Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/292 af 18. januar 2024 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2020/1217 for så vidt angår undtagelsesperioden og de relevante skadegørere vedrørende indførsel til Unionens område af naturligt eller kunstigt væksthæmmede planter til plantning af Chamaecyparis Spach, Juniperus L. og visse arter af Pinus L. med oprindelse i Japan
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/regulation/2024/292@2024-01-18/da
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 af 26. oktober 2016 om beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013, (EU) nr. 652/2014 og (EU) nr. 1143/2014 og om ophævelse af Rådets direktiv 69/464/EØF, 74/647/EØF, 93/85/EØF, 98/57/EF, 2000/29/EF, 2006/91/EF og 2007/33/EF, særlig artikel 30, stk. 1, artikel 40, stk. 1, og artikel 41, stk. 1, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 er der opstillet en liste over planter, planteprodukter og andre objekter, hvis indførsel fra visse tredjelande til Unionens område er forbudt. I overensstemmelse med punkt 1 i bilag VI til nævnte forordning er indførsel til Unionens område af planter til plantning af Chamaecyparis Spach, Juniperus L. og Pinus L., bortset fra frugter og frø, forbudt.
(2) Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1217 om en undtagelse fra punkt 1 i bilag VI til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 er det under visse betingelser tilladt at indføre naturligt eller kunstigt væksthæmmede planter til plantning af Chamaecyparis Spach, Juniperus L. og visse arter af Pinus L. (planterne) med oprindelse i Japan til Unionen.
(3) I henhold til artikel 3 i gennemførelsesforordning (EU) 2020/1217 udløber undtagelsen i nævnte gennemførelsesforordning den 31. december 2023.
(4) Den 13. oktober 2023 indgav Japan en anmodning til Kommissionen om forlængelse af den undtagelse, der er fastsat i gennemførelsesforordning (EU) 2020/1217.
(5) Indførslen af planterne til Unionen har med forbehold af de respektive krav i gennemførelsesforordning (EU) 2020/1217, som Japan reelt anvender, udgjort en ubetydelig plantesundhedsmæssig risiko for Unionens område.
(6) Undtagelsen i artikel 3 i gennemførelsesforordning (EU) 2020/1217 bør forlænges indtil den 31. december 2024 for at give tilstrækkelig tid til fuldt ud at vurdere risikoen ved de skadegørere, der endnu ikke er klassificeret som EU-karantæneskadegørere på listen over relevante skadegørere. Denne vurdering vil gøre det muligt for Kommissionen at konkludere, om undtagelsen bør ophøre med at finde anvendelse, eller om planterne bør være omfattet af kravene i bilag VII til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 vedrørende indførsel til Unionen.
(7) Desuden konkluderede Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) i sin udtalelse af 15. marts 2019, at planterne Chamaecyparis Spach og Pinus parviflora Sieb. & Zucc. (Pinus pentaphylla Mayr) også er vært for skadegøreren Urocerus japonicus (F. Sm.). Den pågældende skadegører bør derfor opføres i bilaget til nævnte forordning som en relevant skadegører for de pågældende planter.
(8) For at undgå afbrydelse af importen og sikre fortsættelse af handelen ud over undtagelsens udløbsdato, der er fastsat i henhold til artikel 3 i gennemførelsesforordning (EU) 2020/1217, bør nærværende forordning træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Derfor, og for at undgå et retligt tomrum, bør nærværende forordning finde anvendelse fra den 1. januar 2024.
(9) Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1 Ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2020/1217
I gennemførelsesforordning (EU) 2020/1217 foretages følgende ændringer:
1) Artikel 3 affattes således: Den i artikel 2 fastsatte undtagelse anvendes på planterne, der importeres til Unionen, i følgende perioder:
a) Chamaecyparis: fra 1. oktober 2020 til 31. december 2024
b) Juniperus: fra 1. november til 31. marts hvert år indtil 31. december 2024
c) Pinus L.: fra 1. oktober 2020 til 31. december 2024.
2) Bilaget ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.
Artikel 2 Ikrafttræden og anvendelsesperiode
Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Den finder anvendelse fra den 1. januar 2024.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 18. januar 2024. På Kommissionens vegne Ursula von der Leyen Formand
ANNEX
BILAG Ændring af bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2020/1217
Punkt 4, litra b) og c), i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2020/1217 affattes således:
b)
for Chamaecyparis-planters vedkommende:
i)
Popillia japonica Newman
ii)
Urocerus japonicus (F. Sm.)
iii)
alle andre karantæneskadegørere eller skadegørere underlagt foranstaltningerne i artikel 30 i forordning (EU) 2016/2031, og som ikke vides at forekomme i Unionen
c)
for Pinus parviflora Sieb. & Zucc. (Pinus pentaphylla Mayr)-planters vedkommende:
i)
Bursaphelenchus xylophilus (Steiner and Bührer) Nickle et al.
ii)
Coleosporium paederiae Dietel ex Hirats. f.,
iii)
Crisicoccus pini (Kuwana),
iv)
Cronartium kurilense (Dietel) Y. Ono,
v)
Cronartium quercuum (Berk.) Miyabe ex Shirai,
vi)
Dendrolimus sibiricus Chetverikov,
vii)
Dendrolimus spectabilis (Butler),
viii)
Dendrolimus superans Butler,
ix)
Monochamus spp. (ikke-europæiske populationer)
x)
Pissodes nitidus Roelofs,
xi)
Popillia japonica Newman,
xii)
Pseudocercospora pini-densiflorae (Hori & Nambu) Deighton,
xiii)
Thecodiplosis japonensis Uchida & Inouye,
xiv)
Urocerus japonicus (F. Sm.)
xv)
alle andre karantæneskadegørere eller skadegørere underlagt foranstaltningerne i artikel 30 i forordning (EU) 2016/2031, og som ikke vides at forekomme i Unionen.