Kommissionens delegerede forordning (EU) 2024/2926 af 12. juli 2024 om opfyldelse af Unionens internationale forpligtelser som omhandlet i artikel 15, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 1380/2013 i henhold til handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side for så vidt angår almindelig pighaj
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/regulation/2024/2926@2024-07-12/da
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF, særlig artikel 15, stk. 2, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Den 29. april 2021 vedtog Rådet afgørelse (EU) 2021/689 om indgåelse af handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side (i det følgende benævnt handels- og samarbejdsaftalen). Handels- og samarbejdsaftalen trådte i kraft den 1. maj 2021.
(2) I henhold til artikel 498, stk. 2, i handels- og samarbejdsaftalen afholder aftalens parter årligt konsultationer med henblik på senest den 10. december hvert år at nå til enighed om de samlede tilladte fangstmængder (TAC'er) for det følgende år for de bestande, der er anført i bilag 35 til aftalen. Disse konsultationer kan også omfatte andre spørgsmål, som er omhandlet i aftalens artikel 498, stk. 4, herunder en liste over bestande, som er omfattet af fiskeriforbud, fastsættelsen af TAC'en for enhver bestand, der ikke er anført i bilag 35 eller 36, og parternes respektive andele af disse bestande samt foranstaltninger til fiskeriforvaltning.
(3) Unionen fører de årlige konsultationer i overensstemmelse med målsætningerne og principperne i artikel 2, 3, 28 og 33 i forordning (EU) nr. 1380/2013, artikel 4 og 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/472 og (EU) 2018/973 (om fastlæggelse af flerårige planer for bestande, der befiskes i henholdsvis de vestlige farvande og Nordsøen) og Rådets afgørelse (EU) 2021/1875.
(4) Ved de årlige konsultationer er Unionens holdning baseret på den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning, navnlig fra Det Internationale Havundersøgelsesråd, i overensstemmelse med artikel 494, stk. 3, litra c), i handels- og samarbejdsaftalen.
(5) I overensstemmelse med den forpligtelse, der er fastsat i aftalens artikel 498, stk. 6, skal parternes delegationsledere udarbejde og underskrive en skriftlig protokol, der dokumenterer de aftaler, der er indgået mellem parterne som følge af disse konsultationer.
(6) Den 6. december 2023 nåede Unionen til enighed med Det Forenede Kongerige om at fastsætte en lang række TAC'er for 2024 for de bestande, der er opført i bilag 35 til handels- og samarbejdsaftalen. Resultatet af konsultationerne blev dokumenteret i en skriftlig protokol, der blev underskrevet den 6. december 2023, og suppleret med et addendum den 8. december 2023 i overensstemmelse med handels- og samarbejdsaftalens artikel 498, stk. 6, og fgørelse (EU) 2021/1875.
(7) Almindelig pighaj (Squalus acanthias) er en bestand, som forvaltes i fællesskab af Unionen og Det Forenede Kongerige. Under de årlige konsultationer nåede Unionen og Det Forenede Kongerige til enighed om de relevante TAC-niveauer, der er dokumenteret i den skriftlige protokol og addendummet hertil, og som efterfølgende blev gennemført ved Rådets forordning (EU) 2024/257.
(8) Unionen og Det Forenede Kongerige nåede også til enighed om, at målrettet fiskeri efter stimer af kønsmodne hunner bør forhindres med henblik på at beskytte en del af bestanden, som er særlig sårbar over for fiskeridødelighed. Med henblik herpå blev Unionen og Det Forenede Kongerige enige om, at en maksimal fangststørrelse på 100 cm for almindelig pighaj bør overholdes, indtil der foreligger en revision af denne foranstaltning inden for rammerne af Specialudvalget om Fiskeri, der er nedsat ved handels- og samarbejdsaftalen.
(9) Indtil denne maksimale fangststørrelse er vedtaget i EU-retten i overensstemmelse med artikel 15, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1380/2013, blev den foranstaltning, som blev aftalt med Det Forenede Kongerige, fastsat i bilag IA til forordning (EU) 2024/257. Foranstaltningen er funktionelt knyttet til TAC'en for almindelig pighaj, da TAC-niveauet alene uden en sådan foranstaltning ikke ville sikre tilstrækkelig beskyttelse af ynglende hunner, som udgør en særlig sårbar del af bestanden.
(10) Forordningen har til formål at udelukke almindelig pighaj med en længde på over 100 cm fra landingsforpligtelsen og sikre, at når almindelig pighaj fanges utilsigtet, må sådanne eksemplarer ikke beskadiges og skal straks genudsættes i havet.
(11) Forordningen giver en mere stabil retlig ramme i betragtning af den midlertidige art af de af Rådet vedtagne foranstaltninger, som i overensstemmelse med artikel 59, tredje afsnit, litra l), i forordning (EU) 2024/257 ophører med at finde anvendelse fra den dato, hvor en delegeret retsakt, der indfører tilsvarende foranstaltninger og regler for behandlingen af fangster af disse bestande af almindelig pighaj på over 100 cm, får virkning.
(12) Forordningen sikrer, at Unionen opfylder sine internationale forpligtelser, og skaber retssikkerhed og lige vilkår for Unionens fiskere.
(13) Da foranstaltningerne i denne forordning har en direkte indvirkning på bevarelsen af bestanden, bør forordningen træde i kraft hurtigst muligt efter offentliggørelsen.
(14) Da de foranstaltninger, der er aftalt i den skriftlige protokol og addendummet hertil, udløber den 31. december 2024, bør denne forordning også ophøre med at finde anvendelse på den dato —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1 Genstand og anvendelsesområde
Ved denne forordning fastsættes en undtagelse fra landingsforpligtelsen i artikel 15 i forordning (EU) nr. 1380/2013 med henblik på at opfylde Unionens internationale forpligtelser for så vidt angår fælles bestande, der er omfattet af de fiskerikonsultationer, der afholdes mellem Det Forenede Kongerige og Den Europæiske Union i henhold til handels- og samarbejdsaftalen. Denne forordning finder anvendelse på fiskeri i EU-farvande eller EU-fiskerfartøjers fiskeri uden for EU-farvande, der ikke hører under tredjelandes højhedsområde eller jurisdiktion.
Artikel 2 Undtagelse vedrørende almindelig pighaj (Squalus acanthias)
Uanset artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013 er det forbudt at fiske efter, opbevare om bord eller omlade, lande, transportere, opbevare, frembyde eller udbyde til salg, sælge eller markedsføre almindelig pighaj med en længde på over 100 cm. Almindelige pighajer med en længde på over 100 cm må, når de fanges utilsigtet, ikke beskadiges og skal straks genudsættes i havet.
Artikel 3 Ikrafttræden og anvendelse
Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Denne forordning finder anvendelse indtil den 31. december 2024.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 12. juli 2024. På Kommissionens vegne Ursula von der Leyen Formand