Kommissionens delegerede forordning (EU) 2024/584 af 7. november 2023 om ændring af de reguleringsmæssige tekniske standarder i delegeret forordning (EU) 2019/1851 for så vidt angår de underliggende eksponeringers homogenitet i simple, transparente og standardiserede securitiseringer (EØS-relevant tekst)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/regulation/2024/584@2023-11-07/da
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2402 af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering og om ændring af direktiv 2009/65/EF, 2009/138/EF og 2011/61/EU og forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 648/2012, særlig artikel 20, stk. 14, tredje afsnit, og artikel 24, stk. 21, tredje afsnit, og artikel 26b, stk. 13, tredje afsnit, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/1851 er der fastsat ensartede kriterier til bestemmelse af de underliggende eksponeringers homogenitet i simple, transparente og standardiserede (STS) securitiseringer.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/557 ændrede forordning (EU) 2017/2402 for at sikre, at Unionens securitiseringsramme indeholder et supplerende redskab til at fremme den økonomiske genopretning efter covid-19-krisen, bl.a. ved at indføre muligheden for at indregne balanceførte securitiseringer som STS-securitiseringer.
(3) I modsætning til traditionelle securitiseringer forbliver securitiserede eksponeringer i en balanceført securitisering altid på det eksponeringsleverende instituts balance. For at eksponeringerne i en securitisering kan anses for at være homogene i overensstemmelse med homogenitetskriteriet, der er omhandlet i artikel 1, litra c), i delegeret forordning (EU) 2019/1851, bør de securitiserede eksponeringer være omfattet af lignende forvaltningsprocedurer, herunder overvågning, inddrivelse og forvaltning af kontanttilgodehavender, uanset om de forbliver på det eksponeringsleverende instituts balance, som det er tilfældet med balanceførte securitiseringer, eller på SSPE'ens balance, som det er tilfældet med traditionelle securitiseringer. Derfor bør henvisningen til SSPE'ens aktivside udgå i artikel 1, litra c), i delegeret forordning (EU) 2019/1851.
(4) Hvis de underliggende eksponeringer har ensartede karakteristika, og de dermed forbundne underliggende risici ved eksponeringer mod virksomheder og eksponeringer mod enkeltpersoner vurderes på grundlag af fælles metoder og parametre, bør disse eksponeringer grupperes i samme aktivtype.
(5) Eksponeringsleverende institutter eller oprindelige långivere kan vurdere kreditrisikoen ved billån og -leasingaftaler og ved kreditkorttilgodehavender givet til virksomheder ved hjælp af en metode, der snarere svarer til den, der anvendes på eksponeringer mod enkeltpersoner frem for erhvervseksponeringer. Det er derfor nødvendigt at ændre listen over homogenitetsfaktorer vedrørende typen af låntagere for disse aktivtyper.
(6) Denne forordning bør finde anvendelse på securitiseringer, der er udstedt på eller efter den 6. marts 2024. For ikke at gribe ind i eksisterende kontrakter, der er indgået før fastsættelsen af de ændrede homogenitetskriterier, er det imidlertid nødvendigt at fastsætte en overgangsordning for sådanne kontrakter.
(7) Et af hovedprincipperne bag ændringen af forordning (EU) 2017/2402 ved forordning (EU) 2021/557 var at sikre en høj grad af overensstemmelse mellem STS-kravene vedrørende balanceførte STS-securitiseringer og de allerede eksisterende STS-krav vedrørende ABCP-securitiseringer og ikke-ABCP-securitiseringer. Det følger heraf, at reglerne for bestemmelse af de underliggende eksponeringer homogenitet i balanceførte STS-securitiseringer så vidt muligt bør tilpasses de regler, der allerede findes for ABCP-securitiseringer og ikke-ABCP-STS-securitiseringer. For at lette en omfattende vurdering af alle regler til bestemmelse af de underliggende eksponeringers homogenitet og for at give de parter, der er omfattet af de tilsvarende forpligtelser, let adgang til disse regler er det nødvendigt at kombinere de reguleringsmæssige tekniske standarder for ensartethed for ikke-ABCP-securitiseringer, ABCP-securitiseringer og balanceførte STS-securitiseringer i én enkelt forordning.
(8) Delegeret forordning (EU) 2019/1851 bør derfor ændres.
(9) Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, der er udarbejdet i tæt samarbejde med Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed og Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger, og som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har forelagt Kommissionen.
(10) Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har afholdt åbne offentlige høringer om udkastet til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt anmodet om rådgivning fra interessentgruppen for banker, der er nedsat i henhold til artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1 Ændringer af delegeret forordning (EU) 2019/1851
I delegeret forordning (EU) 2019/1851 foretages følgende ændringer:
1) Artikel 1, stk. 1, ændres således:
a) Indledningen affattes således: Underliggende eksponeringer anses med henblik på artikel 20, stk. 8, artikel 24, stk. 15, og artikel 26b, stk. 8, i forordning (EU) 2017/2402 for at være homogene, hvis følgende betingelser er opfyldt:.
b) Litra a), nr. iii), affattes således:
iii) kreditfaciliteter til enkeltpersoner til personligt, familiemæssigt eller husholdningsmæssigt forbrug og kreditfaciliteter til virksomheder, hvis det eksponeringsleverende institut anvender samme kreditrisikovurderingsmetode som for enkeltpersoner, der ikke er omfattet af nr. i) og ii) og nr. iv)-viii).
c) Litra c) og d) affattes således:
c) de serviceres i overensstemmelse med ensartede procedurer for overvågning, inddrivelse og forvaltning af likvide tilgodehavender
d) en eller flere af homogenitetsfaktorerne anvendes i overensstemmelse med artikel 2, hvis det er relevant.
2) Artikel 2 ændres således:
a) Stk. 4, litra a), nr. i), affattes således:
i) enkeltpersoner og virksomheder, hvor det eksponeringsleverende institut anvender samme kreditrisikovurderingsmetode i forbindelse med eksponeringer mod virksomheder som for eksponeringer mod enkeltpersoner.
b) Stk. 5, litra a), nr. i), affattes således:
i) enkeltpersoner og virksomheder, hvor det eksponeringsleverende institut anvender samme kreditrisikovurderingsmetode i forbindelse med eksponeringer mod virksomheder som for eksponeringer mod enkeltpersoner.
Artikel 2 Udestående STS-securitiseringer
For STS-securitiseringer, hvis værdipapirer er udstedt, eller hvis securitiseringspositioner er oprettet, i overensstemmelse med vilkår i vedtagne aftaler, og som ESMA har fået meddelelse om i overensstemmelse med artikel 27, stk. 1, i forordning (EU) 2017/2402, inden den 6. marts 2024 kan eksponeringsleverende institutter, organiserende institutter og SSPE'er uden at opfylde kravene i denne forordnings artikel 1 fortsat anvende betegnelsen STS eller simpel, transparent og standardiseret eller en betegnelse, der direkte eller indirekte henviser til disse udtryk, forudsat at disse securitiseringer er i overensstemmelse med artikel 18 i forordning (EU) 2017/2402.
Artikel 3 Ikrafttræden
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 7. november 2023. På Kommissionens vegne Ursula von der Leyen Formand