Gelex

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2024/950 af 15. januar 2024 om ændring af delegeret forordning (EU) 2019/1602 for så vidt angår anvendelsesdatoen og de tilfælde, hvor toldmyndighederne skal fratrække de mængder, der er anført i toldangivelsen, fra den samlede tilladte mængde, der er angivet i det fælles sundhedsimportdokument (CHED-dokumentet) (EØS-relevant tekst)

GældendeVersion 2024-01-15fra 2024-04-15
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/EU/regulation/2024/950@2024-01-15/da

Indhold
  1. Indledning
    1. Artikel 1 Ændring af delegeret forordning (EU) 2019/1602
    2. Artikel 2 Ikrafttræden

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 af 15. marts 2017 om offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter med henblik på at sikre anvendelsen af fødevare- og foderlovgivningen og reglerne for dyresundhed og dyrevelfærd, plantesundhed og plantebeskyttelsesmidler, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001, (EF) nr. 396/2005, (EF) nr. 1069/2009, (EF) nr. 1107/2009, (EU) nr. 1151/2012, (EU) nr. 652/2014, (EU) 2016/429 og (EU) 2016/2031, Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 og (EF) nr. 1099/2009 samt Rådets direktiv 98/58/EF, 1999/74/EF, 2007/43/EF, 2008/119/EF og 2008/120/EF og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 og (EF) nr. 882/2004, Rådets direktiv 89/608/EØF, 89/662/EØF, 90/425/EØF, 91/496/EØF, 96/23/EF, 96/93/EF og 97/78/EF og Rådets afgørelse 92/438/EØF (forordningen om offentlig kontrol), særlig artikel 50, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2399 udgør en operationel ramme for kvikskranketjenester, der sikrer en løbende datastrøm mellem økonomiske operatører og toldmyndigheder, mellem toldmyndigheder og Kommissionen, mellem toldmyndigheder og andre forvaltninger eller agenturer og mellem et toldsystem og et andet i hele Unionen. Rammen indeholder en automatisk funktion til mængdemæssig forvaltning via udveksling af oplysninger mellem de nationale kvikskrankemiljøer på toldområdet og informationsstyringssystemet for offentlig kontrol, der er oprettet og forvaltes af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 131, stk. 1, i forordning (EU) 2017/625 (IMSOC). Denne udveksling finder sted via Den Europæiske Unions elektroniske kvikskrankemiljø for systemet til udveksling af certifikater på toldområdet (EU CSW-CERTEX), der er oprettet ved forordning (EU) 2022/2399.

(2) Ved artikel 56 i forordning (EU) 2017/625 er der fastsat regler for et fælles sundhedsimportdokument (CHED-dokument), som skal udfyldes af operatører i henhold til nævnte forordning vedrørende medlemsstaternes kompetente myndigheders gennemførelse af offentlig kontrol af dyr og varer, der indføres til Unionen, med henblik på at verificere overholdelsen af EU-lovgivningen om agrofødevarekæden.

(3) Ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/1602 er det fastsat, i hvilke tilfælde og på hvilke betingelser CHED-dokumentet skal ledsage hver sending til bestemmelsesstedet af de i artikel 47, stk. 1, i forordning (EU) 2017/625 omhandlede kategorier af dyr og varer bestemt til markedsføring, som er omfattet af offentlig kontrol på grænsekontrolsteder.

(4) Med henblik på at forhindre svigagtig genanvendelse af CHED-dokumentet kræves det i henhold til artikel 4, litra c), artikel 5, stk. 1, litra f), og artikel 6, litra c), i delegeret forordning (EU) 2019/1602, at toldmyndighederne til IMSOC skal oplyse sendingens størrelse gennem EU CSW-CERTEX som angivet i toldangivelsen, så det sikres, at de mængder, der er angivet i toldangivelsen, trækkes fra den samlede tilladte mængde, der er angivet i CHED-dokumentet. Denne forpligtelse til at foretage mængdemæssig forvaltning gælder, hvis sendingen skal henføres under den toldprocedure for overgang til fri omsætning, der er omhandlet i artikel 201 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013, eller under de toldprocedurer for særlig anvendelse eller forædling (herunder aktiv og passiv forædling), der er omhandlet i artikel 210, litra c) og d), i nævnte forordning. Den gælder ikke, hvis sendingen skal henføres under de i artikel 210, litra a) og b), i forordning (EU) nr. 952/2013 omhandlede toldprocedurer vedrørende forsendelse eller oplagring.

