leveres af hospitaler, hvilket er en dyr og mindre effektiv måde at yde pleje på. De offentlige udgifter til sundhedspleje forventes at stige fra 7,8 % af BNP i 2022 til 8,8 % af BNP i 2050. Desuden forventes en voksende og aldrende befolkning at føre til en stigning i anvendelsen af sundhedsydelser, hvilket yderligere forværrer bekymringerne om finanspolitisk holdbarhed. Sundhedsreformen, der blev iværksat i 2023, omfatter betydelige investeringer i primær sundhedspleje, ambulant pleje, digitalisering og forebyggelse, som vil kunne bidrage til at begrænse omkostningerne på lang sigt, hvis de ledsages af strukturreformer. Det vil imidlertid være afgørende at sikre, at patienterne ledes gennem sundhedssystemet på en konsistent måde, herunder ved at sikre, at den øgede adgang til primære sundhedsydelser vil føre til en lavere udnyttelse af eksisterende hospitalsbehandling eller ambulante speciallægeydelser. Østrigs genopretnings- og resiliensplan vil bidrage til at styrke den ambulante primære sundhedspleje, navnlig ved at støtte eksisterende primære sundhedsenheder i lokalområderne. Reformpakken, der blev iværksat i 2023, indeholdt imidlertid ingen strukturreformer, der tager sig af juridiske beføjelser, der kunne justere finansierings- og udgiftsansvaret for at øge effektiviteten. Det er derfor meget vigtigt at styrke koordineringen og forvaltningen.
(21) Reformen af langtidsplejen i 2023 forbedrede dækningen med hensyn til levering af tjenesterne i lyset af befolkningens aldring. Samtidig kræver kvinders stigende deltagelse på arbejdsmarkedet og ændrede familiestrukturer, at de formelle pasningsordninger styrkes. Selv om reformen af langtidsplejen bidrog til at forbedre uddannelsesmulighederne, arbejdsvilkårene og lønnen for langtidsplejepersonale, er der også behov for en yderligere indsats for at forbedre situationen for selvstændige indeboende plejere. Desuden adresserede reformen ikke spørgsmålet om strukturel finanspolitisk holdbarhed. De offentlige udgifter til langtidspleje forventes at stige fra 1,6 % af BNP i 2022 til 3,1 % af BNP i 2070. Langtidsplejesystemet er kendetegnet ved delte kompetencer med hensyn til kontante ydelser (føderalt niveau) og levering af tjenesteydelser (delstater). Det ville være hensigtsmæssigt at øge harmoniseringen med hensyn til finansiering og levering af tjenesteydelser, koordinere mellem de forskellige sektorer og indføre fælles præstationsstandarder på tværs af regionerne. Den nyoprettede Pflege-Entwicklungs-Kommission kan muligvis fremskynde disse drøftelser. Der gøres brug af aktivtest med henblik på hjemmepleje og pleje i nærmiljøet, men ikke for institutionspleje, hvilket fører til et økonomisk incitament til at anvende den relativt dyrere institutionspleje.
(22) I overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, litra b), i forordning (EU) 2021/241 og med bilag V, kriterium 2.2, til nævnte forordning indeholder den østrigske genopretnings- og resiliensplan et omfattende sæt gensidigt forstærkende reformer og investeringer, som skal gennemføres senest i 2026. Disse reformer og investeringer forventes at bidrage effektivt til at håndtere alle eller en betydelig del af de udfordringer, der er identificeret i de relevante landespecifikke henstillinger. Det er afgørende, at der inden for denne stramme tidshorisont gøres hurtige fremskridt med den effektive gennemførelse af genopretnings- og resiliensplanen, herunder med REPowerEU-kapitlet, for at styrke Østrigs langsigtede konkurrenceevne gennem den grønne og den digitale omstilling, samtidig med at der sikres social retfærdighed. For at opfylde tilsagnene i genopretnings- og resiliensplanen senest i august 2026 er det afgørende, at Østrig fortsætter gennemførelsen af reformer og investeringer ved at sætte ind over for de relevante udfordringer. Det er navnlig vigtigt at udarbejde den anden og den tredje betalingsanmodning. Det er fortsat afgørende, at lokale og regionale myndigheder, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og andre relevante interessenter inddrages systematisk for at sikre et bredt ejerskab og således en vellykket gennemførelse af genopretnings- og resiliensplanen.
