Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/841 af 8. marts 2024 om accept af en anmodning om behandling som ny eksporterende producent i forbindelse med de endelige antidumpingforanstaltninger, der blev indført på importen af elektriske cykler med oprindelse i Folkerepublikken Kina, og om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2019/73
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/regulation/2024/841@2024-03-08/da
Indhold
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, særlig artikel 9, stk. 5,
under henvisning til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/73 af 17. januar 2019 om indførelse af en endelig antidumpingtold og om endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af elektriske cykler med oprindelse i Folkerepublikken Kina, særlig artikel 1, stk. 6, og
ud fra følgende betragtninger: GÆLDENDE FORANSTALTNINGER
(1) Den 17. januar 2019 indførte Kommissionen en endelig antidumpingtold på importen til Unionen af elektriske cykler (den pågældende vare) med oprindelse i Folkerepublikken Kina (Kina) ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/73 (den oprindelige forordning).
(2) I den undersøgelse, der førte til indførelsen af en endelig antidumpingtold (den oprindelige undersøgelse), blev der anvendt stikprøveudtagning til at undersøge de eksporterende producenter i Kina i henhold til artikel 17 i forordning (EU) 2016/1036.
(3) Kommissionen indførte individuelle antidumpingtoldsatser på mellem 10,3 % og 62,1 % på importen af elektriske cykler for de stikprøveudtagne eksporterende producenter fra Kina. For de samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven (med undtagelse af de virksomheder, der er omfattet af udligningstolden for alle andre virksomheder, der blev indført på den pågældende vare ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/72), blev der indført en vejet gennemsnitlig told på 24,2 %. Disse samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, er opført i bilag I til den oprindelige forordning. Der blev indført en vejet gennemsnitlig told på 16,2 % for andre samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven (og var omfattet af den ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/72 indførte udligningstold på den pågældende vare for alle andre virksomheder). Disse er opført i bilag II til den oprindelige forordning. Desuden blev der indført en landsdækkende toldsats på 70,1 % for elektriske cykler fra virksomheder i Kina, som ikke samarbejdede i forbindelse med antidumpingundersøgelsen, men samarbejdede i forbindelse med antisubsidieundersøgelsen vedrørende import af den pågældende vare (opført i bilag III til den oprindelige forordning). Der blev indført en toldsats på 62,1 % for alle andre virksomheder.
(4) I henhold til artikel 1, stk. 6, i den oprindelige forordning kan stk. 2, i nævnte artikel ændres ved at tilføje en ny eksporterende producent til det relevante bilag med de samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven og derfor er omfattet af den passende vejede gennemsnitlige antidumpingtold, hvis denne nye eksporterende producent i Kina fremlægger tilstrækkelig dokumentation for Kommissionen for:
(4) a)
at virksomheden ikke eksporterede den pågældende vare til Unionen i den undersøgelsesperiode, der blev lagt til grund for foranstaltningerne, dvs. fra den 1. oktober 2016 til den 30. september 2017 (den oprindelige undersøgelsesperiode)
b)
at virksomheden ikke er forretningsmæssigt forbundet med nogen af de eksportører eller producenter i Kina, som er genstand for de ved den oprindelige forordning indførte antidumpingforanstaltninger, som har eller kunne have samarbejdet i forbindelse med den oprindelige forordning, og
c)
at virksomheden faktisk har eksporteret den pågældende vare til Unionen efter den oprindelige undersøgelsesperiode eller har indgået en uigenkaldelig kontraktlig forpligtelse til at eksportere en betydelig mængde til Unionen.
ANMODNING OM BEHANDLING SOM NY EKSPORTERENDE PRODUCENT
(5) Virksomheden Zhejiang Feishen Vehicle Industry Co., Ltd. (ansøgeren) indgav den 9. oktober 2022 en anmodning til Kommissionen om at blive indrømmet behandling som ny eksporterende producent og dermed være omfattet af toldsatsen for de samarbejdsvillige virksomheder i Kina, der ikke indgik i stikprøven, og af den parallelle udligningstold for alle andre virksomheder, dvs. 16,2 %, og hævdede, at den opfyldte alle tre betingelser i artikel 1, stk. 6, i den oprindelige forordning.
(6) For at afgøre, om ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive indrømmet behandling som ny eksporterende producent, jf. artikel 1, stk. 6, i den oprindelige forordning, sendte Kommissionen først et spørgeskema til ansøgeren med en anmodning om dokumentation for, at denne opfyldte betingelserne for behandling som ny eksporterende producent. Ansøgeren besvarede spørgeskemaet.