(5) Anvendelsen af mængdemæssig forvaltning i forbindelse med aktiv forædling komplicerer toldmyndighedernes håndtering af sendinger. Henførelsen af sendingen under efterfølgende toldprocedurer inden overgangen til fri omsætning kræver navnlig, at der foretages manuel mængdemæssig forvaltning både i forbindelse med hver af disse procedurer og i den sidste fase af overgangen til fri omsætning. For at forenkle toldmyndighedernes håndtering af sendinger er det hensigtsmæssigt at fjerne toldmyndighedernes forpligtelse til at foretage mængdemæssig forvaltning i forbindelse med aktiv forædling, mens denne kontrol fortsat vil finde anvendelse ved overgangen til fri omsætning, således at de mængder, der er anført i toldangivelsen, automatisk kan trækkes fra den samlede tilladte mængde, der er angivet i CHED-dokumentet. Desuden finder toldproceduren for passiv forædling ikke anvendelse på sendinger, som er bestemt til markedsføring på EU-markedet i henhold til delegeret forordning (EU) 2019/1602. Derfor bør forpligtelsen til at foretage mængdemæssig forvaltning i forbindelse med denne procedure ophæves. Delegeret forordning (EU) 2019/1602 bør derfor ændres.

(6) Anvendelsesdatoen for forpligtelsen til at foretage mængdemæssig forvaltning via IMSOC bør tilpasses anvendelsesdatoen for at oprette forbindelse mellem Traces-systemet, for så vidt angår CHED-dokumentet, og EU CSW-CERTEX. Forordning (EU) 2022/2399 fastsætter, at den nævnte forbindelse skal oprettes senest den 3. marts 2025. Derfor bør forpligtelsen til at meddele relevante oplysninger til IMSOC, der er oprettet ved delegeret forordning (EU) 2019/1602, tilpasses, så den gælder i hver medlemsstat fra den dato, hvor der oprettes forbindelse mellem Traces og EU CSW-CERTEX i den pågældende medlemsstat, eller senest fra den 3. marts 2025.

(7) Delegeret forordning (EU) 2019/1602 bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1 Ændring af delegeret forordning (EU) 2019/1602

I delegeret forordning (EU) 2019/1602 foretages følgende ændringer:

1) Artikel 4, litra c), affattes således:

c) Toldmyndighederne skal til IMSOC oplyse sendingens størrelse som angivet i toldangivelsen, og de må kun give tilladelse til, at sendingen henføres under en toldprocedure, hvis den samlede mængde, der er angivet i CHED-dokumentet, ikke er overskredet. Dette krav gælder ikke, hvis sendingen skal henføres under de i artikel 210, litra a), b) og d), i forordning (EU) nr. 952/2013 omhandlede toldprocedurer.

2) Artikel 5, stk. 1, litra f), affattes således:

f) Toldmyndighederne skal til IMSOC oplyse størrelsen af den pågældende del af den opdelte sending som angivet i toldangivelsen, og de må kun give tilladelse til, at den pågældende del henføres under en toldprocedure, hvis den samlede mængde, der er angivet i CHED-dokumentet for den pågældende del af den opdelte sending, ikke er overskredet. Dette krav gælder ikke, hvis sendingen skal henføres under de i artikel 210, litra a), b) og d), i forordning (EU) nr. 952/2013 omhandlede toldprocedurer.

3) Artikel 6, litra c), affattes således:

c) Toldmyndighederne skal for hver del af den opdelte sending til IMSOC oplyse mængden som angivet i toldangivelsen for den pågældende del, og de må kun give tilladelse til, at den pågældende del henføres under en toldprocedure, hvis den samlede mængde, der er angivet i CHED-dokumentet, ikke er overskredet. Dette krav gælder ikke, hvis sendingen skal henføres under de i artikel 210, litra a), b) og d), i forordning (EU) nr. 952/2013 omhandlede toldprocedurer.

4) Artikel 7, stk. 3, affattes således: Artikel 4, litra c), artikel 5, stk. 1, litra f), og artikel 6, litra c), gælder dog fra den dato, hvor de elektroniske tolddatabehandlingsteknikker, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, i forordning (EU) nr. 952/2013, bliver klar til brug, dog senest fra den 3. marts 2025.

Artikel 2 Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 15. januar 2024. På Kommissionens vegne Ursula von der Leyen Formand

Versioner

  1. 2024-01-15