Bekendtgørelse af lov om TV 2/DANMARK A/S
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/act/lta/2003/438@2013-10-05/da
Bekendtgørelse af lov om TV 2/DANMARK A/S
Herved bekendtgøres lov nr. 438 af 10. juni 2003 om TV 2/DANMARK A/S med de ændringer, der følger af § 2 i lov nr. 513 af 27. maj 2013.
Selskabets stiftelse og formål
§ 1.
Stk. 1. Kulturministeren bemyndiges til at stifte et aktieselskab ved navn TV 2/DANMARK A/S, hvis aktiekapital tegnes af staten. Aktiekapitalen indbetales som nærmere fastsat i åbningsbalancen, herunder ved indskud af den af TV 2/DANMARK hidtil drevne virksomhed med tilhørende aktiver og passiver.
Stk. 2. Stiftelsen kan i regnskabs- og skattemæssig henseende ske med virkning fra den 1. januar i stiftelsesåret.
§ 2.
Stk. 1. Selskabets formål er at drive medievirksomhed og anden hermed beslægtet eller relateret virksomhed. Selskabet skal drive public service-programvirksomhed, såfremt der er meddelt tilladelse hertil i henhold til kapitel 6 a i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.
Stk. 2. Selskabet skal drives på et forretningsmæssigt grundlag.
§ 3.
Stk. 1. For TV 2/DANMARK A/S gælder lovgivningen om aktieselskaber med de ændringer, der følger af denne lov.
§ 4.
Stk. 1. (Ophævet).
§ 5.
Stk. 1. TV 2/DANMARK A/S overtager ved stiftelsen den af TV 2/DANMARK drevne virksomhed og indtræder i samtlige rettigheder og forpligtelser påhvilende virksomheden.
Stk. 2. Tinglysning og registrering af TV 2/DANMARK A/S’ rettigheder og forpligtelser kan ske på grundlag af denne lov.
§ 6.
Stk. 1. Sagsakter vedrørende omdannelse af TV 2/DANMARK til aktieselskab samt sagsakter vedrørende salg af aktier i TV 2/DANMARK A/S er undtaget fra adgangen til aktindsigt i henhold til lov om offentlighed i forvaltningen.
Medarbejderrepræsentation i bestyrelsen
§ 7.
Stk. 1. Det medarbejdervalgte medlem af bestyrelsen for TV 2/DANMARK indtræder ved stiftelsen af TV 2/DANMARK A/S i bestyrelsen herfor, og valget gælder, indtil medarbejderne har valgt medlemmer til selskabets bestyrelse. Dette valg skal finde sted senest 6 måneder efter stiftelsen af selskabet.
Stk. 2. Aktieselskabslovens § 49, stk. 2, 3. pkt., og stk. 3, 1. pkt., finder ikke anvendelse ved valg efter stk. 1. Ved beregning af ansættelsestiden efter aktieselskabslovens § 49, stk. 7, medregnes ansættelsestiden i TV 2/DANMARK.
Ikrafttræden m.v.
§ 8.
Stk. 1. Kulturministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.
§ 9.
Stk. 1. (Udeladt).
§ 10.
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Lov nr. 513 af 27. maj 2013 om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om TV 2/DANMARK A/S (Ændrede must carry-regler, DR’s adgang til sponsorering, de regionale TV 2-virksomheders dækningsområder, afskaffelse af radiolicensen, genindførelse af forbud mod produktplacering og ophævelse af finansministerens bemyndigelse til at sælge aktierne i TV 2/DANMARK A/S m.v. som led i gennemførelse af medieaftale for 2012-2014) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 2013, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. (Udeladt).