Rådets forordning (EU) 2024/2158 af 15. juli 2024 om fordeling af fiskerimulighederne i henhold til protokollen (2024-2029) om gennemførelse af fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Kap Verde
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/regulation/2024/2158@2024-07-15/da
Indhold
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 3,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Kap Verde (aftalen), som blev godkendt ved Rådets forordning (EF) nr. 2027/2006, trådte i kraft den 30. marts 2007. Den tilhørende protokol om fastsættelse af fiskerimulighederne og den finansielle modydelse i henhold til aftalen udløb den 19. maj 2024.
(2) Den 19. december 2023 vedtog Rådet en afgørelse om bemyndigelse af Kommissionen til at indlede forhandlinger med Kap Verde om indgåelse af en ny protokol til gennemførelse af aftalen.
(3) Kommissionen har på Unionens vegne ført forhandlinger om en ny protokol til gennemførelse af aftalen. Forhandlingerne resulterede i parafering af protokollen den 15. april 2024.
(4) Protokollen (2024-2029) om gennemførelse af fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Kap Verde (protokollen) blev i overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2024/2152 undertegnet den 23. juli 2024 med forbehold af dens indgåelse på et senere tidspunkt.
(5) De fiskerimuligheder for stærkt vandrende fiskebestande, der er fastsat i protokollen i overensstemmelse med de henstillinger og resolutioner, der er vedtaget af Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet, bør fordeles mellem medlemsstaterne for hele dens anvendelsesperiode.
(6) Foranstaltningerne har hastende karakter grundet den økonomiske betydning af Unionens fiskeri i Kap Verdes fiskeriområde og nødvendigheden af at begrænse afbrydelsen af dette fiskeri mest muligt. Protokollen finder derfor midlertidig anvendelse fra datoen for dens undertegnelse, således at EU-fartøjerne kan påbegynde fiskeriet hurtigst muligt. Denne forordning bør derfor finde anvendelse fra samme dato —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
De fiskerimuligheder, der fastsættes i protokollen (2024-2029) om gennemførelse af fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Kap Verde, fordeles mellem medlemsstaterne i hele protokollens anvendelsesperiode som følger:
a) notfartøjer til tunfiskeri: Spanien: 14 fartøjer Frankrig: 10 fartøjer I alt 24 fartøjer
b) stangfartøjer til tunfiskeri: Spanien: 6 fartøjer Frankrig: 3 fartøjer Portugal: 1 fartøj I alt 10 fartøjer
c) langlinefartøjer med flydeline: Spanien: 17 fartøjer Portugal: 5 fartøjer I alt 22 fartøjer.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Den finder anvendelse fra den 23. juli 2024.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 15. juli 2024. På Rådets vegne Nagy I. Formand