Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/2960 af 29. november 2024 om forlængelse af en fravigelse af Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006 for så vidt angår mindsteafstanden fra kysten og mindstedybden for anvendelsen af vod brugt fra fartøjer, der fisker efter glaskutling (Aphia minuta) i visse italienske territorialfarvande (Toscana og Ligurien)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/regulation/2024/2960@2024-11-29/da
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006 af 21. december 2006 om forvaltningsforanstaltninger til bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i Middelhavet, om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1626/94, særlig artikel 13, stk. 5, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Den 4. oktober 2011 vedtog Kommissionen gennemførelsesforordning (EU) nr. 988/2011 om den første fravigelse af artikel 13, stk. 1, første afsnit, i forordning (EF) nr. 1967/2006 indtil den 31. marts 2014 for så vidt angår mindsteafstanden fra kysten og mindstedybden for vod brugt fra fartøjer, der fisker efter glaskutling (Aphia minuta) i visse italienske territorialfarvande (Toscana og Ligurien). Der er blevet indrømmet flere forlængelser, senest ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/1386, som udløber den 31. marts 2024.
(2) Den 18. juni 2024 modtog Kommissionen en anmodning om forlængelse af sidstnævnte fravigelse fra Italien for vod brugt fra fartøjer, der fisker efter glaskutling (Aphia minuta), i visse af Italiens territorialfarvande (Toscana og Ligurien).
(3) Italien har begrundet fravigelsen med de seneste videnskabelige og tekniske data.
(4) Italien vedtog sin forvaltningsplan ved dekret i overensstemmelse med artikel 19, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1967/2006 (den italienske forvaltningsplan) den 17. oktober 2024.
(5) Anmodningen vedrører fiskeri, som Italien allerede har givet tilladelse til, og omfatter fartøjer, der kan dokumentere, at de har udøvet det pågældende fiskeri i mere end fem år, og som fisker i henhold til den italienske forvaltningsplan, der blev vedtaget i henhold til artikel 19, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1967/2006.
(6) Anmodningen omfatter 116 fartøjer (75 både i Ligurien og 41 i Toscana) med en længde overalt på mindre end 14 meter og en motoreffekt på mindre end 5694,9 kW, og forvaltningsplanen sikrer, at fiskeriindsatsen ikke intensiveres i fremtiden, jf. artikel 13, stk. 9, i forordning (EF) nr. 1967/2006.
(7) Disse fartøjer er opført på en liste, der er sendt til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 13, stk. 9, i forordning (EF) nr. 1967/2006.
(8) Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) har på sit plenarmøde den 8.–12. juli 2024 vurderet den forlængelse af fravigelsen, som Italien har anmodet om, og det dertil hørende udkast til den italienske forvaltningsplan.
(9) STECF's samlede vurdering er positiv, og udkastet til forvaltningsplan indeholder de nødvendige elementer til støtte for anmodningen. STECF konkluderede, at forvaltningsplanen for vod brugt fra fartøjer, der fisker efter glaskutling i Toscanas og Liguriens farvande, indeholder tilstrækkelige elementer med hensyn til beskrivelse af fiskeriet, mål, beskyttelsesforanstaltninger og bevarelses-/tekniske foranstaltninger og kvantificerbare indikatorer for periodisk overvågning og vurdering. STECF bemærkede også, at forvaltningsplanen opfylder betingelserne i artikel 13 i forordning (EF) nr. 1967/2006 for undtagelser fra afstanden fra kysten og artikel 9 i nævnte forordning for så vidt angår fravigelsen fra mindstemaskestørrelsen.
(10) Den forlængelse af fravigelsen, som Italien har anmodet om, berører et begrænset antal fartøjer, og de særlige geografiske forhold, der gør sig gældende ved kontinentalsoklens begrænsede størrelse og målarternes begrænsede udbredelse, betyder, at fiskebankerne er indskrænket.
(11) Fiskeriet kan ikke udøves med andre redskaber, eftersom det kun er vod brugt fra fartøj, der har de tekniske egenskaber, der er nødvendige til udøvelsen af denne type fiskeri.
(12) Det pågældende fiskeri opfylder kravene i artikel 4 i forordning (EF) nr. 1967/2006 og berører ikke andre redskaber end trawl, vod eller lignende trukne redskaber.
(13) Det pågældende fiskeri har desuden ingen væsentlig indvirkning på havmiljøet, eftersom vod brugt fra fartøj er meget selektive redskaber, og eftersom de hverken rører havbunden eller er rettet mod blæksprutter.
