Kommissionens forordning (EU) 2024/918 af 25. marts 2024 om ændring af bilag VII til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 for så vidt angår visse rapporteringskrav for medlemsstaterne vedrørende nationale avlsprogrammer med henblik på selektion af resistens over for transmissible spongiforme encephalopatier (EØS-relevant tekst)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/regulation/2024/918@2024-03-25/da
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 af 22. maj 2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier, særlig artikel 23a, litra m), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Rapporteringskrav spiller en vigtig rolle med hensyn til at sikre både en grundig overvågning og en korrekt håndhævelse af lovgivningen. Det er imidlertid vigtigt at strømline disse krav for at sikre, at de opfylder det formål, de var beregnet til, og for at begrænse den administrative byrde.
(2) Forordning (EF) nr. 999/2001 indeholder en række rapporteringskrav inden for dyrs sundhed, som derfor bør simplificeres i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse EU's konkurrenceevne på lang sigt efter 2030.
(3) Ved forordning (EF) nr. 999/2001 er der fastsat regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af transmissible spongiforme encephalopatier (TSE) hos kvæg, får og geder.
(4) I artikel 6a i forordning (EF) nr. 999/2001 er det fastlagt, at medlemsstater kan iværksætte avlsprogrammer med henblik på selektion af TSE-resistens hos deres egne fårepopulationer (avlsprogrammerne). I henhold til nævnte forordnings artikel 6a, stk. 3, aflægger medlemsstater, der iværksætter avlsprogrammer, regelmæssigt rapport til Kommissionen (rapporterne).
(5) I kapitel C, del 5, i bilag VII til forordning (EF) nr. 999/2001 er det fastlagt, at rapporterne forelægges Kommissionen årligt.
(6) Med den foreslåede ændring vil rapporteringskravene for medlemsstaterne blive forenklet, idet man går fra systematisk årlig rapportering til rapportering, når der er et klart behov, dvs. når der er foretaget ændringer af avlsprogrammerne. Den foreslåede ændring vil ikke have nogen indvirkning på det vigtigste politiske mål, som er at sikre, at medlemsstaterne fortsat overvåger og rapporterer om den epidemiologiske situation med hensyn til TSE.
(7) Forordning (EF) nr. 999/2001 bør derfor ændres.
(8) Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Bilag VII til forordning (EF) nr. 999/2001 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 25. marts 2024. På Kommissionens vegne Ursula von der Leyen Formand
ANNEX
BILAG
Kapitel C, del 5, i bilag VII til forordning (EF) nr. 999/2001 affattes således:
DEL 5 Rapporter, som medlemsstaterne skal forelægge Kommissionen
Medlemsstater, der iværksætter nationale avlsprogrammer med henblik på selektion af TSE-resistens hos deres egne fårepopulationer:
1. meddeler Kommissionen kravene i de pågældende programmer
2. forelægger Kommissionen en rapport, når der foretages ændringer af sådanne programmer.