Kommissionens delegerede forordning (EU) 2024/2910 af 28. maj 2024 om gennemførelse af Unionens internationale forpligtelser som omhandlet i artikel 15, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 inden for rammerne af Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/regulation/2024/2910@2024-05-28/da
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF, særlig artikel 15, stk. 2, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I forordning (EU) nr. 1380/2013 fastsættes det, at alle fangster af arter, der er underlagt fangstbegrænsninger og, i Middelhavet, også fangster af arter, der er underlagt mindstestørrelse, skal landes (landingsforpligtelsen). Artikel 15, stk. 1, i nævnte forordning finder anvendelse på fiskeri i EU-farvande og på EU-fiskerfartøjers fiskeri uden for EU i farvande, der ikke hører under tredjelandes højhedsområde eller jurisdiktion.
(2) Ved artikel 15, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1380/2013 bemyndiges Kommissionen til at vedtage delegerede retsakter med henblik på at gennemføre internationale forpligtelser i EU-lovgivningen, herunder især undtagelser fra landingsforpligtelsen.
(3) Henstilling GFCM/46/2023/2 fra Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet (GFCM) forbyder opbevaring om bord og landing af rød kæmpereje og blårød reje med en rygskjoldslængde på under 25 mm, der er taget i Sicilienstrædet.
(4) Henstilling GFCM/46/2023/3 fra Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet (GFCM) forbyder opbevaring om bord og landing af rød kæmpereje og blårød reje med en rygskjoldslængde på under 25 mm, der er taget i Det Joniske Hav.
(5) Henstilling GFCM/46/2023/4 fra Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet (GFCM) forbyder opbevaring om bord og landing af rød kæmpereje og blårød reje med en rygskjoldslængde på under 25 mm, der er taget i Det Levantiske Hav.
(6) Punkt 4 i disse henstillinger giver mulighed for en tolerancemargen på 5 % for utilsigtet fangst af rød kæmpereje og blårød reje, der er under mindstemålet.
(7) Henstilling GFCM/46/2023/14 fra Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet (GFCM) forbyder opbevaring om bord og landing af guldmakrel med en samlet længde på under 35 cm, der er taget i Middelhavet. Desuden giver henstillingens punkt 16 mulighed for en tolerancemargen på 5 % for utilsigtet fangst af guldmakrel under mindstemålet.
(8) For at sikre overensstemmelse mellem disse henstillinger og EU-retten bør landingsforpligtelsen i artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013 ikke finde anvendelse på EU-fartøjer, der deltager i det fiskeri, der er omfattet af disse henstillinger.
(9) Da dette forbud i øjeblikket finder anvendelse på GFCM-aftaleområdet, bør denne forordning af hensyn til den retlige kontinuitet træde i kraft dagen efter offentliggørelsen —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1 Genstand og anvendelsesområde
Ved denne forordning fastsættes undtagelser fra den landingsforpligtelse, der er fastsat i artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013, med henblik på at gennemføre Unionens internationale forpligtelser inden for rammerne af Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet. Forordningen finder anvendelse på fiskeri i EU-farvande og EU-fiskerfartøjers fiskeri i farvande uden for EU, der ikke hører under tredjelandes højhedsområde eller jurisdiktion.
Artikel 2 Definitioner
I denne forordning forstås ved:
1) GFCM's geografiske underområder: de geografiske underområder, der hører under Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet (GFCM), og som er defineret i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/2124
2) Middelhavet: farvandene i GFCM's geografiske underområde 1-27 som defineret i bilag I til forordning (EU) 2023/2124
3) Sicilienstrædet: farvandene i GFCM's geografiske underområde 12, 13, 14, 15 og 16 som defineret i bilag I til forordning (EU) 2023/2124
4) Det Joniske Hav: farvandene i GFCM's geografiske underområde 19, 20 og 21 som defineret i bilag I til forordning (EU) 2023/2124
5) Det Levantiske Hav: farvandene i GFCM's geografiske underområde 24, 25, 26 og 27 som defineret i bilag I til forordning (EU) 2023/2124.
Artikel 3 Rød kæmpereje og blårød reje
1. Denne artikel finder anvendelse på rød kæmpereje (Aristaeomorpha foliacea) og blårød reje (Aristeus antennatus) i Sicilienstrædet, Det Joniske Hav og Det Levantinske Hav.
2. Uanset artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013 er det forbudt at fiske efter, opbevare om bord, omlade, overføre, lande, transportere, opbevare, frembyde eller udbyde til salg rød kæmpereje (Aristaeomorpha foliacea) og blårød reje (Aristeus antennatus) under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, der er fastsat til en rygskjoldslængde på 25 mm.
3. Uanset denne artikels stk. 2 kan utilsigtede fangster på højst 5 % af rød kæmpereje (Aristaeomorpha foliacea) og blårød reje (Aristeus antennatus) med en rygskjoldslængde på under 25 mm opbevares om bord, omlades, overføres, landes, transporteres, opbevares, sælges, frembydes eller udbydes til salg.
4. Den andel på 5 %, der er omhandlet i stk. 3, beregnes på grundlag af vægten af rød kæmpereje og blårød reje i forhold til fartøjets samlede fangst pr. landing.
Artikel 4 Guldmakrel
1. Denne artikel finder anvendelse på guldmakrel (Coryphaena hippurus) i Middelhavet, der fanges ved hjælp af anordninger til tiltrækning af fisk (FAD).
2. Uanset artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013 er det forbudt at fiske efter, opbevare om bord, omlade, overføre, lande, transportere, opbevare, frembyde eller udbyde til salg guldmakrel (Coryphaena hippurus) under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, der er fastsat til samlet længde på 35 cm.
3. Uanset denne artikels stk. 2 kan utilsigtede fangster på højst 5 % af guldmakrel (Coryphaena hippurus) under den samlede længde på 35 cm opbevares om bord, omlades, overføres, landes, transporteres, opbevares, sælges, frembydes eller udbydes til salg.
4. Den procentdel på 5 %, der er omhandlet i stk. 3, beregnes på grundlag af vægten af og/eller antallet af individer pr. landing i forhold til fartøjernes samlede fangst af guldmakrel.
Artikel 5
Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Den finder anvendelse indtil den 31. december 2026.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 28. maj 2024. På Kommissionens vegne Ursula von der Leyen Formand