(23) Som led i midtvejsgennemgangen af fondene vedrørende samhørighedspolitikken, jf. artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1060, skal Østrig gennemgå hvert enkelt program, der støttes af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+), Samhørighedsfonden og Fonden for Retfærdig Omstilling (FRO), senest i marts 2025 under hensyntagen til bl.a. de udfordringer, der er identificeret i de landespecifikke henstillinger for 2024, og den nationale energi- og klimaplan. Denne gennemgang danner grundlaget for den endelige tildeling af EU-midler til hvert program. Østrig har gjort fremskridt med gennemførelsen af programmerne vedrørende samhørighedspolitikken og den europæiske søjle for sociale rettigheder, men der er stadig visse udfordringer. De regionale forskelle i Østrig er blandt de mindste i Unionen, men de eksisterende forskelle risikerer at blive forstærket i fremtiden, delvis på grund af demografiske udfordringer og affolkning i visse fjerntliggende landdistrikter. Det er vigtigt at fremskynde gennemførelsen af programmerne vedrørende samhørighedspolitikken, og de prioriteter, der er aftalt i programmerne, er fortsat relevante. Det er særlig vigtigt at forbedre effektiviteten af forsknings- og innovationssystemet i overensstemmelse med de nationale og regionale strategier for intelligent specialisering og at udnytte forbindelserne mellem forskningssektoren og erhvervslivet. Det er også nødvendigt at fortsætte grønne investeringer, navnlig i fremme af energieffektivitet og reduktion af CO2-fodaftrykket, herunder gennem nye grønne teknologier. Strategier for integreret territorial udvikling til støtte for inklusiv og bæredygtig lokaludvikling er afgørende. Det er fortsat relevant at fremme inkluderende uddannelse af høj kvalitet og livslang læring, navnlig for dårligt stillede grupper, og der bør fortsat foretages investeringer til støtte for aktiv inklusion og beskæftigelsesegnethed. Østrig kan også udnytte platformen for strategiske teknologier for Europa, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/795, til at støtte udviklingen eller fremstillingen af kritiske teknologier, herunder rene og ressourceeffektive teknologier.
(24) Foruden de økonomiske og sociale udfordringer, som genopretnings- og resiliensplanen og andre EU-midler er rettet mod, står Østrig over for en række yderligere udfordringer i forbindelse med arbejdsmarkedet, erhvervsdynamikken og adgang til risikovillig kapital samt vedvarende afhængighed af gasimport fra Rusland og relativt høje emissioner i transportsektoren.
(25) Beskæftigelsesfrekvensen for kvinder, når man omregner til fuldtidsækvivalenter, ligger under EU-gennemsnittet, selv om der kan observeres en stigende tendens. Østrig er det EU-land, der har den næsthøjeste andel af deltidsbeskæftigede kvinder. Det utilstrækkelige udbud af førskoleundervisning og børnepasningsfaciliteter af høj kvalitet spiller sammen med store regionale forskelle en central rolle for den høje andel af kvinder i deltidsbeskæftigelse. I 2023 var der kun 24,1 % af de 3-årige børn, der blev passet i formelle børnepasningsordninger, og dermed ligger deltagelsen i førskoleundervisning og børnepasning fortsat generelt under EU-gennemsnittet på 34,9 %. Den dobbelte byrde i form af betalt arbejde og omsorgsforpligtelser rammer kvinder betydeligt mere end mænd. Selv om der er taget skridt til at øge udbuddet og kvaliteten af førskoleundervisning og børnepasning, begrænser børnepasningsordningernes nuværende åbningstider muligheden for forældre med omsorgsforpligtelser, primært kvinder, for at arbejde flere timer. Desuden vil indførelsen af obligatoriske kvalitetsstandarder for førskoleundervisning og børnepasning bedre kunne sikre udbuddet af kvalitetspleje i hele landet.
(26) Østrig oplever et fald i sin erhvervsdynamik, og antallet af virksomheder, der oprettes eller afvikles, er blandt de laveste i Unionen. Andelen af nystartede virksomheder og unge virksomheder er faldende, hvilket har en negativ indvirkning på produktiviteten (i 2013 var andelen af unge virksomheder på 5,4 %, mens den i 2020 var faldet til 3,8 %, hvilket er under EU-gennemsnittet). Andelen af højvækstvirksomheder ligger også betydeligt under EU-gennemsnittet (8,21 % i antal virksomheder og 7,29 % i antal ansatte i 2021 sammenlignet med henholdsvis 9,18 % og 12,40 % i Unionen). Egenkapitalfinansieringen er lav efter internationale standarder. Det begrænsede udbud af privat risikovillig kapital er en hindring for innovative virksomheder og teknologispredning. Udbuddet af og efterspørgslen efter risikovillig kapital er ikke særlig høj i Østrig, hvilket kan hæmme etableringen af nye teknologiintensive eller innovative virksomheder og deres vækst. Begrænsningerne i adgangen til venturekapital påvirker især innovative små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og nystartede virksomheder. Mulighederne for risikovillig kapital er underudviklet, idet den private egenkapital var på blot 0,14 % i 2022, hvilket er væsentligt lavere end EU-gennemsnittet på 0,64 %, mens venturekapitalen var på 0,041 % af BNP (i forhold til EU-gennemsnittet på 0,09 %).
