Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/879 af 21. marts 2024 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 for så vidt angår visse planter til plantning af Corylus avellana, med oprindelse i Det Forenede Kongerige
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/regulation/2024/879@2024-03-21/da
Indhold
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 af 26. oktober 2016 om beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013, (EU) nr. 652/2014 og (EU) nr. 1143/2014 og om ophævelse af Rådets direktiv 69/464/EØF, 74/647/EØF, 93/85/EØF, 98/57/EF, 2000/29/EF, 2006/91/EF og 2007/33/EF, særlig artikel 42, stk. 4, første afsnit, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 oprettes der på grundlag af en foreløbig risikovurdering en liste over højrisikoplanter, -planteprodukter og andre -objekter.
(2) Efter en foreløbig vurdering blev 34 slægter og en art af planter til plantning med oprindelse i tredjelande midlertidigt opført i gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 som højrisikoplanter. Dette bilag omfatter slægten Corylus L.
(3) Den 31. marts 2023 indgav Det Forenede Kongerige en anmodning til Kommissionen om eksport til Unionen af følgende planter til plantning: op til 2 år gamle planter til plantning af Corylus avellana L. med en diameter på højst 10 mm nederst på stammen, op til 7 år gamle barrodsplanter til plantning af Corylus avellana L. med en diameter på højst 40 mm nederst på stammen og op til 15 år gamle planter til plantning af Corylus avellana L. i vækstmedium med en diameter på højst 20 cm nederst på stammen med oprindelse i Det Forenede Kongerige (de relevante planter). Anmodningen var ledsaget af det relevante tekniske dossier.
(4) Den 30. november 2023 vedtog Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (autoriteten) en videnskabelig udtalelse om varerisikovurderingen af de relevante planter. Autoriteten identificerede Phytophthora ramorum (ikke-EU-isolater) og Thaumetopoea processionea som skadegørere, der er relevante for de pågældende planter, vurderede de risikobegrænsende foranstaltninger, der er beskrevet i dossieret, og vurderede sandsynligheden for, at de relevante planter er fri for disse skadegørere.
(5) Phytophthora ramorum (ikke-EU-isolater) og Thaumetopoea processionea er opført som EU-karantæneskadegørere og beskyttet zone-karantæneskadegørere i henholdsvis bilag II og III til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072.
(6) På grundlag af autoritetens udtalelse anses den plantesundhedsmæssige risiko, der er forbundet med indførsel af de relevante planter til Unionens område, for acceptabel.
(7) Ud over de relevante planter bør alle op til 15 år gamle barrodsplanter til plantning af Corylus avellana L. med en diameter på højst 20 cm nederst på stammen medtages, selv om Det Forenede Kongerige kun har indgivet en anmodning om op til 7 år gamle barrodsplanter. Dette skyldes, at disse planter på grund af deres karakter af barrodsplanter udgør en lavere plantesundhedsmæssig risiko end de 15-årige planter til plantning i vækstmedier, som er omfattet af denne anmodning og har været genstand for autoritetens videnskabelige udtalelse.
(8) Dermed bør alle op til 15 år gamle planter til plantning af Corylus avellana L. med en diameter på højst 20 cm nederst på stammen og med oprindelse i Det Forenede Kongerige, ikke længere anses for at være højrisikoplanter. De bør derfor udgå af listen over højrisikoplanter, -planteprodukter og andre -objekter i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019.
(9) Gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 bør derfor ændres.
(10) Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 21. marts 2024. På Kommissionens vegne Ursula von der Leyen Formand
ANNEX
BILAG
I tabellen i punkt 1 i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019, anden kolonne Beskrivelse, affattes rækken Corylus L., bortset fra planter til plantning af Corylus avellana L. eller Corylus colurna L. med oprindelse i Serbien således: Corylus L., bortset fra:
planter til plantning af Corylus avellana L. eller Corylus colurna L. med oprindelse i Serbien og
op til 15 år gamle planter til plantning af Corylus avellana L. med en diameter på højst 20 cm nederst på stammen, med oprindelse i Det Forenede Kongerige.