Gelex

Kommissionens forordning (EU) 2024/1808 af 1. juli 2024 om ændring af forordning (EU) 2023/915 for så vidt angår anvendelsesdatoen for lavere maksimalgrænseværdier for meldrøjesklerotier og meldrøjealkaloider i fødevarer (EØS-relevant tekst)

GældendeVersion 2024-07-01fra 2024-07-22
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/EU/regulation/2024/1808@2024-07-01/da

Indhold
  1. Indledning
    1. Artikel 1
    2. Artikel 2
  2. ANNEX
  3. BILAG
  4. 2) a)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 315/93 af 8. februar 1993 om fællesskabsprocedurer for forurenende stoffer i levnedsmidler, særlig artikel 2, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I Kommissionens forordning (EU) 2023/915 er der fastsat maksimalgrænseværdier for bestemte forurenende stoffer, herunder meldrøjesklerotier og meldrøjealkaloider, i fødevarer.

(2) Lavere maksimalgrænseværdier for meldrøjesklerotier i uforarbejdede rugkerner og meldrøjealkaloider i formalede produkter af byg, hvede, spelt og havre (med et askeindhold på under 900 mg/100 g tørstof), formalede rugprodukter og rug, der markedsføres til den endelige forbruger, finder anvendelse fra den 1. juli 2024 i henhold til punkt 1.8.1.2, 1.8.2.1 og 1.8.2.3 i tabellen i bilag I til forordning (EU) 2023/915.

(3) Kommissionen har hørt medlemsstaterne og de interesserede parter for at overvåge udviklingen hen imod disse lavere maksimalgrænseværdier og vurdere disse niveauer i lyset af ændringer i landbrugspraksis samt i klimatiske og miljømæssige faktorer.

(4) Efter en detaljeret gennemgang af de forelagte oplysninger konkluderes det, at de lavere maksimalgrænseværdier endnu ikke er opnåelige for meldrøjesklerotier i uforarbejdede rugkerner og meldrøjealkaloider i formalede produkter af hvede (med et askeindhold på under 900 mg/100 g tørstof), formalede rugprodukter og rug, der markedsføres til den endelige forbruger, på grund af en øget forekomst af meldrøjesklerotier og meldrøjealkaloider i korn som følge af klimatiske forhold.

(5) Derfor bør anvendelsen af de lavere maksimalgrænseværdier for meldrøjesklerotier i uforarbejdede rugkerner udskydes med 1 år og for meldrøjealkaloider i formalede produkter af hvede (med et askeindhold på under 900 mg/100 g tørstof), formalede rugprodukter og rug, der markedsføres til den endelige forbruger, udskydes med 4 år.

(6) For at sikre en gnidningsløs overgang og for ikke at forstyrre handelen med fødevarer af korn, der er høstet før de datoer, hvor de lavere maksimalgrænseværdier finder anvendelse, bør fødevarer, der lovligt er markedsført inden disse datoer, og som overholder de maksimalgrænseværdier, der gjaldt på tidspunktet for markedsføringen, have lov til at forblive på markedet indtil bedst før-datoen eller sidste anvendelsesdato.

(7) Forordning (EU) 2023/915 bør derfor ændres.

(8) Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EU) 2023/915 foretages følgende ændringer:

1) Artikel 10, stk. 1, ændres således:

a) Indledningen affattes således: Fødevarer, som lovligt er markedsført inden de i litra a)-n) angivne datoer, kan forblive på markedet indtil bedst før-datoen eller sidste anvendelsesdato:.

b) Følgende litraer tilføjes:

l) 1. juli 2024 for så vidt angår de i bilag I, punkt 1.8.2.1, fastsatte maksimalgrænseværdier for meldrøjealkaloider

m) 1. juli 2025 for så vidt angår de i bilag I, punkt 1.8.1.2, fastsatte maksimalgrænseværdier for meldrøjesklerotier

n) 1. juli 2028 for så vidt angår de i bilag I, punkt 1.8.2.1a og 1.8.2.3, fastsatte maksimalgrænseværdier for meldrøjealkaloider.

2) Bilag I ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 1. juli 2024. På Kommissionens vegne Ursula von der Leyen Formand

ANNEX

BILAG

I bilag I til forordning (EU) 2023/915 foretages følgende ændringer:

1) I oplysningerne vedrørende meldrøjesklerotier affattes punkt 1.8.1.2 i tabellen således: 1.8.1.2 Uforarbejdede rugkerner 0,5 0,2 fra 1. juli 2025

2) Oplysningerne vedrørende meldrøjealkaloider i punkt 1.8.2 i tabellen ændres således:

2) a)

Punkt 1.8.2.1 affattes således: 1.8.2.1 Formalede produkter af byg, spelt og havre (med et askeindhold på under 900 mg/100 g tørstof) 100 50 fra 1. juli 2024

b)

Efter punkt 1.8.2.1 indsættes følgende som punkt 1.8.2.1a: 1.8.2.1a Formalede produkter af hvede (med et askeindhold på under 900 mg/100 g tørstof) 100 50 fra 1. juli 2028

c)

Punkt 1.8.2.3 affattes således: 1.8.2.3 Formalede rugprodukter Rug, der markedsføres til den endelige forbruger 500 250 fra 1. juli 2028

Versioner

  1. 2024-07-01