(27) Manglen på kvalificeret arbejdskraft og misforholdet mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer er blandt Østrigs mest presserende udfordringer, og den aldrende befolkning forventes at forværre situationen yderligere. Andelen af ledige stillinger i Østrig er fortsat en af de højeste i Unionen og har ligget på over 4 % siden udgangen af 2021. Selv om beskæftigelsesfrekvensen for ældre arbejdstagere er steget støt i løbet af det seneste årti og nåede op på 57,7 % i 2023, ligger den fortsat et godt stykke under EU-gennemsnittet på 63,8 %. Ældre arbejdstagere, der har mere begrænsede digitale færdigheder og ofte udsættes for diskriminerende praksis på grund af deres alder, har svært ved at blive reintegreret på arbejdsmarkedet. Lavtuddannede personer, der kun har gennemført den obligatoriske skoleuddannelse, er særligt sårbare og tegner sig for den største andel af arbejdsløse i Østrig. Personer med migrantbaggrund og personer fra dårligt stillede miljøer har ligeledes svært ved at blive integreret på arbejdsmarkedet og står over for særlige barrierer på arbejdsmarkedet blandet andet som følge af en vanskelig overgang fra skolesystemet til arbejdspladsen. Ifølge programmet for international elevevaluering fra 2022 (PISA-undersøgelsen) er ca. én ud af fire 15-årige østrigske elever ikke nået op på minimumsfærdighedsniveauet i matematik, læsning og naturvidenskab, og for personer fra dårligt stillede miljøer eller migrantbaggrund er denne andel helt oppe på 45 % i matematik. Desuden er unge, der er født uden for Unionen, næsten dobbelt så tilbøjelige til at forlade skolen tidligt, hvilket har en negativ indvirkning på deres integration på arbejdsmarkedet. De foranstaltninger i Østrigs genopretnings- og resiliensplan, der tager sigte på at forbedre udbuddet af færdigheder og uddannelsesresultaterne for dårligt stillede elever, er ved at blive gennemført, men der er behov for yderligere foranstaltninger for at mindske den eksisterende mangel på arbejdskraft og færdigheder. Disse kunne omfatte fremme af adgangen til arbejdsmarkedet for ældre arbejdstagere, lavtuddannede arbejdstagere og personer med migrantbaggrund, forebyggelse af skolefrafald hos unge med migrantbaggrund samt forbedring af de grundlæggende færdigheder hos dårligt stillede elever og elever med migrantbaggrund.
(28) På trods af en vis diversificeringsindsats er Østrig fortsat stærkt afhængig af russisk gas. Selv om gasforsyningerne fra Norge og i mindre grad fra Nordafrika og Centralasien steg i 2023, dominerede importen fra Rusland gasforsyningen, navnlig i løbet af vinteren (98 % af den samlede import i december 2023). For at udvide transportkapaciteten fra nabolande som Tyskland og Italien støttede Østrig målrettede investeringer med henblik på at opgradere sin gasrørledningsinfrastruktur. Samtidig bidrager foranstaltninger i Østrigs genopretnings- og resiliensplan, som f.eks. investeringer i energieffektivitet og i udskiftningen af varmeanlæg til fossile brændstoffer, til at reducere efterspørgslen efter gas og fremskynde den grønne omstilling. En afkobling fra den langsigtede forsyningskontrakt mellem det østrigske delvist statsejede energiselskab OMV og Ruslands Gazprom vil gøre det muligt hurtigt at fremme yderligere bestræbelser på at diversificere gasenergikilderne. Trods visse foranstaltninger, der sigter mod gasdiversificering, og som blev vedtaget for nylig, skal strategien for afkobling fra russisk gas styrkes yderligere, da den gør Østrigs energiforsyning sårbar.
(29) Østrigs installerede kapacitet til produktion af vedvarende energi steg med 6 % i 2022. Solenergi, navnlig solcelleenergi, fortsatte med at vokse kraftigt, men vindenergien voksede ikke med samme fart som solenergien. I betragtning af Østrigs mål om, at al elektricitet skal stamme fra vedvarende energikilder senest i 2030, haster det med at opgradere og udvide ikke alene lagerkapaciteten for elektricitet, men også transmissions- og distributionsnettene, navnlig mellem det østlige og vestlige Østrig. Dette kræver både flere investeringer og en hurtigere integration i systemet af yderligere produktion af vedvarende energi som beskrevet i den første integrerede netinfrastrukturplan, der blev offentliggjort i april 2024. Østrig har fremlagt yderligere foranstaltninger for at fremskynde energiomstillingen, men den reviderede lov om elmarkedet og loven om vedvarende gasser afventer stadig vedtagelse i det nationale parlament.