(14) Kravene i artikel 8, stk. 1, litra h), i forordning (EF) nr. 1967/2006, som erstattet ved artikel 8, stk. 1, i og bilag IX, del B, punkt I, til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1241, finder ikke anvendelse, da de vedrører trawlere.
(15) Italien indrømmede en fravigelse fra den mindstemaskestørrelse, der er fastsat i artikel 9 i forordning (EF) nr. 1967/2006, under forudsætning af at kravene i artikel 9, stk. 7, i samme forordning er opfyldt, eftersom det pågældende fiskeri er meget selektivt, kun har en ubetydelig indvirkning på havmiljøet og ikke er omfattet af bestemmelserne i forordningens artikel 4, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1967/2006.
(16) Selv om artikel 9 i forordning (EF) nr. 1967/2006 blev slettet ved forordning (EU) 2019/1241, tillader bilag IX, del B, punkt 4, til nævnte forordning fortsat fravigelser fra mindstemaskestørrelser på visse betingelser, jf. artikel 15, stk. 5, i forordning (EU) 2019/1241. Sådanne fravigelser burde have været i kraft den 14. august 2019, må ikke føre til en forringelse af selektivitetsstandarderne, navnlig med hensyn til en stigning i fangsten af ungfisk, og tage sigte på at nå de målsætninger og mål, der er fastsat i artikel 3 og 4 i nævnte forordning. Den ønskede forlængelse opfylder de nævnte betingelser.
(17) De pågældende fiskeriaktiviteter finder sted tæt på kysten på lavt vand inden for 3 sømil fra kysten og berører derfor ikke andre fartøjers aktiviteter.
(18) Fiskeri med vod brugt fra fartøjer reguleres i den italienske forvaltningsplan for at sikre, at fangsterne af de arter, der er nævnt i bilag IX til forordning (EU) 2019/1241, er minimale. Desuden er fiskeri efter Aphia minuta i henhold til afsnit 6 i den italienske forvaltningsplan begrænset til en fangstperiode, der løber fra den 1. november til den 31. marts hvert år, og til højst 60 dage pr. fartøj for hver fangstperiode.
(19) Den italienske forvaltningsplan omfatter foranstaltninger til overvågning af fiskeriet som krævet i henhold til artikel 13, stk. 9, tredje afsnit, i forordning (EF) nr. 1967/2006.
(20) Det pågældende fiskeri opfylder kravene i artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009.
(21) Kommissionen er således af den opfattelse, at den fravigelse, som Italien har anmodet om, opfylder betingelserne i artikel 13, stk. 5 og 9, i forordning (EF) nr. 1967/2006. Der bør derfor gives tilladelse til den forlængelse af fravigelsen, der anmodes om.
(22) Italien bør aflægge rapport til Kommissionen rettidigt i overensstemmelse med den overvågningsplan, der er fastlagt i den italienske forvaltningsplan.
(23) Fravigelsens varighed bør begrænses for at sikre, at der hurtigt kan træffes korrigerende forvaltningsforanstaltninger, hvis den rapport, der forelægges Kommissionen, skulle vise en ringe bevarelsesstatus for den udnyttede bestand, men dog give mulighed for at udbygge det videnskabelige grundlag for en forbedret forvaltningsplan.
(24) Da fangstperioden begynder den 1. november, bør denne forordning anvendes fra den 1. november 2024 af hensyn til retssikkerheden. Denne forordning bør også træde i kraft hurtigst muligt.
(25) Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Fiskeri og Akvakultur —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1 Fravigelse af forordning (EF) nr. 1967/2006
Artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1967/2006 finder ikke anvendelse i italienske territorialfarvande, som grænser op til kysten i Ligurien og Toscana, for fiskeri efter glaskutling (Aphia minuta) med anvendelse af vod brugt fra disse fartøjer, som:
a) er registreret i de maritime direktorater (Direzione Marittima) i henholdsvis Genova og Livorno,
b) har dokumentation for, at de har udøvet det pågældende fiskeri i mere end fem år, og ikke bevirker, at fiskeriindsatsen øges, og
c) har en fiskeritilladelse og fisker i henhold til den forvaltningsplan, som Italien har vedtaget i henhold til artikel 19 i forordning (EF) nr. 1967/2006.
Artikel 2 Overvågningsplan og rapportering
Senest et år efter datoen for denne forordnings ikrafttræden sender Italien Kommissionen en rapport, der udfærdiges i overensstemmelse med den overvågningsplan, der er fastlagt i den i artikel 1, litra c), omhandlede italienske forvaltningsplan.
Artikel 3 Ikrafttræden og anvendelsesperiode
Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Den anvendes fra den 1. november 2024 til den 31. marts 2027.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 29. november 2024. På Kommissionens vegne Ursula von der Leyen Formand