Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2026/1785 af 23. juli 2026 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2022/191 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse skruer, bolte, møtrikker og lignende varer af jern eller stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina efter accept af en anmodning om behandling som ny eksporterende producent
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/EU/regulation/2026/1785@2026-07-23/da
Indhold
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (grundforordningen), særlig artikel 9,
under henvisning til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/191 af 16. februar 2022 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse skruer, bolte, møtrikker og lignende varer af jern eller stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina (den oprindelige forordning), særlig artikel 2, og
ud fra følgende betragtninger: GÆLDENDE FORANSTALTNINGER
(1) Den 16. februar 2022 indførte Kommissionen en endelig antidumpingtold på importen til Unionen af visse skruer, bolte, møtrikker og lignende varer af jern eller stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina (Kina) (den pågældende vare) ved den oprindelige forordning.
(2) I den undersøgelse, der førte til den oprindelige forordning (den oprindelige undersøgelse), blev der anvendt stikprøveudtagning for at undersøge de eksporterende producenter i Kina i henhold til artikel 17 i grundforordningen.
(3) Kommissionen indførte individuelle antidumpingtoldsatser på mellem 22,1 % og 48,8 % på importen af den pågældende vare for så vidt angår de stikprøveudtagne eksporterende producenter fra Kina. For de samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, blev der fastsat en toldsats på 39,6 %. De samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, er opført i bilaget til den oprindelige forordning. Der blev desuden indført en landsdækkende told på 86,5 % på den pågældende vare fra virksomheder i Kina, som enten ikke gav sig til kende eller ikke samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen.
(4) I henhold til den oprindelige forordnings artikel 2 kan samme forordnings artikel 1, stk. 2, ændres ved at tildele en ny eksporterende producent den toldsats, der finder anvendelse for de samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven, dvs. toldsatsen på 39,6 %, hvis den nye eksporterende producent i Kina over for Kommissionen fremlægger tilstrækkelig dokumentation for følgende:
(4) a)
at virksomheden ikke eksporterede den pågældende vare til Unionen i den undersøgelsesperiode, der blev lagt til grund for foranstaltningerne, dvs. fra den 1. juli 2019 til den 30. juni 2020 (den oprindelige undersøgelsesperiode) (første betingelse for behandling som ny eksporterende producent)
b)
at virksomheden ikke er forretningsmæssigt forbundet med nogen af de eksportører eller producenter i Kina, som er genstand for de ved den oprindelige forordning indførte antidumpingforanstaltninger, og som har eller kunne have samarbejdet i forbindelse med den oprindelige forordning (anden betingelse for behandling som ny eksporterende producent) og
c)
at virksomheden faktisk har eksporteret den pågældende vare til Unionen efter udløbet af den oprindelige undersøgelsesperiode eller har indgået en uigenkaldelig kontraktmæssig forpligtelse til at eksportere en betydelig mængde af den pågældende vare til Unionen (tredje betingelse for behandling som ny eksporterende producent).
ANMODNING OM BEHANDLING SOM NY EKSPORTERENDE PRODUCENT
(5) Virksomheden Zhejiang Yitai Mechanical Technology Co., Ltd. (ansøgeren) indgav den 17 september 2025 en anmodning til Kommissionen om at blive indrømmet behandling som ny eksporterende producent og dermed være omfattet af toldsatsen for de samarbejdsvillige virksomheder i Kina, der ikke indgik i stikprøven, og hævdede, at virksomheden opfyldte alle tre betingelser i artikel 2 i den oprindelige forordning (anmodningen).
(6) For at afgøre, om ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive indrømmet behandling som ny eksporterende producent, jf. artikel 2 i den oprindelige forordning, sendte Kommissionen et spørgeskema til ansøgeren med en anmodning om dokumentation for, at denne opfyldte betingelserne for behandling som ny eksporterende producent. Sideløbende hermed underrettede Kommissionen EU-erhvervsgrenen om ansøgerens anmodning og opfordrede den til at fremsætte bemærkninger. EU-erhvervsgrenen, repræsenteret ved European Industrial Fasteners Institute, fremsatte ingen bemærkninger vedrørende ansøgerens overholdelse af betingelserne for behandling som ny eksporterende producent.
(7) Efter en analyse af ansøgerens besvarelse af spørgeskemaet anmodede Kommissionen om yderligere oplysninger og dokumentation, hvilket blev fremsendt af ansøgeren. Udover at analysere den yderligere dokumentation konsulterede Kommissionen onlinedatabasen Orbis og kinesiske databaser såsom Aichicha og Tianyancha for virksomhedsoplysninger for at krydstjekke alle tilgængelige oplysninger med offentligt tilgængelige oplysninger på internettet.
ANALYSE AF ANMODNINGEN
(8) Med hensyn til den første betingelse for behandling som ny eksporterende producent fastslog Kommissionen, at ansøgeren ikke eksporterede den pågældende vare til Unionen i den oprindelige undersøgelsesperiode. Kommissionen fastslog, at ansøgeren blev grundlagt i 2022, og at denne fik en eksportlicens i 2023 og begyndte at eksportere den pågældende vare til Unionen i 2025.
(9) Med hensyn til den anden betingelse for behandling som ny eksporterende producent fastslog Kommissionen, at ansøgeren ikke er forretningsmæssigt forbundet med nogen af de eksporterende producenter i Kina, som er omfattet af de antidumpingforanstaltninger, der blev indført ved den oprindelige forordning.
(10) Med hensyn til den tredje betingelse for behandling som ny eksporterende producent fastslog Kommissionen, at ansøgeren eksporterede den pågældende vare til Unionen fra maj 2025 og dermed efter den oprindelige undersøgelsesperiode.
(11) Ansøgeren fremlagde dokumentation for salg og forsendelser af den pågældende vare til Unionen i 2025. Kommissionen konkluderede derfor, at ansøgeren opfyldte den tredje betingelse for behandling som ny eksporterende producent.
(12) Ud fra ovenstående konkluderede Kommissionen, at ansøgeren opfylder alle tre betingelser for at blive indrømmet behandling som ny eksporterende producent, jf. artikel 2 i den oprindelige forordning, og anmodningen bør derfor imødekommes.
(13) Ansøgeren bør således pålægges en antidumpingtold på 39,6 % for samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven i den oprindelige undersøgelse.
(14) Den oprindelige forordning bør derfor ændres.
FREMLÆGGELSE AF OPLYSNINGER
(15) Den 28. maj 2026 blev ansøgeren og EU-erhvervsgrenen underrettet om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det blev anset for hensigtsmæssigt at tildele ansøgeren den antidumpingtoldsats, der finder anvendelse for de samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven i den oprindelige undersøgelse.
(16) Alle interesserede parter, dvs. EU-erhvervsgrenen og ansøgeren, fik mulighed for at fremsætte bemærkninger. Der blev ikke modtaget nogen bemærkninger.
(17) Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1036 —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
I bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2022/191 føjes følgende virksomhed til listen over samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven: Land Navn Taric-tillægskode Folkerepublikken Kina Zhejiang Yitai Mechanical Technology Co., Ltd. 88ES
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 23. juli 2026. På Kommissionens vegne Ursula von der Leyen Formand