(30) De foranstaltninger, som Østrig har truffet i de seneste år med henblik på at reducere drivhusgasemissionerne, er begyndt at give resultater. De drivhusgasemissioner, der ikke er omfattet af Unionens emissionshandelssystem, faldt med 5 % i 2022. Ifølge de nuværende politikker mangler der imidlertid 21 procentpoint i Østrigs nuværende resultater i forhold til det indsatsfordelingsmål på 48 %, der er aftalt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 inden 2030 i forhold til 2005-niveauet. Østrig har endnu ikke forelagt Kommissionen et udkast til ajourføring af sin nationale energi- og klimaplan, som skulle have været forlagt i juni 2023, og hvori landet gør rede for, hvordan dette mål skal nås. Østrig har indført en CO2-pris for sektorer, der ikke er omfattet af ETS, hvilket er et skridt i den rigtige retning, men transportemissionerne pr. indbygger ligger fortsat over EU-gennemsnittet, bl.a. på grund af den relativt lave afgift på diesel, der er årsag til den såkaldte brændstofturisme. Den østrigske genopretnings- og resiliensplan indeholder en række reformer og investeringer med henblik på bæredygtige transport, men der er mulighed for yderligere emissionsreducerende foranstaltninger, herunder styrkelse af den offentlige transport i landdistrikterne.
(31) I betragtning af de nære indbyrdes forbindelser mellem euromedlemsstaternes økonomier og disse økonomiers kollektive bidrag til Den Økonomiske og Monetære Unions rette virkemåde henstillede Rådet i 2024, at medlemsstaterne i euroområdet træffer foranstaltninger, herunder gennem deres genopretnings- og resiliensplaner, til at efterkomme henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet 2024. For Østrig bidrager henstilling 1, 2, 3 og 4 til gennemførelse af den første, anden, tredje og fjerde henstilling i henstillingen vedrørende euroområdet 2024.
HENSTILLER, at Østrig i 2024 og 2025 træffer foranstaltninger med henblik på at: forelægge den mellemfristede plan for finans- og strukturpolitiske tiltag i rette tid i overensstemmelse med kravene i den reformerede stabilitets- og vækstpagt begrænse væksten i nettoudgifter i 2025 til det niveau, der blandt andet er nødvendigt for at bringe den offentlige gæld på en troværdig nedadgående kurs på mellemlang sigt og overholde traktatens referenceværdi på 3 % af BNP; forbedre sundhedssystemets og langtidsplejesystemets finanspolitiske holdbarhed; forenkle og rationalisere de finanspolitiske forbindelser og ansvarsområder på tværs af forvaltningsniveauer og tilpasse finansierings- og udgiftsforpligtelserne; yderligere forbedre skattemikset for at mindske skattekilen og støtte inklusiv og bæredygtig vækst sætte ind over for de relevante udfordringer for at muliggøre en fortsat hurtig og effektiv gennemførelse af genopretnings- og resiliensplanen, herunder REPowerEU-kapitlet, og sikre fuldførelse af reformer og investeringer senest i august 2026; fremskynde gennemførelsen af programmerne vedrørende samhørighedspolitikken; i forbindelse med midtvejsgennemgangen fortsat fokusere på de aftalte prioriteter, idet der tages hensyn til de muligheder, som platformen for strategiske teknologier for Europa giver for at forbedre konkurrenceevnen øge kvinders og ældre arbejdstageres deltagelse på arbejdsmarkedet, herunder ved at forbedre kvaliteten og adgangen til børnepasningsordninger; forbedre resultaterne på arbejdsmarkedet for dårligt stillede grupper såsom lavtuddannede jobsøgende og personer med migrantbaggrund, herunder ved at forbedre deres grundlæggende færdigheder fra en tidlig alder, navnlig under skolegangen; fremme dynamikken i erhvervslivet og oprettelsen af virksomheder og unge virksomheders vækst, herunder ved hjælp af bedre adgang til risikovillig kapital øge energisikkerheden ved at fremskynde diversificeringen af gasforsyningen til ikke-russiske kilder; reducere emissionerne yderligere, navnlig i transportsektoren. Udfærdiget i Luxembourg, den 21. oktober 2024. På Rådets vegne Nagy I. Formand