Kommissionens delegerede forordning (EU) 2024/908 af 17. januar 2024 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 for så vidt angår antallet af og navnene på ekspertpanelerne under Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EØS-relevant tekst)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/regulation/2024/908@2024-01-17/da
Indhold
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed, særlig artikel 28, stk. 4, andet afsnit, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I artikel 28 i forordning (EF) nr. 178/2002 er der oplistet 10 ekspertpaneler, der, inden for deres respektive kompetenceområder, er ansvarlige for at afgive ekspertudtalelser på Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets (autoriteten) vegne. Disse paneler omfatter bl.a. Panelet for Fødevarekontaktmaterialer, Enzymer og Tekniske Hjælpestoffer.
(2) På grund af den løbende tekniske og videnskabelige udvikling, der øger risikovurderingsprocessens kompleksitet kombineret med behovet for at vedtage et stort antal ekspertudtalelser om året, er det vanskeligt for Panelet for Fødevarekontaktmaterialer, Enzymer og Tekniske Hjælpestoffer at forvalte arbejdsbyrden, herunder med hensyn til den nødvendige ekspertise.
(3) Autoriteten indgav derfor den 1. august 2023 en anmodning til Kommissionen om at opdele Panelet for Fødevarekontaktmaterialer, Enzymer og Tekniske Hjælpestoffer i to nyoprettede paneler. Formålet med denne opdeling er at imødekomme de udestående anmodninger om afgivelse af ekspertudtalelser om fødevareenzymer i lyset af den øgede arbejdsbyrde og risikovurderingsprocessens videnskabelige og tekniske kompleksitet, bl.a. med henblik på at støtte Kommissionens arbejde med at opstille EU-listen over godkendte fødevareenzymer, samtidig med at arbejdet med spørgsmål vedrørende fødevarekontaktmaterialer fortsætter.
(4) Det forventes, at oprettelsen af disse to nye paneler vil forbedre den operationelle effektivitet af autoritetens videnskabelige arbejde, som afspejler den tekniske og videnskabelige udvikling inden for de respektive områder. De nye panelers arbejdsområder bør målrettes fødevareenzymer og fødevarekontaktmaterialer med krav om mere dybtgående ekspertise i sammensætningen af panelerne, samtidig med at en effektiv fordeling af arbejdsbyrden støttes.
(5) Det er derfor hensigtsmæssigt og nødvendigt at opdele Panelet for Fødevarekontaktmaterialer, Enzymer og Tekniske Hjælpestoffer i to nyoprettede paneler benævnt henholdsvis Panelet for Fødevareenzymer og Panelet for Fødevarekontaktmaterialer. Vurderingen af de tekniske hjælpestoffer kan henhøre under begge nyoprettede panelers ansvarsområde, afhængigt af det pågældende tekniske hjælpestofs karakter og dets påtænkte anvendelse. Det er derfor ikke nødvendigt specifikt at medtage henvisningen til de tekniske hjælpestoffer i titlerne på de nyoprettede paneler med henblik på at sikre fleksibilitet i forbindelse med at tildele deres vurdering det mest relevante panel.
(6) Den nuværende mandatperiode for Panelet for Fødevarekontaktmaterialer, Enzymer og Tekniske Hjælpestoffer udløber den 30. juni 2024. De to nye paneler bør begynde at fungere fra den 1. juli 2024. Denne forordning bør derfor anvendes fra den 1. juli 2024.
(7) Forordning (EF) nr. 178/2002 bør derfor ændres —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Artikel 28, stk. 4, første afsnit, i forordning (EF) nr. 178/2002 ændres således:
1) Litra j) affattes således:
j) et panel for fødevareenzymer.
2) Følgende nye litra k) tilføjes:
k) et panel for fødevarekontaktmaterialer.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende og finder anvendelse fra den 1. juli 2024.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 17. januar 2024. På Kommissionens vegne Ursula von der Leyen Formand