(7) Kommissionen bestræbte sig på at efterprøve alle de oplysninger, som den anså for nødvendige med henblik på at fastslå, om ansøgeren opfylder betingelserne for at blive indrømmet behandling som ny eksporterende producent. Med henblik herpå analyserede Kommissionen de beviser, som ansøgeren havde fremlagt. Ansøgeren har en gyldig erhvervslicens til produktion af elektriske cykler, som blev verificeret i forhold til dataene i det kinesiske register. Sideløbende hermed underrettede Kommissionen EU-erhvervsgrenen om ansøgerens anmodning og opfordrede den til at fremsætte eventuelle bemærkninger. EU-erhvervsgrenen bekræftede, at ansøgeren ikke var forretningsmæssigt forbundet med nogen eksporterende producent, der er omfattet af tolden. EU-erhvervsgrenen fremlagde også eksportdata vedrørende ansøgeren, som tydede på, at denne måske allerede havde eksporteret elektriske cykler i den oprindelige undersøgelsesperiode. Efter en analyse af de fremlagte data konkluderede Kommissionen imidlertid, at eksporten ikke vedrørte elektriske cykler, men elektriske løbehjul, som ikke er omfattet af antidumpingforanstaltningerne.
ANALYSE AF ANMODNINGEN
(8) For så vidt angår den første betingelse i artikel 1, stk. 6, i den oprindelige forordning om, at ansøgeren ikke eksporterede den pågældende vare til Unionen i den undersøgelsesperiode, der ligger til grund for foranstaltningerne, dvs. fra den 1. oktober 2016 til den 30. september 2017, fastslog Kommissionen i løbet af undersøgelsen, at ansøgeren ikke eksporterede elektriske cykler til Unionen. De salgsjournaler, som ansøgeren fremlagde, viste ikke noget salg af elektriske cykler til Unionen.
(9) For så vidt angår den anden betingelse i artikel 1, stk. 6, i den oprindelige forordning, som forudsætter, at ansøgeren ikke må være forretningsmæssigt forbundet med nogen eksportør eller producent, der er omfattet af de antidumpingforanstaltninger, der blev indført ved den oprindelige forordning, fastslog Kommissionen i løbet af undersøgelsen, at ansøgeren ikke er forretningsmæssigt forbundet med nogen af de eksportører og producenter i Kina, som er genstand for de antidumpingforanstaltninger, der blev indført ved den oprindelige forordning, og som eksporterede den pågældende vare til Unionen i den oprindelige undersøgelsesperiode.
(10) For så vidt angår den tredje betingelse i artikel 1, stk. 6, i den oprindelige forordning, som forudsætter, at ansøgeren faktisk har eksporteret den pågældende vare til Unionen efter den oprindelige undersøgelsesperiode eller har indgået en uigenkaldelig kontraktmæssig forpligtelse til at eksportere en betydelig mængde til Unionen, fastslog Kommissionen ud fra den fremlagte dokumentation i løbet af undersøgelsen, at ansøgeren har eksporteret elektriske cykler til Unionen efter undersøgelsesperioden for den oprindelige undersøgelse. Ansøgeren fremlagde relevant salgsdokumentation for en eksporttransaktion til Tyskland, der fandt sted i september 2022.
(11) På grundlag af ovennævnte konkluderede Kommissionen, at ansøgeren opfylder betingelsen i artikel 1, stk. 6, i den oprindelige forordning.
(12) Følgelig bør anmodningen om at blive indrømmet behandling som ny eksporterende producent accepteres, og ansøgeren bør pålægges en antidumpingtold på 16,2 % for samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven i den oprindelige undersøgelse (og som er omfattet af udligningstolden på den pågældende vare for alle andre virksomheder, som blev indført ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/72).
FREMLÆGGELSE AF OPLYSNINGER
(13) Ansøgeren og EU-erhvervsgrenen blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det blev anset for hensigtsmæssigt at tildele den antidumpingtoldsats, der finder anvendelse for de samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven i den oprindelige undersøgelse, til Zhejiang Feishen Vehicle Industry Co., Ltd.
(14) Parterne fik mulighed for at fremsætte bemærkninger. Der blev ikke modtaget nogen bemærkninger.
(15) Denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
I bilag II til gennemførelsesforordning (EU) 2019/73 tilføjes følgende virksomhed til listen over samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven i antidumpingundersøgelsen, og som er omfattet af den parallelle udligningstold for alle andre virksomheder i gennemførelsesforordning (EU) 2019/72: Virksomhedens navn Provins Taric-tillægskode Zhejiang Feishen Vehicle Industry Co., Ltd. Zhejiang 89AD
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 8. marts 2024. På Kommissionens vegne Ursula von der Leyen Formand